|
0
registrerede
358
gæster og
22
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Kristendommen og Buddhismen.
|
Kære Hanskrist.
Igen et godt indlæg fra din hånd. Jeg har behov for at tænke nærmere over det, og derfor vil denne tilbagemelding blive foreløbig. Jeg har – ligesom du gjorde forleden – kun taget fat i et hjørne af dit indlæg:
»(…)Uden tvivl har du forladt kristendommen fordi nogle forhold ikke ville gå op for dig indenfor kristendommen. Men dog det er jo ikke noget særsyn at du forlader kristendommen på det tidspunkt, for vi kan jo tale om en sand folkeudvandring, så du fulgte flokken og du fulgte også flokken mod de østlige inspirerede religiøse tanker og filosofier. Ganske tidstypisk.(…)« (Citat slut).
Heri tager du fejl. Mit svar på, hvordan jeg forlod Kristendommen, er den sidste del af dette essay, som du har set før:
»Det storladne Øjeblik.
© Kristian Pedersen
Men det kan også hænde, at man uden påviselig forankring i noget udgangspunkt bliver en søgende. Den blotte angst for det tomme kan være en drivende kraft. Angsten for tomheden kan antage sådanne dimensioner, at denne angst i sig selv bringer en ud på vejen for de søgende. Der må være – der skal par tout være – noget at holde sig fast i.
Hvad dette faste holdepunkt kan være, véd man ikke. Blot foresvæver der én noget dunkelt om, at det ikke er noget, man ved almindelig logisk tænkning kan gribe. Og formentlig heller ikke kan tale om ved at bruge ord, der repræsenterer et eller andet.
Lad os derfor underforstå det som noget uudsigeligt, når vi siger, at det er noget forskelsløst, inderste, ultimativt og altomfattende.
Man lever jo med dette gådefulde, at man har bevidsthed, og de utallige forsøg på at snige sig ind på løsningen af denne gåde løber ud i sandet. Man kan læse mange bøger om psykologernes redegørelser for menneskelig bevidsthed uden at komme gådens løsning nærmere.
Dette forekommer at være et menneskeligt vilkår, der bringer én til at løbe i ring i selvreferens, fordi det, der skal forstås, samtidig er det, hvormed der skal forstås.
Det minder lidt om en tegning, man engang har set; tegningen forestiller to højrehænder, der hver holder en blyant og er i færd med at tegne. Det, de hver for sig tegner, er den anden hånd med blyanten; de tegner altså hinanden. Det, der tegner, er således det, der tegnes.
Hvis man giver sig til at tænke over dette i en ganske almindelig tidslinie, løber man sur i det, for hvordan kom de i gang? Hvordan så de allerførste streger ud, da der endnu ikke var tegnet blyanter, der blev holdt af fingre? Og hvordan kan de blive færdige, hvor de øjne, der følger med i de to højrehænders tegnen, skal tegnes?
Det er, som om tegningen, som man har set den, er et lille stykke kunstnerisk virkelighed, der så at sige ligger for sig selv og ikke hører hjemme på den tidslinie, som vi tænker i. Der kan ikke tænkes nogen begyndelse og heller ikke nogen afslutning. Der kan muligvis kun tænkes, at tegningen må tages, som den er, netop således, i såledeshed, hvis man kan bruge et sådant ord.
Måske kunne vi kalde sådanne overvejelser, som vi netop har gjort for noget i retning af aha-oplevelser. Og dem kan man have en vis fornøjelse ved at gå og tænke over. Men man glemmer dem let igen i herdagens mange gøremål.
Der findes imidlertid mennesker, der har haft bevidsthedsmæssige oplevelser af så overvældende art, at de har erindret dem igen og igen resten af deres dage. Oplevelserne kan have haft et specifikt indhold, og hvis dette indhold var religiøst, ligger betegnelsen åbenbaring lige for.
Der kan også uden et specifikt religiøst indhold som for eksempel Kristus eller Jomfru Maria have været tale om en så intens oplevelse, at man i mere uspecificeret forstand har følt sig at være i nærheden af noget numinøst, noget helligt.
Der kan have været tale om en så uendelig og salig glæde, at man, når man bogfører den i sin dagbog, tidsfæster den ikke blot på datoen, men tillige på klokkeslættet, for eksempel den 19. maj 1838, klokken 10½. Det er naturligvis den femogtyveårige Søren Kierkegaards ekstatiske glædesudbrud, vi taler om, og den vil vi senere gengive ordret, som den står i hans dagbog. Lad os kalde noget sådant det storladne øjeblik.
