|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Jul for gudsglade hjerner
|
Det er jul selv for det moderne menneske i en sekulariseret verden. Mennesket lever på trods af julehøjtiden med rationelle indsigter, som tidligere blev brugt til at underbygge påstanden om Gud, der nu er reduceret til et videns begreb, hvor kun det naturlige kan forklares. Gud er ikke længere en del af årsagssammenhængen. Miraklernes tid eller troen på miraklerne er forbi. I hvert fald når man prøver at formidle sin Guds-tro på de betingelser, den moderne verden sætter, hvor mennesket med sin sunde fornuft rent faktisk kan vide noget om verden og dens beskaffenhed. Gud kan man derimod ikke vide noget om, og mennesket kan forklares uden gudetro. Evolutionspsykologien og hjerneforskningen kan med andre ord sige sandheden om mennesket. Tør man spørge, hvad det præcist er, man tiltror videnskaben? Kan den f.eks. forklare, hvorfor mange tror, at vi i julen fejrer Jesu fødsel? Eller kan den afvise mange menneskers tro på, at naturen omkring dem er skabt på en måde, der ligger uden for menneskets rækkevidde? Der synes i hvert fald at være et budskab, der gennem snart 2000 år har lydt fra generation til generation.
Nu hænder det, at jeg af og til støder på en ateist, der rent faktisk mener at kunne afvise enhver religiøs påstand. Dette kan han gøre uden de store vanskeligheder, da han kan nøjes med at pege på den dokumenterede sandhed, som videnskaben stiller til rådighed. På den måde bliver ateismen et sikkerhedsnet over for denne tilværelses mange uløselige mysterier, der altid har fået mennesker til at tolke noget så som en stor almægtig gud ind i verden. Det kaldes ifølge enhver god ateist for himmelnisser eller overtro. Hjerner uden Gud har ubetvivlsomt svaret. Skulle man følge deres opskrift på en forbedret menneskelig eksistens, er der ikke meget plads til hverken fantasi eller spontanitet, og vi kunne vel lige så godt lukke julefesten ned med englene, der synger om fred på jorden; klokkerne, der ringer ind; stjernen, der skinner i natten og barnet, der fødes i krybben. Er det hele blot en fantasifuld leg, som når far leger julemand for sine yngste børn?
Måske ville det være nemmere, hvis hjerner kunne indstilles på den samme kanal: En med tro, eller en med ikke-tro. Men sådan er virkeligheden ikke. Og hjerner er heller ikke skabt som en ensartet maskine med frekvenser bestemt af biopolitik og psykologiteknik. Hjernen har gud ske lov og tak et såkaldt kreativt center, hvis celleaktivitet ikke har videnskaben som det sikre grundlag for nytænkning og kreativitet. Mon ikke vi alle sammen har fået evnen til at tænke og nyde godt af alle de sanseindtryk, som er med til at gøre livet i og omkring os til et mere kreativt sted for selv de barnlige sjæle, der ikke lader historien om en mørk nat med stjernen over Betlehem begrave i et mørke uden den spontane juleglæde?
Kristendommen blev netop til den nat, Gud brød ind i menneskets fantasi med englesang og stjernedrys. Da var det gamle forbi, og en ny tid var indtruffet med en liflig duft af kærlighed og fred selv i de fattige hjerter. Et barn er født i Betlehem, og et barn er født i hver lille menneskehjerne. Derfor er kristendommen ikke bare en historie om en overnaturlig Gud, men derimod den virkelighed, hvor Gud lod sig skrive ind i historien og ind i ethvert menneskes liv. Derfor kan alle gudsglade hjerner glæde sig over den hellige nat, hvor Menneskesønnen kom og løste vores lænker fra ufred og manglen på kærlighed. Miraklernes tid slet ikke forbi, hvis vi tillader os selv at tænke på dem .
Så længe mennesket lever, kan det ikke andet end at bruge sin hjerne. Sammen med fantasien kan den skabe ord og billeder for det, der umiddelbart ikke viser sig, men som alligevel opleves som en åben verden – en verden, hvor himlen er andet end et tomt hul uden julestjerne og uden tusindvis af julelys, der sammen går pilgrimsgang på jorden, så selv et lille barn må presse sin næse mod den kulde rude for at se lyset i den mørke nat:
”>>Ser du den<< sagde mormor, og skubbede mig mod vinduet. >>Ser hvad<<? >>Julelysene<< sagde mormor. Jeg prøvede, men så kun en klar vinternat. >>Nej<< jeg tvivlede på det og lagde næsten helt ind mod vinduet så den blev kold. Mormor lagde en hånd på mit bryst. >>Det er med hjertet du skal se>>, sagde hun, og så alvorlig ud. Da fik jeg øje på dem. For i samme sekund blev de tændt af englene ved den store stjerne. Først et, så to, og siden blev der flere og flere”.
Mvh
Anne 
|
|
|
|
