|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: EN POLITISERENDE BISKOP
|
I 1920 misforstod monarken Christian X sin indskrænkede rolle som konstituel monark og opførte sig som om det parlamentariske princip ikke var blevet indført 19 år tidligere. Kongen afskedigede ministeriet Zahle og udløste en parlamenterisk krise – Påskekrisen - der nær havde kostet kongen hans krone. Interventionen fra monarken skete i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark ved den forestående afstemning om tysk eller dansk tilhørsforhold i det område som gik tabt ved krigen i 1864.
I dag kan vi læse om en politiserende biskop, der beskylder statsministeren for illoyalitet ved at irettesætte kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og bede hende om, at anlægge en mere forsonlig holdning over for medierne.
Det er ”overhovedet” for folkekirken, den første blandt ligemænd i bispekollegiet, Københavns biskop Erik Norman Svendsen, der helt har glemt, at hans ansvarsområde er troens og ikke politikkens. Her i landet indførte vi allerede med junigrundloven i 1849 en total adskillelse mellem kirke og stat. Staten blander sig ikke i trosanliggender og de statsunderstøttede prælater blander sig ikke i politik. Ved at udtale sig i egenskab af biskop bryder biskoppen de pligter der påhviler ham, helt analogt med det monarken gjorde under Påskekrisen.
Ifølge Grundloven har statsministeren, og ham alene, den suveræne ret til at udnævne og afskedige ministre hvoraf følger, at han selvfølgelig også har ret til at irrettesætte en minister der opfører sig på en kritisabel og uhensigtsmæssig måde.
Tænk hvis Dronning Margrethe havde opført sig lige så tumpet som biskoppen og offentligt kritiseret statsministeren. Der ville have lydt et ramaskrig, og det bør der også lyde når folkekirkens overhoved blander sig i politik.
Desværre kan statsministeren ikke fyre biskoppen uanset hvor tåbeligt han opfører sig. Han sidder lige så sikkert i embedet indtil pensionsalderen som en dommer gør.
Der er blot overgået een biskop at blive fyret af en ”demokratisk” valgt statsminister. Den skæbne overgik biskop Ditlev Gothard Monrad (1811-1887) i folkestyrets barndom, hvor han selv var kultusminister. Efter at være blevet biskop over Lolland-Falsters stift i 1849 bekæmpede han siden ministeriet S. A. Ørsted (1853-54), da det gik ind for helstatspolitikken og kongens uindskrænkede magt. Ørsted afskedigede ham derfor som biskop. Sympatien er i denne sag på Monrads side for han bestræbelse gik på at udvikle demokratiet. Hvad Norman Svendsen har gang i, det må guderne vide!
Det er vist snart på tide, at vi får en yderligere demokratisering af folkekirken med tidsbegrænsning af biskoppers embedsperiode til f.eks. 10 år ligesom valget burde ske blandt alle folkekirkens medlemmer og ikke efter det nuværende uigennemsigtige indirekte princip.
Hilsen
Ipso Facto 
P.S. Jeg er netop blevet opmærksom på at biskop Erik Norman Svendsen for en måned siden meddelte, at han træder tilbage i august 2009. Så kan man lissom bedre forstå, at han er så rapkæftet. Han standser dog ikke helt med sit præk, men fremover bliver det Hendes Majestæt Dronningen der skal lægge øre til udgydelserne, idet Svendsen fortsætter som kongelig konfessionarius, det vil sige præst for kongehuset. Dér er det vel ret begrænset, hvor mange ulykker han kan forårsage.
--------
1953-Grundlovens § 14:
"Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen."
Overgangen til demokrati blev gjort næsten umærkelig. Kongen valgte stadig selv sine ministre og var formelt tillagt både den udøvende og den lovgivende magt. Hans værdighed led ikke ved den lille, afgørende bestemmelse (§ 13), at hans ministre bærer det fulde ansvar, og at monarkens beslutninger kun er gyldige, hvis en minister er medunderskriver (§ 14). Fiktionen, at ministrene fortsat var kongelige tjenere, opretholdtes synligt: helt til 1913 bar ministrene fine uniformer og kårde ligesom andre kongelige embedsmænd.
Afgørende for alle partierne ved grundlovsrevisionen i 1953 var endelig udbygningen af reglerne i § 14 og § 15 om regeringsdannelse og det parlamentariske princip, paragraffer, der dog stadig i årene efter 1953 har voldt vanskeligheder.
|
|
|
|
