|
1
registreret Arne Thomsen
523
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Kristian,,,
du skriver:
Her er du en velgørende modsætning til vor balstyrige debatkollega Hanskrist, der fremsætter lodrette påstande om Gita’ens indhold uden at have læst det eksemplar, som har nu i snart to måneder har haft i hænde.
Ja ja Kristian,,, nu har du haft et eksemplar af en bog i flere år og endnu ikke læst den, så slap nu lige lidt af.
Jeg er glad for Gîtâen (og Kræn-p) og du skulle lige se den (bogen), den er fyldt med farvestrålende fluorescenterende Textmarkeringer. Så jeg har læst en del, men det er triviallitteratur for en mand som mig, der er opdraget med at der ingen ånd (spiritualitet) er uden frihed (og Gîtâen er blottet for kategorien frihed så vidt jeg ka se (mennesket er ikke fri og skabende og historisk, men indlejret i noget der er, i natur og naturlighed og lovmæssigheder (men min endelig dom over værket kommer på et senere tidspunkt))).
Nu er jeg jo ikke hvem som helst og jeg har ikke Michael's læsekapacitet og jeg læser kun 1 - 2 bøger om året. Da jeg begyndte på psykologistudiet, havde jeg kun læst 2 bøger; Paw og Paw i Urskoven. Hvorfor jeg valgte psykologistudiet er mig en gåde og for mine venner var det en gåde, for jeg var decideret til den ene side, matematisk fysisk begavet og uden disse naturvidenskabelige fag havde jeg aldrig fået en studentereksamen, for jeg var en doven hund der aldrig fik lavet mine lektier og havde der ikke været matematik, kemi, fysik og biologi på skemaet var det aldrig gået godt for mig så uforberedt var jeg.
Evangelierne er ikke min kop te og det er ej heller Gîtâen, selv om jeg er glad for bogen og dens indhold, men jeg bliver aldrig vild med sublim religiøs visdomslitteratur. Jeg elsker St Paul's breve i stedet for, han taler direkte til mig. Og manden er ikke bange for at sige noget i hver en sætning. Jeg hader alt det med Selvet (Selvets sindsro og klarhed og dybet af sig selv (ja selvfordybelsessygen hader jeg)) og Gud (det med at dyrke Gud i en kærlighedens og hengivenhedens ånd (fx findes det dobbelte kærlighedsbud ikke hos Paulus)) hvis man ikke kan kombinere dette med en gedigen antropologi der er til at ta og føle på og hvor mennesket ikke svækkes af at det guddommelige tar over og bliver dominerende.
Forleden aften læste jeg dit essay i bogen endnu engang. Og Aurobindo har jeg i mange år været glad for og noget tyder på at hans forståelse eller fortolkning af Gìtâen også bekommer mig vel. Men ikke mindst Ramanuja var vand på min mølle; da han placerer den personlige Gud Krishna som overordnet den upersonlige verdenssjæl Brahman. For Hellenistisk kættersk kristendom er Brahman interessant, men for den paulinske reformerte protestantiske vest-Kirke aldeles uinteressant, eller kun interessant som kætterier der udfordrer kristendommen til selv-identifikation (fx den Nikænske bekendelse).
Men det der så går galt er det vi finder i (18; 54 og 55) nemlig at inkarnationen blot medfører som vi også ser antaster til allerede hos hellenisten Johannes, at det hele ender i Gudsmystik, guddommeliggørelse af mennesket, hvor friheden og dialektikken (kærlighedsdramaet og det kreative samspil) mellem Gud og mennesket forsvinder. Kristusmystikken svækkes, altså antropologien svækkes, mennesket svækkes af det guddommelige, det guddommelige udvisker og svækker det sandt menneskelige, den menneskelige frihed og selvstændighed, noget der ikke sker i Kristusmystikken. (1)*.
(1)*:
The relations between God and man may be conceived under three different aspects.
Firstly there is the transcendent dualism which subjects the human will to the divine in a purely external fashion. Thus the two natures remain divided, mutually estranged, and externally opposed to each other.
Secondly there is immanentist monism which makes a metaphysical identification between the human and the divine wills and rejects altogether the independent existence of human nature. It sees in man only a manifestation of the divine life, a transitory moment in the development of divinity. (indskudt parentes: her finder vi desværre Ramanuja ifølge Kristian Pedersen (Gîtâens 18; 54 og 55) og vi finder vores Serotonin Jan Ekim).
Thirdly there is what may be called "theandric anthropomorphism" a creative and Christian standpoint which recognizes the independent existence of the two natures and the reciprocal action of divine grace and human freedom. Man, "the other divine", makes a free response to the call of God which reveals his creative nature...
God expects from man a free response to His appeal, an answering love and creative co-operation in overcoming the night of non-being. Man has to manifest all the activity of his spirit all the intensity of his freedom, in order to accomplish what God expects of him. Berdyaev "Freedom and the Spirit" p. 208 - 209.
The ontological "depth" of man is bound up with the fact that Christ is not only God but also Man.
A really profound Christological anthropology will be a Christology of man.
The generation of Christ, the race of spiritual humanity, must also have its anthropological science rooted in the science of Christology.
The Fathers and Doctors of the Church, whose attention was wholly occupied by the highest things and by the thought of God Himself, were absorbed in a heroic struggle against sinful human nature; it was possible for them with their spiritual temperament to formulate the doctrine of the Person of Christ and of the Holy Trinity, but they were unable to develop a theory of man to correspond to it. Berdyaev "Freedom and the Spirit" p 215.
Du skriver endvidere Kristian:
Nærer man kærlighed til Gud, svarer Gud igen med nåden. Dette er et lighedspunkt med Kristendommen.
