|
1
registreret Arne Thomsen
482
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hey Kristian,,
Jeg har oponeret (stillet mig skeptisk, kritisk og tvivlende) imod følgende:
’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren
Du skriver så:
Ordsammenstillingen ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ er et paradoks, og om paradokser gælder det, at der ikke kan udfindes nogen sproglig-logisk mening. Men paradokser kan bruges til at pege med, og her må man have opmærksomheden henvendt på, at man skal undgå at forveksle månen med den finger, der peger på den.
Det første jeg vil pege på hvor vi ser forskelligt på tingene er følgende:
paradokser kan bruges til at pege med, og her må man have opmærksomheden henvendt på, at man skal undgå at forveksle månen med den finger, der peger på den
så vi bedre kan forstå hinandens tale, men så sandelig også hinandens tien om det, hvorom der ikke kan tales.
Hertil kommer, at du synes at være så fastgroet i den diskursive tænkning, at du næppe vil kunne give slip, så du kommer videre.
Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald.
Det er så fristende at sætte alting på sproglig form, så man fremstiller sig over for omgivelserne som den, der kan sige, hvad sagen drejer sig om. Kræn-p citater slut.
Jeg deler ikke dine eller andres ideer eller tanker om det uudnævnelige og uudsigelige og uformulerbare. Den kristianiserede opfattelse er at Ånden er Ordets legeme (1)* . Således har vi brug for ordene og sproget selv til erkendelse af før-sproglige og a-sproglige forhold. Jeg mener det er en naiv sentimental romantisk ide at der er noget vi ikke kan tale om, eller hvor tavshed er guld. For den kultur der vælger at tale om det (1 Kor 14), kommer dybere ind i det skjulte og væsentlige hidrørende det før-sproglige eller den a-sproglige ultimative virkelighed.
Kort sagt har begreber og ideer del i den ultimative virkelighed og man skal ikke give afkald på ordet. Vi må ikke søge udenfor ordet eller sproget.
Det man i den sammenhæng skal kunne magte er som Paulus; Descartes; Kant; Marx og Freud, at kunne skelne mellem jeget og overjeget's/kulturens/traditionens ukritiske anmasende påduttede indflydelse. Enhver meditation begynder med at få overjeget eller kulturjeget til at tie og falde så meget til ro at man kan høre hvad man selv tænker, jeg tænker. Dette var Pauls og Descartes og Kant's projekt. "Ha" siger Paulus til de græske filosoffer, "vi har tankerne direkte fra Gud". Altså vi kan tænke selv og det skal vi have mod til at gøre. Også derfor at Berdyaev siger at en af de første egentlige kristne filosoffer er Descartes (og alle gik og troede det var middelalderfilosofferne der var kristne tænkere).
Du skriver:
Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald.
Den kristianiserede tankegang om de her forhold er at man ikke skal give afkald og at man ifølge Paulus skal integrere neocortex (cerebral bearbejdning) i mystikken. Min personlige ide er at det gælder om at integrere de subcorticale områder med neocortex, noget nyere hjerneforskning har fokus på som top-down og bottom-up fænomener.
Megen mystik foregår udenom Jeg-bevidsthedens niveau og under jeg-bevidsthedens niveau (også foregår udenom neocortical integreret virksomhed (dette er sentimens og demens)), men dette afviste ikke bare Freud; også Jung tog afstand fra dette forhold som han havde kendskab til det via østlige metoder. Vesten er modsat, ikke afkald og ikke tidløshed (evighed eller Gud som eller i tidløshed, som hævet over tiden), men i tiden. Især i dag hvor new age er østlige inspirerede religiøse tanker der er blevet vestens populære folkereligiøsitet (hvor Kræn-p, jmp/Michael og Jan Sero og Peter Bastian/Andrew Cohen er typiske eksempler herpå) er det vigtig at der findes en HansKristi-lig hæslig person der kan skelne mellem øst og vest og påpege de principielle forskelle der er på øst og den kristianiserede vestlige tankegang om de her forhold (især den reformerte protestantiske vestKirke der isærdeleshed bygger på Paulus).
