|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
475
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Anne og Michael.
Dette indlæg er en kommentar til Annes indlæg 05/01/2010 19:00 og Michaels 04/01/2010 22:53, og jeg må sige, at der i begge tilfælde efter min opfattelse er tale om gedigne betragtninger, som det er værd at bide spids på. Tak for det. Af hensyn til længden, som er blevet betydelig på grund af citaterne, vil jeg dele min kommentar i to dele.
Jeg kan kun kippe med flaget i anledning af Michaels opdeling i tid, situation og fortolkning, og mine kommentarer hertil bygger på Michaels synspunkter, som jeg er enig i. Derfor er der kun tale om supplering og ikke om forsøg på at korrigere noget.
Tid
At Bhagavadgita er fra en anden tid end vores og i den beskrives de gældende forhold, tankesæt og religiøse holdninger.
Michael har efter min opfattelse helt ret i, at det er væsentligt, at dette inddrages. Gita’en kan i en vis forstand – men også kun i en vis forstand – betragtes som en indirekte redegørelse for, hvilke religiøse retninger, der havde fodfæste i Indien i århundrederne op til begyndelsen af vor tidsregning.
Den gamle vediske offerkultur med dens tro på de rituelle ofringers magiske virkning var ved at vige pladsen for en ny form for rationel tænkning, der navnlig kom til udtryk i de ældste Upanishader fra ca. 700 f.v.t. og efterfølgende. Det hører også med til billedet, at den tidlige ariske religion var under hårdt pres fra Jainismen og Buddhismen, så man – muligvis – kan betragte Gita’en som et forsøg på at præsentere Hinduismen på en lidt anden måde, der indarbejdede den fremspirende tendens til at dyrke Gud i en kærlighedens og hengivenhedens ånd.
Derfor er hengivenhedens vej, the way of devotion, kraftigt fremhævet i Gita’en, som den foreligger. Nærer man kærlighed til Gud, svarer Gud igen med nåden. Dette er et lighedspunkt med Kristendommen. Men digtet er diplomatisk, og de to andre veje: Handlingens vej, the way of action, og indsigtens vej, the way of knowledge, er også omtalt som væsentlige. Ligeledes er de to retninger Samkhya og Yoga indddraget, og der kan spores elementer af Buddhismen i digtet.
Situation
At Krishna står på en stridsvogn ved siden af Arjuna dækker ikke alle livets forhold. Arjuna er i en speciel situation, han tilhører krigerkasten.
Nu kan du måske synes, at det, at være kriger er noget forfærdeligt noget og du har ret. Men til alle tider har der eksisteret fredelige samfund som er blevet truet af af slyngler og forbrydere. Sådanne fredelige samfund har altid været i fare for at blive udslettet af hensynsløse slyngler.
Krigerens rolle er at beskytte disse fredelige samfund og derfor har krigeren en speciel æreskodeks. Vi identificerer ofte vold med dens ydre udtryk, men vold er de følelser af had, lyst, begær og frygt som kommer til udtryk i den voldelige handling.
En kriger må begå frygtelige ting som at slå andre ihjel for at beskytte de fredelige, men han må gøre det fuldstændig klar over hvad han gør uden at hengive sig til følelser som vrede, had og hævntørst. Derved er han ikke voldelig uanset hvad han gør fordi han ikke lader sig rive med af disse følelser, men lidenskabsløst gør det der er nødvendigt.
Udadtil kan hans handling synes at være voldelig men indadtil er den det ikke, han handler kun i kraft af situationens alvor og ikke af uvidenhed.
Michael’s analyse af situationen er efter min opfattelse udtryk for dybtgående indlevelse i værket, og jeg er især glad for hans præcise beskrivelse af, hvad vold er: »Vi identificerer ofte vold med dens ydre udtryk, men vold er de følelser af had, lyst, begær og frygt som kommer til udtryk i den voldelige handling.« Heri er jeg fuldt ud enig. Man kunne måske sammenligne med en læge, der bliver nødt til at amputere et ben på et barn, der kun vil kunne leve videre, hvis der begås den ’voldshandling’, at benet skæres af.
