|
0
registrerede
473
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Kristendommen og Paulus
|
Hej Arentzen!
Uden i øvrigt at gå ind i de dybere teologiske overvejelser omkring Paulus, myter og riter, finder jeg dog din afsluttende sætning interessant:
"Myten og riten kan fint være af læremæssig værdi idag, mens etikken i nogen grad forvolder problemer, hvorfor folkekirken idag er splittet i spørgsmålene omkring kvindesyn, homoseksuelle vielser, gengifteri."
Det er netop problemet med at transformere den kristne etik til kultussfæren, som også er den politiske sfære, jeg ser som kristendommens store uløselige problem.
Den kristne etik med "den gyldne regel" og næstekærlighedsbudet er etisk set ganske fremragende og kommer tæt på den etik som kan udledes ved en ren rationel gennemtænkning af vor eksitentielle situation: Det Etiske Konsistenskrav - begrebslogisk ekspliciteret af filosoffen Kai Sørlander.
Problemet med den kristne etik ligger i følgende tre forhold.
For det første angiver hverken "den gyldne regel" eller næstekærlighedsbudet pligterne over for en selv.
For det andet er der på den ene side fordringen om at elske Gud; og på den anden side er der fordringen om at elske sin næste som sig selv. Når fordringen om at elske Gud ledsages af et krav om, at man skal bede i enrum, så bliver konsekvensen, at det eneste - og i hvert fald væsentligste - ydre udtryk for at elske Gud bliver at opfylde fordringen om at elske sin næste som sig selv.
Dette kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten. Det er den konsekvens som moderne evangeliske efterkrigstids teologer som Gogarten og Løgstrup tilslutter sig.
For det tredje er der den anden etiske grundpille i kristendommen - Jesu Bjergprædiken - der gør op med den jødiske etik som bygger på talionsprincippet, jfr. moselovene, i de fem såkaldte antiteser.
Hvor det er muligt at bygge en samfundsmæssig magt på de traditionelle fordringer i judaismen, så er det umuligt på Jesu skærpede fordringer i Bjergprædikenen.
Både hvad angår næstekærlighedsbudet og fordringerne i Bjergprædikenen er disse defineret ved en accept af adskillelse mellem religion og politik.
Politikken får skøtte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte - krav, som den enkelte skal opfylde på egene vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.
Derved er den evangelisk kristne så at sige blevet politisk hjemløs, hvilket også den kristne filosof Kierkegaard understregede med påstanden om, at kristendommen ikke er en social norm. Kristendommen handler efter dette synspunkt ikke om at frelse verden - kejserens verdslige politiske regimente - det må den kristne overlade til Guds styring, men den kristne skal underkaste sig kejserens befalinger, også når disse drejer sig om at gå i krig for at forsvare samfundet mod en morderisk angriber.
Hvordan kan man på samme tid opfylde Guds fordring om at elske sine fjender og kejserens befaling om at slå dem ihjel?
Det er det dilemma de kristne stod i på reformationstiden over for jihadisk tyrkisk islam der belejrede Wien og som de står over for i dag, nu som demokratiske borgere der selv er blevet øvrighed qua princippet om politisk ligeværdighed, der er demokratiets etiske legitimation.
Den kristne etik volder ikke blot som Arentzen siger: "nogle problemer", den volder efter min bedømmelse principielt uløselige problemer for de kristne, der er ramt af en etisk dualisme, som går midt ned gennem deres stakkels hoveder.
Dette tema behandler jeg lidt mere udførligt i mit seneste diskussionsoplæg "Etiske overvejelser" i filosofi-afsnittet, som jeg skal henvise interesserede læsere til.