Meget problematisk påstand som nok afvises af de fleste i den reformerte protestantiske vest-Kirke, og det er en underkendelse af begivenheden Kristus, opstandelsesbegivenheden Kristus, som det kristendommen bygger på; det Guds nådesværk vi er i Kristus. Paulus har fx heller ikke det dobbelte kærlighedsbud med. Barth og Prenter ville også afvise det på det bestemteste. Nåden (Kristusbegivenheden) er netop tegn på Guds suveræne handling. Gud kan ikke være en dobbeltgænger til menneskets kærlighed som også mennesket er til i frimodighed, og kreativ frihed og stolthed overfor Gud. Ligeledes er det i forholdet til næsten at vores Gudsforhold afgøres. Kærlighed til Gud som en betingelse for nåden, er netop at overse at det er i forholdet til næsten at vores Gudsforhold afgøres. Kærlighed til Gud er teologisk narcissisme og overser at Guds kærlighed Kristus har primat og kommer først. Mennesket skal netop ikke søge Gud som Barth er meget inde på det, fordi dette er dømt til at mislykkes, da mennesket nemlig finder noget helt andet end den åbenbarede Gud (tænk bare på jib og Esther og dig selv ikke mindst, det er da gået helt galt for jer alle 3).
En vis opbakning kunne det se ud som om Berdyaev gir dig i de citater jeg har bragt, men det ville være for komplekst i det her indlæg at kommentere hvad Berdyaev mener om forholdet. Men kort så er også han inde på at Gud behøver os og elsker os mere end vi behøver Gud og elsker Gud. Og man elsker ikke Gud ved at elske Gud, men ved at man svarer Gud i en fri kreativ handling hvor Gud og mennesket skaber nyt sammen, sammen står for den fortsatte skabelse/nyskabelsen. Den 8. dags skabelse, som Berdyaev er verdensberømt for at påpege.
Jeg læser endelig følgende i dit indlæg:
Michael’s analyse af situationen er efter min opfattelse udtryk for dybtgående indlevelse i værket, og jeg er især glad for hans præcise beskrivelse af, hvad vold er: »Vi identificerer ofte vold med dens ydre udtryk, men vold er de følelser af had, lyst, begær og frygt som kommer til udtryk i den voldelige handling.« Heri er jeg fuldt ud enig.
Det er jo det rene vrøvl (helt meningsløst udsagn) det Michael her har skrevet, men det oplever jeg så tit at Michael vrøvler uden at tænke sig om; men at du Kristian, hopper i med begge ben og siger ja til dette nonsens forbavser mig og jeg måtte også gnide mine øjne et par gange for at se om jeg dog ikke havde læst forkert. Din psykoanalytiske sans er da fuldstændig gået fløjten, jeg er skuffet over dig. Ligeledes som jeg psykoanalytisk er skuffet over at du ikke har formået at finde ud af det med egoet som så absolut skal dræbes i stort set alle østlige inspirerede systemer, som er en fjende i det mindste, at du ikke har formået at finde ud af at egoet dækker over personaen hos Jung og idealoverjeget hos Freud, når den fordømmes af vore dages nyreligiøsitet, new age, der er østlig inspireret. Kristian da for pokker, hvad har du tænkt på eller hvad går du da og tænker på? Det forskelsløse? Hvor er din skelneevne, hvor er din forstand og dømmekraft blevet af?
Frihed, frihed, og kreativitet, kreativitet,,, læs Frihedens og tænkningens Apostel Paulus, hvor etikken anskues under kategorierne overflod, kreativitet og karisma; og Frihedens og Kreativitetens filosof Berdyaev!!! Du er for naturlig Kristian (for meget tamas og flegma) og du mangler en antropologi i din tænkning der beskæftiger sig med frihed og spiritualitet og kreativitet.
Jeg har ikke sat smileys, men de er der! Nu kender du mig heller ikke særligt godt som debattør, du har kun læst ganske få af mine indlæg gennem årene, så det kræver nok at vi brydes et ½ års tid hvis du gider det og ikke bliver fornærmet som så mange andre er blevet det.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
apropos din ytring om Anne og mig i debatsammenhæng Her er du (Anne) en velgørende modsætning til vor balstyrige debatkollega Hanskrist
jeg skal være den første til at indrømme at Anne og Vang de kan noget jeg ikke kan, eller ikke gider kunne, nemlig den meget imødekommende dialog, især villigheden til at være imødekommende og forstående overfor dem de debatterer med. Jeg har ikke dette som mit ærinde, jeg er her kun for en ting, og det for at påpege den specifikke kristianiserede filosofiske og teologiske svar på det vi debatterer. Og havde jeg ikke været her på de 2 debatter siden 2003 var der meget der var gået tabt og aldrig var kommet for en dag. Og det er min fortjeneste at det specifikt kristne er stærkt profileret og kommer til udtryk og ikke bliver kvalt i naturlig tandløs religiøs kristendom (naturlig teologi).
Derfor er min debatstil anderledes; fordi jeg vil vise der er et alternativ til alle disse uendelige naturlige fladlandsreligiøse betragtninger hvor folk kan snakke i årevis uden overhovedet at få sagt noget og uden at vide hvad de snakker om. Altså jeg gider ikke det der med at Gud har at gøre med noget udifferentieret noget, og endda noget upersonligt "det" noget. Jeget og mennesket og bevidstheden er vigtigere end "det", naturen og det ubevidste; som folk har en tendens til at projicere det religiøse ud i, skubbe det hele fra sig i en idealisering og beundring og hengivelse og underkastelse.
|
|
|
|