I øvrigt er Michaels betragtninger om krigerens (krigerkastens) rolle i det daværende ekstremt klasseopdelte indiske samfund i nøje overensstemmelse med det, som vi véd fra den oldindiske historie. Kriger/fyrstekasten skulle beskytte det menige folk, så samfundslivet kunne gå sin uforstyrrede gang. Her kunne man – ud fra et materialistisk historiesyn – sige, at der for alle knyttede sig en økonomisk interesse i, at samfundet kunne fungere.
Jeg vil gerne gøre en tilføjelse til situationsanalysen. Hos mange har jeg mødt den opfattelse, at Arjuna’s fortvivlelse i slutningen af den første recitation ene og alene skyldes, at han føler følelsesmæssige bindinger til de mange slægtninge, frænder og venner, som han ser i modstandernes hær.
Dette er der velbegrundet belæg for i den tekst, som faktisk står. Men det hører efter min opfattelse med til situationsanalysen, at pligtbegrebet, dharma, spillede en helt afgørende rolle i de gamle inderes liv. Den hellige pligt gjaldt imidlertid ikke kun i én henseende. Den havde flere facetter. Dels havde Arjuna den hellige pligt til at udkæmpe slaget, fordi han tilhørte krigerkasten, og dels havde han som overhoved for en fyrsteslægt en hellig pligt til at beskytte slægten og holde sammen på den.
Men da modstandernes hær bestod af en gren af den samme fyrsteslægt, som han selv tilhørte, var det i strid med slægtspligten, kula-dharma, at dræbe de beslægtede modstandere. Arjuna befandt sig derfor i en situation, som vi kunne kalde en regelkollision. Denne forståelse fremgår blandt andet af noterne i bogen.
Fortolkning.
Bhgavadgita er blevet fortolket i umindelige tider men fælles for alle fortolkninger er, at man ikke er i stand til at opfatte andet end hvad man selv er i stand til i kraft af sin udvikling. Enhver fortolkning afspejler fortolkeren selv og hans viden eller indsigt. Hvis der står noget, han ikke har kendskab til, så opdager han det ikke men fortolker det udfra sin egen begrænsning.
(…)
I den virkelige verden står vi altid overfor livets udfordringer og det omgivende samfunds pres. Det nytter ikke noget, at vi bare lader os rive med af omgivelsernes påvirkning, så bliver vi hjælpeløse ofre for vind og vejr og vi bliver slynget hid og did i vores oplevelse af livet.
Kunsten er derfor at vi formår at bevare vores følsomhed uden, at vi af den grund gør os selv følelsesløse for så mister vi selve evnen til at leve.
Dette, at stå i orkanens (det omgivende samfunds) øje og bevare sig selv uden at blive bitter på grund af livets tilskikkelser det er at møde livets både positive og negative sider uden, at det sætter spor i éns sind. Det er essensen af al yoga.
Er der yoga, sindsro, så er der en baggrund for oplevelsen af såvel glæde som smerte og denne baggrund er klarhed.
At leve med, at lade sig bevæge, men altid at være klar over det, denne klarhed er den fuldstændige ikke handling.
Man handler fuldstændig, på alle planer, men man er klar over det og derfor er man ikke bundet af sin handling, men er i stand til at lave den om. Ubevidste mennesker er bundet af deres handlinger fordi de reagerer helt betinget. Klarhed er frihed. Kun når man er klar over sin betingethed er man i stand til at nå udover den og gøre noget andet.
Igen er jeg enig med Michael. Ingen tekst, det være sig en evangelietekst, et Shakespeare-drama eller Bhagavadgita, kan fortolkes objektivt. Fortolkningen vil altid være et samspil mellem teksten og fortolkeren.
Også betragtningerne om, at det er sindsroens klarhed, der giver os den eksistentielle mulighed for at leve, er jeg enig i. Den, der som en dikkende lammehale, lader sig rive med af snart det ene og snart det andet, vil blive bundet til sine mange fluktuationer i sindet, så han eksistentielt mister sin frihed. Thi med Michaels ord: »Klarhed er frihed. Kun når man er klar over sin betingethed er man i stand til at nå udover den og gøre noget andet.«
Fortsættelse følger…
|
|
|
|