(1)*:
Descartes er en stor vigtig mand, franskmand, hvad de her forhold vi debatterer angår, men det er sørme også Edgar Morin:
Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne, tegn/symboler, diskurser og ideer.
for at vi mennesker skal kunne erkende naturen og kosmos, gælder at denne virkelighed for at blive erkendt nødvendigvis må gøre sig uvirkelig i tegn/symboler, repræsentationer, diskurser og ideer.
Jo mere den erkendelsesmæssige organisation bliver original, enestående, individuel, lukket om sig selv og afskåret fra verden, desto mere er den i stand til at blive objektiv, kollektiv, universel, åben og til at indgå i kommunikation med verden. Tilsvarende kan man sige, at jo mere mennesket har understreget sin anderledeshed over for – og sin marginale position i forhold til – naturen, desto mere har det forøget sine muligheder for at få kendskab til naturen. Jo mere det har dannet sig et uafhængigt, enestående og nyt (kulturelt, åndeligt og teknisk) univers, desto mere har det vist sig i stand til at afdække kosmos…For bedre at forstå og omsætte omgivelserne til kundskaber har erkendelsesapparatet i sandhed på evolutionær vis opbygget, organiseret og videreudviklet sig derved, at det både har udskilt og isoleret sig fra disse omgivelser.
"Vi er fuldt og helt blevet frugten af en biologisk evolution, og det er kun som afslutning på denne, at vi har udskilt os for at blive til sapiens-mennesker. Vi er blevet mere og mere afvigende, enestående, originale og fremmede; udenforstående i den kosmiske og senere i den biologiske udvikling. Vi har gjort os fri af den ved at opbygge kultur og noosfære. (Edgar Morin)."
Den ide at vores kundskab er ubegrænset er en snæver idé, hvorimod tanken om, at vores kundskab er snæver, får ubegrænsede følger. Citat slut af Edgar Morin
Det universelle kan hverken erkende sig selv eller tænke sig selv; kun et individ kan tænke universet (men ufuldkomment). Det absolutte og Det Evige kan hverken erkende eller kende sig selv: det er kun det relative og det tidslige, der kan det. En almægtig Gud kan ikke være af denne verden, og hvis han er uden for denne verden, kan hans kendskab til verden og hans kendskab til sig selv kun være ufuldstændig (i den henseende har Gud virkelig ”brug for menneskene”), Således finder der ingen absolut kundskab, hverken i himlene eller over himlene. Men der er med udgangspunkt i den antropo-kosmoske relation tale om en relativ og især relationel samhørigheds/adskillelses/kommunikationskundskab. Citat slut af Edgar Morin
Her fik du og Michael en smagsprøve på den vestlige kristianiserede tankegang omkring de ultimative forhold som Gîtâen beskæftiger sig med. Kristendommen griber tingene an ganske anderledes. Især den reformerte protestantiske vestkirke der bygger på Paul's meget begrebsstærke tænkning gør dette.
Jeg kunne skrive meget mere, men jeg tror at det er vigtig at vi begrænser os til en enkelt problemstilling af/ad gangen og at vores indlæg ikke bliver for lange. Det er jo ikke os alle forundt at have en læsekapacitet som Michael, og da slet ikke os to Kristian. Dog indimellem har jeg på fornemmelsen at Michael's enorme læsekapacitet også har medført en tilsvarende enorm snakkekapacitet, hvor han kan snakke side op og side ned (stolper op og ned), skriver mammut indlæg (om Gud og alting, intet mindre, ja endda virkelighedens virkelighed), uden at sige noget overhovedet.
Heidegger der var modstander af snak (small-talk) og nyfigenhed, han elskede følgende vittighed:
manden blev spurgt om hvorfor han var på værtshus hver aften,,,, fordi konen snakker hele tiden derhjemme sagde han,,,,,,, hvad snakker hun om??? manden svarede: "det siger hun ikke".
Sådan har jeg det også indimellem når Michael skriver stort anlagte mammut indlæg. Man slår sig ikke, der bliver ikke sagt noget, men der bliver talt om noget (pegefingeren og månen problemstillingen), men direkte siges intet. Det er nøjagtig derfor Michael elsker evangelierne, her tales der også om "noget", men der siges intet konkret, hvilket sker når vi kommer til Pauls breve, her møder vi forstanden og tænkningen hvor der siges noget i hver en sætning der er til at tage og føle på. Problemet med evangelierne og Gîtâen er at der tales om noget (udifferentieret noget), hvorfor mennesket kan projicere alle deres religiøse længlser, følelser og forestillinger over i det der tales om; men der siges intet.
