|
1
registreret Arne Thomsen
470
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Fællesbøn i folkeskolen.
|
Hej treram!
Du nævner den dyrkelse af den hellige fallos som stadig praktiseres i Indien:
" ... kom jeg i tanke om at jeg engang rejste tværs over Indien og besøgte en masse templer, et af disse var meget specielt, idet det var de 1000 fallosers tempel, og der var mange i alle størrelser, de blev tilbedt ved at man kastede smørklatter på dem, så der var en stank af harsk smør. ..."
Fallos og vagina dyrkelse er et nærmest universelt fænomen i naturreligionerne og findes endog i kristendommen.
Vi har mistet kontakten med naturen og kvindens skabende mystiske kræfter fordi kristendommen smed Diana (Artemis) ud sammen med kulten af modergudinder i Effesos, og erstattede den med papanden jomfru Maria, som skulle ordnes pr. stedfortræder. Føj!!!
I naturreligionerne tilbedes kærlighedsguderne ikke blot ved fuldbyrdelsen, men også ved den billedlige fremstilling af kønsakten.
Som du ved betragtede de fleste folkeslag i Oldtidens Orient, først og fremmest indere og ægyptere, samme slags hellige billedlige fremstillinger af kærlighedsakten som hellige. Det samme som forskerne for godt et århundrede siden mødte blandt Australiens eller Polynesiens naturstammer.
Malernes og billedskærernes fantasi bliver aldrig træt af at variere dette religiøse motiv. På en hellig vogn fra det indiske Orissa (nu i Berlins etnografiske Museum) er afbildet 26 par, der opfylder den religiøse ekskovspligt i de mest forskellige stillinger.
Det er overmåde betegnende, at sådanne fremstillinger næsten aldrig finder sted i det private domæne, men kun på et indviet sted, i det mystisk lukkede rum, altså i templets indre og ikke på dets ydervægge. Ofte giver den troende dem en dybsindig tydning.
Om tibetanske lama-præster fortælles, at de i den figurlige fremstilling af kønsakten ser Yum-foreningen af visdommen med materien. Frugtbarhedsguderne afbildes også isoleret, med overudviklet lem, for at de af betragteren straks skal erkendes som erotiske magter.
Således formede grækerne Priapus, og sådan formede polynesierne indtil for nylig deres gudebilleder. En og den samme erotisk-religiøse tanke modnes på helt forskellige steder af kloden og til forskellige tider.
Endelig frigør man lemmet fra gudens legeme og fremstiller det isoleret som helligt symbol på erotikken. På samme måde opstår grækernes fallos, indernes linga (lingam), og fallos kulten, der atter strækker sig over alle kontinenter. Khem og Isiris i Ægypten, Civa i Indien, Vul i Assyrien, Pan og Priapus i Hellas, Trico og Frejr i Teutonien og Skandinavien, Hortanes i Spanien, Jarilo i Rusland - disse er alle fallistiske guder.
Man har fundet en fallos af træ ved afdækningen af pælebygningerne ved Bodensøen. I fremragende grad karakteristiske fallos-afbildninger fra Cro.Magnon-tiden fandt Otto Hauser ved sine udgravninger i Dordogne. En fresco fra den østspanske hule Cogul forestiller 9 kvinder i dans om et fallistisk billede. På en diorit-blok i fallistisk skikkelse, som i 1901 blev fundet på det sted, hvor i sin tid Susa lå, er Hammurabis love indristet. (Den fallistiske form hentyder til lovenes guddommelige oprindelse).
I oldtidens Grækenland blev hele byers genius, "agathos daimon" (den gode dæmon), fremstillet fallisk. I Athen bar de ærbareste matroner fallos'en i højtidelig procession - "periphallia" - gennem byen. Noget lignende skete i Rom under Liberalia-frugtbarhedsfesten til ære for den oldlatinske gud Liber.
I Indien har Linga og Yoni (mandlig og kvindelig kønsdel) fra ældgammel tid været hellige symboler. Stiliserede afbildninger af deres forening smykker i kæmpemæssig målestok Civa_templet på øen Elephanta ved Bombay, symbolske fremstillinger af verdens og livets oprindelse.
Også i japanernes gamle shintoisme har fallos kulten betydning. Det var en vidt udbredt skik, at kvinder bar fallistiske amuletter som beskyttelse mod fare. Det siges, at denne skik for godt et århundrede siden endnu blev praktiseret i Napoli.
Nutidens vesterlandske menneske har vanskeligt ved at fatte disse skikkes hellighed. Europa har gennemgået en lang epoke, i hvilken den EROTISKE lyst var lyst i band.
Fallos'en har forvandlet sig til løsagtighedens frastødende symbol. I Dantes guddommelige komedie danner Lucifers kønslem helvedets midte, det sataniske centrum for jordens indre: en fallos tjeneste i negativ betydning. De moralske anskuelser, som kristendommen skabte, har, om end med forskellig styrke, grebet eller i det mindste påvirket alle vesterlændinge og også anderledes troende som jøderne eller vantro som ateisterne.
