annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15536443
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372315
Et andet syn 1980797
Jesu ord 1518396
Åndelig Føde 1465686
Galleri
treram på vej i luften over  Mississippi 1952, uheld i Mexico
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 311 gæster og 51 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Kristendommen og Buddhismen.

Kære Kristian

du skriver mod slutningen:

Altså: Du vandt! Eller hur…? Citat slut.


Hvordan dælen skal det spørgsmål nu forstås?

Der er mange muligheder.


Først vil jeg lige sige at jeg kun har forholdt mig til din skråsikre påstand, der var uden argumentation, hvorfor jeg dog gerne ville høre hvordan du ville resonnere eller argumentere dig frem til følgende påstand:


Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.




Jeg har selv i mit indlæg til dig argumenteret for det modsatte synspunkt, at det faktisk er kærlighedens religion kristendommen, der i eksistentiel forstand er både mere dybtsindig og endda sandere i videnskabelig forstand, ja mere i overensstemmelse med den menneskelige natur og de menneskelige muligheder for at agere kreativt og produktivt i verden (så kristendommen stikker ikke bare dybere, den rager også højere op).


Altså du stikker den her ud (uden argumentation):

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Hvis jeg skal hoppe på den med om jeg har vundet eller hur; så vil jeg sige at dersom der nu kommer læsere forbi, så vil de takket være mit indlæg se at der findes et alternativ til din fordom om at Buddhismen er gået dybere. De vil kunne se at Buddhismen er ramt af stoisk berøringsangst for at skulle tage livtag med kærligheden som altid fordrer engagement og passion og ikke mindst begær og lyst, udholdenhed, men også ledsages af sorger og lidelser.

Buddhismen frygter lidelsen så meget at den slet ikke tør beskæftige sig med kærligheden, ægte kærlighed der stikker dybt (måske nok til en vis grad ophøjet og sublimt). Men kristendommen der er kærlighedens religion, prøver overhovedet ikke at undgå lidelsen, hvorfor den også tør beskæftige sig med kærligheden. Det er rigtig at dersom man vil undgå lidelsen, så må man gå langt udenom dette at elske som Kristus (Kristus, der i den sammenhæng var en anti-Buddha, der gik et stort skridt videre end blot til medlidenhed og medfølelsen, han turde elske og engagere sig, binde sig, sørge og græde og hulke, han opgav ikke sin kærlighed, holdt ikke op med at elske os syndere, selv da det begyndte at koste).

Kristendom er slet ikke ufølsom overfor lidelsen og prøver ej heller at gå udenom lidelsen; i så fald ville kristendommen ej heller kunne være kærlighedens religion. Kristendom går ikke udenom dette at elske, knytte sig og binde sig, som buddhismen gør.

Kærlighed er det der bedst kendetegner den menneskelige eksistens, derfor er sorgen og lidelsen også "eksistentialer". Kristendommen har modet til at stå fast herpå, buddhismen har ikke dette mod, og forsager den menneskelige eksistens og søger tilflugt i Sindet, i ophøjet ikke-væren. Buddhismen giver ingen svar på at tilværelsen/livet kan være til at holde ud/leve, meningsfuldt, hvis lidelsen (sygdom og døden) accepteres, hvorimod kristendommen finder at lidelsen ikke er meningsløs, da den udspringer af det endnu højere, nemlig kærligheden, dette at elske, det er en følge af at elske og begære, og lidelsen er derfor aldeles ikke meningsløs.

At afhjælpe lidelsen og nøden i verden i forbindelse med helt konkrete tiltag har altid kendetegnet kristendommen. At viden og erkendelse og indsigt (og ændret holdning til verden) skulle være en mulig vej til at afhjælpe verdens nød og lidelser, er ikke en kristen metode, her har man i stedet for valgt at lette røven for sig selv og hinanden, følge Kristi eksempel og gøre sig selv til en der tjener andre og derved ændrer verden, som buddhismen helt har opgivet, som om en tilkæmpet holdningsændrig eller ny erkendelse, ny og ændret bevidsthed, i sig selv skulle kunne gøre fra eller til.

Buddhismen bevæger sig væk fra eksistensen, fra menneskehedens liv og fra verden (Stoicismen anerkender dog i det mindste verden), og ønsker ikke at mennesket skal tage de byrder og lidelser på sig der helt naturligt hører eksistensen til, de menneskelige eksistentielle grundvilkår til.


Du skriver:

Dine standpunkter ligger ikke særligt langt fra det syn, som jeg selv havde, før jeg fravalgte Kristendommen og var halvtreds år yngre, end jeg er i dag. Citat slut.