En intens bevidsthedsoplevelse kan også have karakter af et frigørelsens gennembrud. Man kan fra knugethed i fortvivlelse, fordi man ikke kan finde sig selv eller ikke kan leve med sine vilkår, komme fri i samtidighed med en dagligdags handlings udløsende symbolik, for eksempel dette at stikke en nøgle i en dør og låse den op.
På et split sekund er man fri og utynget, og man husker på dato og klokkeslæt, hvornår det fandt sted. Det er også en menneskelig mulighed at opleve det storladne øjeblik på denne måde – det vides med sikkerhed for ét tilfældes vedkommende.
En anden form af det storladne øjeblik kan optræde i forbindelse med en situation, hvor den nøgne fysiske eksistens som sådan er sat på spil; for eksempel ved en trafikulykke.
Man kan da opleve, at tiden på det nærmeste går i stå, så der er en rigelighed af tid til at handle i selvfølgelighed og uden bekymringer om noget som helst. Der er tale om en oplevelse, som man aldrig siden glemmer, og som man, hvor uforståeligt det end måtte lyde, ønsker gentaget.
Man har oplevet sig selv som en handlende, der ikke i fjerneste grad var i bekymring om den nøgne fysiske eksistens og førligheden, der var sat på spil. Man er i fuld bevidsthed om, at man er væltet med sin motorcykel på den isglatte bakke lige foran den store bus, der ikke kan bremse op.
Men der er en rigelighed af tid til at få det ene ben, der er under motorcyklen, gjort fri, rulle en omgang, bruge bussens kofanger som afsæt og skubbe sig yderligere så meget til siden, at det store blokerede forhjul på bussen nøjes med blot at strejfe styrthjelmen.
Det er, som om den tidslinie, som man ellers tænker i, har fået en slags sløjfe, som man kan følge i rolig ubekymrethed, og som først falder tilbage i den rette tids linie, da man samler sig selv op og løber efter den blokerede bus, der rutcher videre nedad bakken.
Man kan ønske at tage dette sådant handlende selv igen til punkt og prikke, og man føler, at man langt bedre kan forstå for eksempel det, som skrives om bueskytterne eller sværdfægterne, der må øve sig livet igennem for at opnå den jeg-løshed, der forudsætter ubekymretheden. Den ubekymrethed, som også Tømrersønnen fra Nazareth talte om.
Det storladne øjeblik kan også optræde i indsigtens form; i den intuitive anskuens form. Man kan siddende i naturhistorielokalet betragte de mange dyrekranier i skabene, og lade øjnene vandre over dem og hen over skelettet Moses, der står bag sin glaslåge i hjørnet.
Man kan undre sig over fællestrækkene, undre sig over dette, at der i alle disse nu tomme øjenhuler engang sad øjne, der gav lys til de mange bevidstheder, der boede under pandehvælvene.
Man kan falde i staver herover, og der kan pludselig åbne sig den indsigt, at det er denne urgamle bevidsthed, der engang så ud gennem disse øjenhuler, der nu også kigger undrende ud gennem ens egne øjne. Og man indser i det storladne øjeblik, hvad det var, Eckehart talte om, da han for snart syv hundrede år siden talte om Gud, der behøver menneskets øje for at skue sit eget skaberværk.
Man fatter i et nu, hvad der er noget fælles i alt biologisk liv, og man sætter spørgsmålstegn ved, om mennesket nu også har ret i at sætte et så afgørende skel mellem sig selv og dyrene, som vi har for vane at gøre.
Indsigten er så intens, at man aldrig senere glemmer dens tid og sted, og den kan – hvilket der kendes ét eksempel på – få en søgende til at opgive en konvertering til katolicismen og i stedet vende sig mod den kristne mystik og senere også mod øst. Også dette er en menneskelig mulighed – det vides med bestemthed.
Oplevelsen af det storladne øjeblik kan kommenteres af mange, der har, hvad man kunne kalde fagmæssig skoling i en eller anden metier, og der kan siges meget herom for eksempel fra psykologisk eller psykiatrisk side. Men dette lægger hverken til eller trækker fra i henseende til den indre vished om, at man har haft en oplevelse, der indgår i retningsbestemmelsen af ens efterfølgende liv; et liv som fortsat søgende.«
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
