|
0
registrerede
448
gæster og
38
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Kristendommen og Buddhismen.
|
Kære Kristian
Dit indlæg om Kristendommen og Buddhismen rummer flere spørgsmål, som jeg vil forsøge at ridse op med efterfølgende bud på det, jeg finder hørende til henholdsvis kristendommen og buddhismen. Hertil skal siges, at mit kendskab til buddhismen ikke er så stort, hvorfor jeg ikke vil brede mig.
Du indleder tråden ved at præsentere Sløk og hans anvendelse af begrebet myte, der som en udtalt myte netop er udtryk for sandheden. Det historiske er ikke af nogen afgørende betydning, for med sproget har vi adgang til erkendelsen. Det er derfor ifølge Sløk nok, at vi kender myten om Jesus som korsfæstet og opstanden til at sige, at den er sandhed.
Hertil skriver du:
”Hertil kan man foreløbigt sige, at hvis det nævnte kriterium er kriteriet for sandhed, så bliver det svært at udsondre kristendommens sandhed fra så mange andre sandheder, der er mytebaserede”.
Det mener jeg, at du på sin vis har ret i. Men her er det, at vores individuelle tro bliver vore subjektive kriterie for, hvad der er sandt. Det betyder også, at vi fra Religionsvidenskabens synsvinkel ikke kan postulere, at den kristne myte skulle være mere sand end f.eks. en hinduistisk eller buddhistisk myte, hvilket du jo fint demonstrerer ved myten, Nigrodhamiga-Jâtaka.
Det stiller teologen i den vanskelighed at skulle definere, hvorfor Kristus-myten er den rette teologi, dvs. forstået som læren om theos, og hvorfra Kristus-myten har sin oprindelse. Jeg mener at have læst, at det netop er denne problemstilling, du søger debatteret.
Hvis buddhismen i sit udgangspunkt er ateistisk, kan der så overhovedet være tale om en teologi?
Vi kan som i kristendommen tale om en antropologi/antroposofi. Men enhver tekst er imidlertid blevet til gennem en række traditioner, og her mener jeg, at der inden kristendommens tekster akkurat som GT’s tekster kan have ligget nogle andre myter, som har præget menneskes selvopfattelse og verdenssyn f.eks. i måden at tænke om skabelse og frugtbarhed. Jesus-figuren er heller ikke ny i og med, at denne demonstrerer omtrent den samme menneskelighed som Buddha i Nigrodhamiga-Jâtaka. Det er derfor ikke kun myten, der afgør, hvad der er sandt, men derimod det, der nu en gang griber læseren, lytteren, ja, det søgende menneske i dets dybeste tro og essentielle valg af tro.
Det betyder, at Kristus-myten er den myte og den trosvirkelighed, der - for den kristne - rækker dybest ind i forholdet mellem Gud og mennesket. Kristendommen er dog mere end myter, den er vidnesbyrd, der med Jesus fra Nazaret som hovedpersonen formår at sætte en ny guddommelig virkelighed: Ordet der tog bolig som kød og blod i kød og blod.
Du kan selvfølgelig sige, at du her mangler ord, idet du ikke er troende og derfor ikke kan bevæge dig ind i en debat med troens sprog. Skulle jeg sætte mig i samme sted, ville det forudsætte, at vi tog fat i de myter, der kunne ligge til grund for myten om Jesus Kristus. Dette er, hvad bl.a. Peter Rubæk forsøger at gøre, når han hævder, at den paulinske kristendom tager udgangspunkt i mitras-myten. Ville du, Kristian, kunne gøre det samme med Nigrodhamiga-Jâtaka ift kristendommen og dens Kristus-myte?
Du skriver:
”Det er svært at se nogen afgørende forskel mellem på den ene side Jesu ord om, at den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det, og på den anden side Buddhas svar til kongen, som citeret ovenfor. Den kristne vinder ved en sådan opofrelse det evige liv – hvad dette så end skal betyde – og Nigrodha, Buddha, vinder en karmisk fortjeneste, der kommer ham til gode, når han, som det ofte siges i jâtakaerne, går til sine gerningers fortjeneste, d.v.s. dør og går videre i en gunstigere genfødsel.”
Jeg er uenig med buddhismen i, at vi i vores livsprocesser skal fokusere på fremtiden enten forstået som mål i dette liv eller som kommende goder i genfødslen. Jeg kan ikke afvise tanken om karma, men det betyder ikke, at vi ved at gøre gode gerninger vinder noget godt til os selv karmisk. I så fald måtte det på et sagligt forum høre til konspirationsteorien. Pointen er derimod, at det vi gør, skaber en form for energi, og denne energi handler om, hvordan vi har det, og hvordan vi påvirker vores omgivelser. I dette ’nu’ fyldt med energi må vi i den opståede proces starte med at erkende (kende os selv og opbygge vores jeg), og ofte vil denne erkendelse vise sig at have forbindelse til forhold i vores fortid, som vi med både krop og sjæl må ind i som et led i forløsningen. På samme måde som i buddhismen handler det om ikke at identificere sig med fortiden. Forskellen ligger – så vidt jeg kan vurdere – i, at kristendommens spiritualitet konnecter den kristne med Kristus på en sådan måde, at den kristne må afklædes (lægge sine ”våben”, erkende sin fortid og tage imod et nyt liv ikædt Kristi skikkelse -) ved at gå fra sit gamle liv til et nyt liv som Kristi efterfølger (en radikal ændring af ens eksistens). Jeg forstår her det evige liv som på den ene side det eviges dimension, der korrelerer med Nuet, imens det på den anden side kunne sigte på, at livet er evigt på trods af døden (også at forstå som det karmiske). Hermed bliver forskellen på Jesu ord om det at miste og beholde sit liv og så Buddhas svar til kongen det mere jordnære og kødelige, som ikke skal manipuleres væk jfr EKIM. Med andre ord bliver det et spørgsmål om centrering.
Det betyder ikke, at vi som kristne skal afvise buddhismen totalt, for der kan være nogle principper i buddhismen, der minder om kristendommen. Men jeg vil gerne slå fast, at kristendommen grundlæggende handler om nu-livet, i hvilket Gud lod sin Søn inkarnere, for at han kunne blive Gud-med-menneskene-midt-i-denne-verden (de fire evangelier kredser om dette "nu-liv", hvor Jesus taler og handler ift menneskeheden ved hele tiden at pege på Guds kærlighed nu). Dette forhold finder jeg ikke gjort gældende for buddhisten, der i stedet efterlades til sig selv. Buddhisten beskæftiger sig ikke med Guds virkelighed og Guds Ord men med en række myter, der illustrerer en livsfilosofi med Buddha som figur for det sande (= rettesnoren). Buddhisten kan således gisne om sine karmiske fortjenester, hvorimod den kristne må give afkald på noget af sit liv (”den, der mister det, skal beholde det) for allerede i dette liv at kunne leve med både troen, håbet og kærligheden om det eviges autencitet Nu og Her (Guds virkelighed) og ikke som et mål en gang ude i fremtiden, hinsides dette liv.
Mvh
Anne
|
|
|
|
