|
1
registreret Arne Thomsen
479
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Tilfældet tilfældet..
|
Hej Treram.
Jeg forstår selvfølgelig godt din tankegang om hvordan mennesker når frem til forestillinger om en gud eller flere guder eller en treenig/trefoldig gud, som Odin og Thor, Zeus og Apollon, Brahma og Vishnu, Faderen-Sønnen-Helligånden, som et resultat af mennesker skræk og frygt (som du kalder det) for naturen (Torden er jo et godt eksempel, synes jeg).
Men det kan jo også være fremkommet i begejstring over den vidunderlige, livgivende og overvældende natur.
I de hinduistiske religioner er det mig bekendt Gangesfloden, der jo giver livsbetingelser for millioner af mennesker, der opfattes som hellig (Hel i modsætning til i stykker, og heldbringende, som vi jo også kender fra de mange hellige kilder her i landet og vel overalt på jorden, hvor vi mennesker jo har behov for godt drikkevand).
Religionsforskere mener - mig bekendt - at oplevelsen af, at noget er helligt, går forud for en senere personificering af det hellige.
Begejstringen over godt vand er jo vidt udbredt.
Vikingerne skabte, så vidt jeg ved, idéen om en ånd i alkoholiske drikke: Vinånd, og forestllingen om Ånden i flasken findes jo hos flere folkeslag.
Det at forestille sig et væsen - endda et (eller flere), der har en vis lighed med mennesker (en slags over-menneske), gætter jeg, er et resultat af menneskets myteskabende evner.
Oprindeligt har det vel været fortælleren om aftenen omkring bålet, efter at dagens gerninger var overstået, der har haft brug for figurer i sine fortællinger, som i shamanismens vist nok ca. 40.000 år gamle åndeverden (det moderne menneskes alder er vistnok ca. 150.000 år).
Man kan vel hævde, at det at bruge menneskelignende figurer i forbindelse med oplevelse af noget helligt, at det er ret så primitivt, men jeg kan da på den anden side godt forestille mig, at fortælleren har haft svært ved at håndtere noget så abstrakt og alligevel for mange mennesker uomgængeligt, som oplevelsen af hellighed.
Hvis vi går til vores aktuelle viden og oplevelse af verden - af universet - så lidt vi egentlig ved om det - er det jo nærliggende at opleve universet som helligt - vidunderligt og ufatteligt - og jo, selvfølgelig også skrækindjagende.
Og hvordan udtrykker man så dét?
For nogle er ordet Gud nærliggende - ikke som en venlig ældre herre med hvidt skæg, men som noget totalt udefinerbart.
At bruge ordet Gud på den måde "bringer ikke mit pis i kog" 
Angående dyr kender jeg ikke til tegn på abstrakt tænkning eller religiøse evner - måske hos menneskeaber? - men det ved jeg ikke noget om
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