Ingen af dem ejer længere det dionysiske menneskes rene, uhildede øje.
Rom besejrede Orienten. Dermed besjerede manden kvinden. Hvor Rom befaler, findes der intet matriarkat, ingen moderreligion, ingen guddommeliggørelse af naturen og ingen oplevelse af skabelsesfryden. Den romersk opdragne mand ser ikke på det seksuelle med kvindens uhildethed, men kritisk eller kynisk.
De orgiastiske fester opgiver den religiøse grundtanke. Det, der bliver tilbage, er ikke andet end hoveritjeneste for begæret. "Venus vulgivaga" residerer ikke i det cæsariske Rom som gudinde for livgivende moderskab, men som dæmon for udmattende lidderlighed. Således hævnede Orienten sig på Rom. Således hævnede kvinden sig på manden. Således hævnede Dionysos sig på Romerriget. Det gik udmattet til grunde som følge af naturreligionens sækulariserede orgier.
Kristendommen er en ren forløsningsreligion. Dens passioners dysterhed er ikke gunstig for oplevelsen af skabelsesfryden. Jesus forkynder en hård og streng lære, der kræver det yderste af mennesket. Den kristne faderreligion flugte det romerske patriarkat. Selv om romernes juridiske tænken stred mod de kristnes Agape-tanke, stemmer romere og kristne overens i den mandlige grundindstilling. Fælles for dem er modsætningen til de kvindelig-orientalske naturreligioner med deres blodrige livslyst.
Alligevel kan selv ikke den kristne religion helt unddrage sig skabelsesfrydens fortryllelse. Hedenske forestillinger og kulter fra naturreligionerne domæne vendte tøvende tilbage til den verden, der var blevet kristen.
Den hedenske mandsindvielse (pubertetsindvielse) levede videre i konfirmation; Myron-indvielse, den hedenske forårsfest i pæskehøjtiden. Men moderguddommen selv opstod atter i Maria tilbedelsen.
Ved siden af Maria-kulten giver den middelalderlige mystik eksempler på, at skabelsesfryden af og til også er blevet oplevet midt i den kristne kultur. Nonner drømmer om at være besvangrede af Gud, og at de snart skal føde Jesus-barnet. Andre afgiver dette løfte: Til dig Jesus, vier jeg min kyskhed. De vil blive ukyske gennem ham. Om Christine Ebner fortælles, at hun blev besat og besværet af den guddommelige nåde "som en svanger kvinde af et barn". Margrethe Ebner lagde kristus-statshuen til sit nøgne bryst "for at give Jesus die". I visionen oplevede hun moderlige omfavnelser med Jesus-barnet.
Det er lidet kendt, at der findes kristne fallos-helgener, selv op mod vor tid, endog i ikke ringe antal. I Triani i kongeriget Neapel medførtes i karnevalsoptoget en gammel træfigur, der forestillede Priapus og var udstyret med så kæmpestort et lem, at det nåede den til hagen. "Il Santo membro" hed statshuen i folkemunde. Da ærkebiskop Joseph Davanzati i begyndelsen af det 18. århundrede ophævede den gamle skik, knurrede befolkningen, navnlig kvinderne, der ikke ville lade sig frarøve det sidste arvestykke fra moderreligionen.
I Osternaria solgtes endog voks-falloser af helgerne Kosmas og Damianus hos de stedlige gejstlige. Frankrig og Belgien huser et betydeligt antal kristne helgener med stor, undergørende fallos., St. Fautin, St. Gréluchon m.fl. Disse helgener gør - mener befolkningen - kvinder frugtbare, ildner forsømmelige ægtemænd og elskere og helbreder uheldige elskovsriddere for kønssygdomme. Kvinder, der ønsker sig børn, skraber gerne et par spåner af den hellige statshues træ-fallos og nedsvælger dem i drikke.
I Rocamadour fandtes der en fallistisk effektiv dærklinke, som kvinderne kyssede i håb om, at få deres seksuelle ønsker opfyldt. Også her er det kvinder, der føler sig stærkest tiltrukket af de skikke, som stammer fra naturreligionen.
I det kristne Europa mindes man om de orgiastiske kulter af Narrebiskopfesten og lignende galskaber, der fandt sted under ledelse af gejstligheden og delvis endog i kirkerne. Den største af disse dionysiske fester er karnevallet.
Der er ingen tilfældighed, at man fejrer det mest løssluppent netop i katolske byer - Nice, Venezia, Køln, Munchen. Den katolske kirke har aldrig afvist de behov, der udspringer af skabelsesfryden, så brysk og kategorisk som protestantismen med dennes strenge saglighed og mandlige alvor. - Til karnevallet hører frigivelsen af seksualiteten.
Dette blot for at give et lille erotisk input set fra den flade kristne verden, til erindring om
alt det vi har mistet. 
Hilsen
Ipso Facto 
--------
|
|
|
|
