|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Kristus
|
Hej HansKrist.
Jeg elsker når nogen taler mildt til mig. Du ved: ''Kærligheden er langmodig, Kærligheden er mild; den misunder ikke; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke.''
Disse ord af Paulus forstå jeg godt og de ligger meget langt fra din hjemmelavede konstruktion om superegoet, den overvældende personlighed, som fylder hele rummet og knalder alle andre i gulvbrædderne. Jeg foretrækker de, som giver mig plads til at famle mig frem gennem mine fejltagelser til en egen erkendelse som kan give mig selv så meget selvtillid at jeg kan holde mig tilbage og give plads til at andre kan udfolde sig.
Så allerede her er din fortolkning af Paulus blot en projektion af hvad du selv er.
Så vidt jeg kan forstå så har din søde kone forladt dig fordi hun blev træt af dine udgydelser. Sikke en lejlighed til at lære sig selv at kende. Men istedet for at udnytte denne mulighed for selvkendskab står du og stirrer på dig selv i spejlet eller løber hen til vinduet hver gang du hører et par højhælede sko udenfor. (Dine egne ord)
Forøvrigt er der masser af åndeligt guf i mine indlæg, som du kunne vælge at kommentere, men det skøjter du altid henover fordi du simpelthen ikke forstår hvad jeg taler om.
Jeg er hverken jaloux eller ødipal, det er blot din opfattelse, så det er vist dig der taler som du har forstand til. Det du giver udtryk for og projicerer over på mig, er din uerkendte forståelse af dig selv, det er sådan du opfatter fordi det er sådan du er.
Det er korrekt at min kærlighed skabte en drøm og at såret blødte ømt da drømmen rev sig løs. Men smerte er ikke jalousi og smerten er snart forbi, der er kun reminiscenser tilbage.
Til gengæld har jeg fået et klart billede af jer og hvad i taler om.
Det er simpelthen ikke sandt.
|
|
|
|