En moderne dansk teolog, Viggo Mortensen (født 1942), der er dr.teol og professor i systematisk teologi med særlig henblik på kristendommens globale udvikling og økumeniske relationer, forholder sig eksempelvis kritisk over for EUs multikulturelle projekt. En artikel med overskriften "Civilisationskonflikter og globalisering" afslutter Mortensen med disse ord:
"... Den europæiske kultur og civilisation er historisk set dybtgående præget af kristendommen. Ja, men kan sige, at vi ikke ville have noget Europa, hvis det ikke var for kristendommen. I øjeblikket befinder vi os i en situation, hvor det kan afgøres, om det fortsat skal være sådan. Hvorledes vil det gå også for kristendommen i denne transformationsproces vil afhænge af, om vi igen får gang i hvad jeg vil kalde det kristne oplysningsprojekt. Det klassiske oplysningsprojekt emanciperede sig fra dets kristne rødder; og den udvikling skal vi ikke rulle tilbage i form af en kristelig politik. Men vi skal holde den kristne kultur og tradition levende og frisk; for det viser sig, at de sekulære værdier, som samfundsdannelsen i den vestlige civilisation bygger på, kun kan bestå som værdier, om de kan drage næring fra de dybere lag i kulturen, som religionen udgør. For al kultur begynder i religion. Og al religion ender i kultur."
Jeg er enig i den første del af Mortensens analyse. Uden kristendommen havde der ikke været noget Europa, ingen humanistisk oplysningstid og ingen politisk ligeværdighed som er demokratiets etiske forudsætning. Her har det kristne begreb om "lighed over for Gud" efter min vurdering spillet en rolle for oplysningsfilosoffernes formulering af den politiske ligeværdighed og de tre grundværdier: frihed, lighed og broderskab.
Problemet med at begrunde etikken rationelt er, at rationalitet og følelser står i et modsætningsforhold til hinanden, ligesom tro og viden gør det. Uden en stærk følelsesmæssig appel kan ingen kultur etableres, for det er nok sandt, at "al kultur begynder i religion", men jeg er ikke sikker på, at "al kultur ender i religion".
Hvis Mortensen har ret i sit kultursyn, kan selv ikke en humanistisk demokratisk kultur der bekender sig til rationaliteten i videnskab, filosofi og samfundssyn, således som vestens kultur angiveligt gør, udgøre kulturens grundlag. Grundlaget må da altid være en eller anden form for irrationel religiøs eller pseudoreligiøs tro, der forbinder eksistensen med evigheden, for nu at anvende kierkegaards terminologi.
En kultur der bekender sig til videnskabelig rationalitet og har ateismen som ideal og fundament fører til endnu større etiske katastrofer og endnu mere blodsudgydelse med ofring af sagesløses liv end kristendommen har præsteret i sin lange blodige historie. Det interessante ved det marxistiske-leninistiske ekperiment er sådan set, at det udviklede sig til en kristen erstatningsreligion, og derfor så kristendommen som sin ærkefjende og arveste modstander. I metafysikken havde man blot erstattet Gud med evigtgyldige historiske love der med nødvendighed førte alle samfund mod et endemål for historien - det kommunistiske samfund. Personkulterne omkring Lenin og Stalin viser, at disse overmennesker nærmest blev betragtet og dyrket som halvguder der skulle frelse menneskeheden. Og begrebet en "troende kommunist" er ikke en forhånelse, men udtrykker en dyb sandhed om den menneskelige naturs behov for at tro.
Problemet er således, at kristendommen på den samfundsmæssige politiske front ikke kan "levere varen" i form af en konsistent etik, hvorfor det rent pragmatisk som rationalist er at foretrække, at have kristendommen til at udgøre kulturens dybeste næringssubstrat frem for eksempelvis islam, der kræver et politisk program gennemført, som etisk set betegner et niveau som ligger før og under det, som blev nået med Hamurabis love i Babylon for næsten 4.000 år siden.
Vi befinder os i en kulturel overgangsfase hvor det er nødvendigt at holde fast i kristendommen - give den en priviligeret særstatus - for at redde den vestlige civilisation, både mod de interne anslag fra postmodernismen, kulturrelativismen og multikulturalismen og anslagene fra islam, der nu både er interne og eksterne på grund af den politik EU valgte i 1973, med en Euro-Arabisk økonomisk, kulturel og politisk akse - det som kaldes projekt EURABIA.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