Bjergprædikenen som du finder smuk Kristian den forstod jeg allerede første gang jeg blev konfronteret med den og siden har den tilhørt trivial litteratur i mit liv. På samme måde har jeg det med evangelierne og Gîtâen lidt, den smule jeg har læst, det forekommer mig at være trivielt, noget vi mennesker allerede omkring puberteten har tilegnet os i vores sentimentale romantiske vildfarelse om monismens moderskød og paradislængsel som blot er en iboende dødsdrift (længsel efter at gemme os i moderskødet, i naturen (som Adam og Eva gemte sig i haven for Ordet/sproget samtalen med Gud der kaldte)), hvilket vi oplever for sent i livet. Det er en blindgyde for menneskeheden at give slip på tankerne (ordene og sproget) og gemme sig i naturen, monistisk naturmystik og Gudsmystik (det stumme dumme univers). For tankerne er en del af dette at være menneske. Ja Ånden er Ordets legeme. Selv en bakterie er til i differens, dette at kunne kende (biosemiotisk) forskel på ydre og indre. Og hos mennesket er dette træk endnu mere udviklet.
Kristendom er kald og ansvar!
Derfor står jeg af overfor Michael og dig Kristian (2)* der prædiker at det hele foregår udenom forstanden og cerebral involvering. Pascal siger at man godt kan forestille sig et menneske uden hoved, men at forestille sig et menneske uden tanker er en umulighed. En anden franskmand siger: "Cogito ergo sum" "jeg tænker derfor er jeg" og hvor har de ret, det er netop hvad der kendetegner mennesket, det er menneskets kendetegn. Så hvis noget rammer mennesket, ryster mennesket, så rammer og ryster det også menneskets tænkning. Hvis noget har indflydelse på mennesket, så har det også indflydelse på menneskets tænkning. Alt andet er under niveau og er tegn på deci-mens (demens) og sentimens (sentimentalitet). Om noget det gælder om at få neocortex integreret i de subcorticaler områder. Neocortex tørster efter at blive en del af indflydelsen og få medindflydelse på forløbet. Det er jo ikke for sjovt at Ordet indleder bibelen og afslutter bibelen. Sproglighed, ord og begreber er af største betydning.
(2)*:
Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald.
Retfærdigvis skal siges at Michael godt kan begrænse sig og når han gør det, så formår manden virkelig at sige noget; men han vil helst være alvidende og belærende, fremstå som ham der har forstået det hele og derfor gerne vil forelæse for os andre hvordan alting hænger sammen. Men derved trækker han tingene ned på sit eget niveau, og vi får de der verden set ifølge Michael belærende mammutindlæg. Som jeg også ved Anne står af overfor når han lige vil fortælle os hvad kristendom er og ikke er.
I den vestlige tradition siden Paulus (1 Kor 2 og 14; 2 Kor 3 mfl.), over Descartes og Kant har det været vigtig at man følger med i verden 3 diskurserne ( Popper ), noget Habermas har stor fokus på.
Jeg siger som Hegel: Gud har ikke skjult noget for mig. Og begreber har del i virkeligheden.
At noget kan være skjult for os, Gud fx (eller de ultimative ubetingede forhold af største betydning for os og vores liv og sundhed), betyder ikke at Gud er usynlig, eller er til i usynlighed (tidløshed) og ubegribelighed (ordløshed) (og er uformulerbar). Tværtimod siger Paulus og det er også den kristianiserede holdning til dette spørgsmål. Og dette skyldes at kristendommens mystiker, Kristusmystikken, er formuleret af Tænkningens Skytshelgen Paulus, der satte tro og tænkning i trav sammen og lige nøjagtig gik i kødet på traditionen, overleveringen (Peter og søjlerne i Jerusalem) og Loven. Som han gik i kødet på den græske filosofiske diskurs også.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
|
|
|
|
