|
1
registreret
(1 usynlig),
140
gæster og
181
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: konfirmandens mareridt.
|
Hej Treram.
Jo, det ka' sikkert godt se ud, som om jeg garderer mig 100 %, som du skriver, men det er jo ikke dét, der er min hensigt.
Jeg mener da helt nøgternt, at det da godt kan være, at verden ikke er skabt, men blot ændrer udseende.
Naturvidenskabens Big Bang-øjeblik er jo et kraftigt eksempel på en sådan ændring - og ligeså videnskabens idéer om flere universer - og når videnskaben så ved matematikkens hjælp begynder at udstyre universet med flere dimensioner end de fire (de sædvanlige tre rumdimensioner plus tid), men som vore menneskehjerner ikke kan opfatte, og når de så tillige hævder, at tiden er bundet til Big Bang og ikke eksisterer udenfor vores deraf skabte univers, så afviser man jo muligheden af at forestille sig noget, der var før Big Bang (Det minder mig lidt om religiøst baserede påstande, såsom at jorden og ikke solen er solsystemets centrum).
Alt i alt meget forvirrende for vore almindelige menneskehjerner - og endnu mere, når vi kommer ud i kvantefysik og entanglement-fænomenet - og når man så alligevel trodser "forbuddet" om tid før Big Bang og kommer ud i et altid - evigheden - så er der jo mere end rigeligt til at "blive helt tummelumsk", som du beskriver det.
Men den anden forestilling, at verden er skabt - og altså ikke altid har været i en eller anden form - er da om muligt endnu mere forvirrende.
At verden er skabt - og altså ikke blot er et resultat af, at noget eksisterende er blevet ændret - men at verden er skabt ud af intet (det er jo den eneste mulighed) - det er da, synes jeg, så overvældende fantastisk - og vidunderligt - at jeg sagtens kan både forstå og tilgive, at den forestilling opstår, at der eksisterer en skaber, en "første årsag", der betegnes med ordet: Gud.
Den forestilling er jo ikke lige din kop te, men i afvisningen heraf kunne det vel være rimeligt at se lidt nærmere på, hvad det er, der afvises.
Da Moses ifølge beretningen mødte Gud ved den brændende tornebusk (men ikke kunne se ham) og spurgte om, hvem han skulle sige, at Gud er, fik han bare at vide, at han skulle sige: Jeg er den, der ER (Et budskab, der gentages i glorien på næsten alle Kristus-Ikóner i den ortodokse kristendom).
Når børn får svar på spørgsmålet om tilværelsens mysterier sammenligner man Gud med en far, fordi det er nødvendigt at blive indenfor, hvad et barn kan forstå - og når man overhovedet bruger begrebet Gud, er det jo for at undgå, at barnet skal blive "helt tummelumsk".
Når voksne fastholder faderfiguren, er det efter min mening en form for åndelig dovenskab ("Fadervor").
De kan dog i en vis grad undskyldes derved, at Jesus ifølge beretningerne også brugte dette forenklende udtryk.
Men generelt - i hvert fald i den ortodokse kristendom - er begrebet Gud - ufatteligt, udefinerbart - og derfor også forbudt at gengive billedligt - et mysterium.
Det er så her, jeg mener, at vi stadig er mere primitive end nødvendigt.
Hvorfor skal Gud ligne et menneske?
Hvorfor skal Gud i det hele taget være et væsen?
De forestillinger tror jeg ikke på.
Men jeg kan acceptere en skaberkraft - hvis verden er skabt.
Og jeg kan acceptere forestillingen om en sandhed bag verdens væren, hvis verden er evig.
Det, jeg så påstår, er, at jeg bilder mig ind, at jeg har oplevet eksistensen af en sådan kraft eller sandhed.
Det kan jeg ikke løbe fra.
Det har jeg bestemt heller ikke lyst til.
Men bruger jeg ordet Gud, hænger der efter min mening alt for meget "falsk pynt" på.
Falsk pynt og religiøs undertrykkelse af mennesker (at slå folk oveni hovedet med Gud), det er ganske enkelt noget lort ("Djævelens værk" kunne kristne religiøse vel kalde det).
Men det udelukker efter min mening og overbevisning ikke, at der faktisk eksisterer noget vidunderligt i "det tummelumske".
Det er så min mening om at "helgardere" og om "det tummelumske" 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
