|
0
registrerede
3763
gæster og
1489
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Panteisme
|
Hej Tikka.
Når jeg bruger udtrykket "det guddommelige" er det med en vis tøven, fordi jeg derved definerer - sætter grænser omkring.
Og hvis jeg også bruger ordet "Gud" begrænser jeg yderligere til en slags menneskelignende person, såsom en faderskikkelse.
Min fornemmelse er, at - hvad jeg i mangel på bedre kalder "det guddommelige" - ikke er noget, vi mennesker kan beskrive.
Det nærmeste, vi kan komme det, er - tror jeg - kristendommens "Helligånden".
DEN STORE DANSKE siger herom bl.a.:
I den vestlige tradition er Helligåndens virke først og fremmest set i relation til menneskers frelse. Derimod har den østerlandske tradition i højere grad fremhævet, at Helligånden også er virksom og skabende i den ikke-menneskelige natur.
I nyere økumenisk debat er dette universelle eller kosmiske perspektiv trådt tydeligere frem. Således lød mottoet for Kirkernes Verdensråds 7. generalforsamling i Canberra i 1991: "Kom, Helligånd: Forny hele skabningen".
Jeg kommer til at tænke på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Kristeligt Dagblad om svaret:
skriver:
Da Moses som ung hyrde opdagede den brændende tornebusk i ørkenen og hørte en stemme, der sendte ham ud for at befri israelitterne, havde han temmelig mange indvendinger. Han regnede i øvrigt heller ikke med, at han kunne få folk med sig, bare fordi han kom og fortalte, at han havde hørt en røst fra en tornebusk.
Jeg glæder mig over, at du orker vores dialog, og håber, at have tydeliggjort, hvorfor jeg fornemmer, at det er alt for primitivt at opfatte det guddommelige, som en fader - eller en søn - men mindre primitivt en hellig ånd, der kan inspirere til altomfattende kærlighed, når der er kræfter til det 
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed 
|
|
|
|
