|
1
registreret Arne Thomsen
243
gæster og
155
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Dietrich Bonhoeffer
|
Af de teologer, som jeg har læst i den senere tid er Bonhoeffer nok den mest radikale. Han har mange forbløffende pointer i sin analyse af bjergprædikenen og der er også steder hvor jeg slet ikke er enig med ham. Dog sammenligner Jesus et sted i Biblen sig selv med Johannes Døber. Ham afviste de fordi han levede i streng askese, men Jesus afviser de for det direkte modsatte, at han både spiser og drikker.
Altså, siger Jesus, de ville afvise sandheden uanset hvordan den præsenterede sig for dem. Som modsætning til denne afvisning under alle omstændigheder, nævner han at visdommen er retfærdiggjort ved alle sine børn. Det er hverken mere rigtigt eller forkert uanset om Johannes lever i askese og Jesus både spiser og drikker.
’’mange er kaldede, men få er udvalgte’’. Bonhoeffers anliggende er efterfølgelse. ’’Følg mig’’, siger Jesus men hvad mener han med det. Den rige unge mand var ikke i stand til det. Jeg kan love dig for, at hvis jeg havde fået den mulighed så havde jeg sluppet alt hvad jeg havde i hænderne og aldrig set mig tilbage.
Det er så let at gå vild i ordene og derfor er efterfølgelsen ikke at udbrede Jesu ord til alverden. Bonhoeffer kalder dette for ''den billige nåde''.Efterfølgelsen er derimod at handle Hans ord.
’’Derfor, enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; for dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmende kom, og vindene blæste og slog imod det hus, og dets fald var stort. Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse ord, var folkeskarerne slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.’’ (Matt. 7, 24 – 29)
Vi har hørt bjergprædikenen, vi har måske forstået den. Men hvem har hørt den rigtigt? Dette spørgsmål svarer Jesus på til sidst. Jesus lader ikke bare sine tilhørere gå bort, for at de nu kan gøre så meget ud af hans tale, som det passer dem. De skal ikke udsøge sig det, de synes kan være af værdi for deres eget liv, ej heller undersøge, hvordan denne lære forholder sig til ’’virkeligheden’’.Jesus stiller ikke sit ord til fri rådighed for tilhørerne, så det kan misbruges i deres kræmmerhænder.
Han giver dem det sådan, at det nødvendigvis må beholde sin magt over dem. Menneskeligt set findes der utallige muligheder, når det gælder om at forstå og fortolke bjergprædikenen. Jesus kender kun en eneste mulighed: at adlyde. Ikke fortolke og anvende, men handle og adlyde. Først da er Jesu ord hørt. Heller ikke lade det blive ved snakken, som når man taler om en idealmulighed, men virkelig gå til handling.
Dette ord, som jeg lader få ret over mig, dette ord, som udspringer af hans: ’’Jeg har kendt dig’’, stiller mig straks ind i handling og lydighed. Det ord er klippen, som jeg kan bygge et hus på. Dette Jesu ord udfra evigheden kan kun besvares med ligefrem handling, Jesus har talt, ordet er hans, lydigheden er vor. Kun i handling beholder Jesu ord sin ære, sin kraft og sin magt iblandt os. Nu kan stormen komme over huset, den kan ikke sønderrive enheden med Jesus, den enhed, som er skabt gennem hans ord.
Foruden handling gives der kun ikke handling. Det er ikke muligt at ønske at handle, og dog ikke handle. Den, der omgås Jesu ord på anden måde end ved handling, giver Jesus uret, siger nej til bjergprædikenen, handler ikke efter hans ord. At stille spørgsmål, at rejse problemer og at fortolke er ikke-handling. Den rige unge mand, den lovkyndige i Lukas 10 kommer i sigte. Det nytter ikke, om jeg så bedyrer min tro, min principielle tilslutning til dette ord nok så meget. Jesus kalder det ikke-handling. Men det ord, som jeg ikke vil handle efter, er ingen klippe, som jeg kan bygge et hus på. Her er ingen enhed med Jesus. Han har endnu aldrig kendt mig. Når derfor stormen kommer, går ordet hurtigt tabt for mig. Da erfarer jeg, at jeg i virkeligheden aldrig har troet. Jeg har ikke Kristi ord, men derimod et ord, som jeg har fravristet ham og gjort til mit eget. Jeg tænkte over det, men jeg handlede ikke efter det. Nu falder mit hus, fordi det ikke hviler på kristi ord, og dets fald er stort.
’’Og folkeskarerne var slået af forundring…’’ Hvad var der sket? Guds Søn havde talt. Han havde taget verdensdommen i sin hånd. Og hans disciple stod ved hans side. ’’ (Dietrich Bonhoeffer: Efterfølgelse, side 144 – 145).
Jesus var ubetinget lydig. Ikke overfor mennesker, men overfor Gud. Tænk hvis Han havde været lydig imod menneskene. Tænk hvis Han havde ladet sig gribe af deres tvivl. Nej, den stemme Han fulgte kom fra stilheden af hans hjertes dyb ikke fra den omgivende virkelighed.
Men om man ikke kan høre sit eget hjertes stemme, så har man dog Hans egne ord om, hvori efterfølgelsen består.
Menneskene tilbeder magt. Deres konge sidder på en trone. Men Jesus vaskede sine disciples fødder og sagde: ’’Den største af jer skal være alles tjener.’’
|
|
|
|