Det føler jeg ikke passer, at mine standpunkter skulle ligne dem du havde for ca 50 år siden. Mit syn på kristendommen og dit for 50 år siden er milevidt forskellige. For havde du haft for 50 år siden, det syn jeg i dag har på kristendommen, havde din tale i dag været meget anderledes. Uden tvivl har du forladt kristendommen fordi nogle forhold ikke ville gå op for dig indenfor kristendommen. Men dog det er jo ikke noget særsyn at du forlader kristendommen på det tidspunkt, for vi kan jo tale om en sand folkeudvandring, så du fulgte flokken og du fulgte også flokken mod de østlige inspirerede religiøse tanker og filosofier. Ganske tidstypisk. Et reelt ophold (frem for et flygtigt strejf) ved Berdyaev ville have ændret meget for dig og du ville kunne være blevet fanget ind af eksistentialismen som denne findes i moderne teologisk tænkning, hvor du ville være blevet klædt på til at udforske og tage livtag med kærlighedens og lidelsens mysterium, som drejer sig om de dybeste og højeste (smukkeste og mest værdifulde) forhold ved den menneskelige eksistens, her kan vi blot lytte til digterne (Dostojevskij ikke mindst) og kunstnere af alle slags, det er selve kernemysteriet ved den menneskelige eksistens, selv for en Bertrand Russell. Nu valgte du så et tankegods der ikke havde modet til dette møde og derfor førte dig langt udenom dette at elske og de sorger og lidelser der nødvendigvis ledsager kærligheden (korsets mysterium) og giver menneskets dets store værdighed og dets dybder og højder, dets vertikalitet. Men sikkert er det at LIVET selv, som er så fyldt med kærlighed, sorger og lidelser der åbner op for det skønneste og mest værdifulde ved menneskelivet, igennem de 50 år og den dag i dag har været et positivt forstyrrende og belærende element i dit liv, der hele tiden har været med til at korrigere alle de filosofiske fejlopfattelser og indstillinger (overfladiskheder) der er til menneskelivet i blandt andet buddhismens tankegods, der jo som sagt ikke magter eller har modet til at beskæftige sig med kærligheden, sorgen og lidelserne; og derfor fejt forsøger at ophæve forholdet til den menneskelige eksistens og verden, virkeligheden som den nu engang ER; ja for at komme fri af lidelsen og sorgen, tør den ikke at gå ind i kærlighedens inderse væsen, dette at elske og begære og hænge ved, binde og forpligtige sig, kort og godt at bevare vores passionerede engagement, vitalitet og livsmod, til trods for at menneskelivets eksistentielle grundvilkår kan virke absurde og meningsløse. Buddhismen selv i moderne tid, er så sandelig på mange måder en bedøvende og lindrende/trøstende metode til at undgå kærlighedens sorger og glæder (de eksistentielle grundvilkår der ikke er uden sorger, lidelser, sygdom og død), de livets store udsving og yderpunkter der adler et menneske og giver os vores store værdighed. Selvbedrag, snyd og bedrag er det at ville skåne mennesket for mødet med kærligheden, selv om jeg indrømmer at kærligheden er en meget urolig og uhåndeterlig størrelse. Jeg bryder mig ikke om at mennesket ved hjælp af sindet formår at behersker sine lidenskaber, sine drivkræfter, dets emotionalitet og dets følelsesliv; nej mennesket skal netop gribes af disse forhold, hvorved dets vitalitet og kreativitet styrkes ganske betragteligt.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Du skriver:

PS: Har du kommentarer til det hovedanliggende, som essayet gør forsøg på at lægge frem til debat? Citat slut.

Min korte kommentar kunne lyde:

Kristendommen der alene kunne koges ned til Guds rigets gennembrud ved (i og med og gennem) Jesus Kristus; altså Kristi ekskatologiske og historiske betydning, er noget afgørende nyt og er ikke lånt gods andre steder fra. Den ny værens manifestation i en historisk person, og Tros-begivenheden Kristus's historiske fakticitet. Det nye er at mennesket er et historisk kulturelt fremtidsorienteret moderne væsen og ikke kun et kosmisk naturligt væsen (din og Ole Bjørns antropologiske ståsted). I Kristus findes en mening med den liniære historieopfattelse, med fremtiden, ikke bare for slægten men også for den enkelte, individet. Og det er jo i den unikke sammenhæng, kontekst, at eventuelle lånte sproglige vendinger og begreber skal anskues og indgår. Kristus er den afgørende legemliggørelse i menneskehedens historie af Gudsriget. Det brændende aktive heroiske og entusiastiske engagement for menneskehedens og verdens skæbne, der springer frem af viljen til og troen på Guds rigets gennembrud i, ved og med Kristus, der ikke svækkes, men tværtimod styrkes af enhver modstand og alle forhindringer. Og hverken lighed med tidligere mysteriekulter eller eventuelt lånt tankegods kan svække eller overskygge at kristendommen står ganske solidt og godt på egne ben og er noget helt og aldeles ægte nyt der ser verdens lys for første gang i menneskehedens historie.
Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
International domstol beordrer Israel at..
28/03/2024 17:51
Pingvinerne i Guldborgsund Zoo har fået..
28/03/2024 17:33
Sam Bankman-Fried får 25 års fængsel ..
28/03/2024 17:08
Rusland: Gerningsmænd bag formodet terr..
28/03/2024 16:27
Holland vil bruge 18,6 milliarder kroner..
28/03/2024 16:05
Nyheder fra Religion.dk