|
0
registrerede
445
gæster og
1440
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kristendommen og Buddhismen.
|
Hej Hanskrist.
Tak for dine pæne ord om min (for mig) store oplevelse, som jeg jo dog aldrig vil kunne beskrive helt rigtigt.
Ord er jo kun ord - og med billeder er det jo ligeså - og jeg kan ikke fremlægge noget, der er overbevisende for en rationalistisk ateist.
Jeg kan påstå at Jesus Kristus var til stede gennem Helligånden - fordi jeg oplevede noget, jeg kun kan beskrive på den måde - men jeg kan jo ikke bevise det - og jeg kan ej heller modbevise en påstand om, at det alene var noget, der skete i min bevidsthed, ligesom jeg heller ikke kan modbevise en påstand om, at det var en "psykisk redningsaktion" i lighed med, når forældreløse børn "opfinder" en far og en mor.
Men alt det forvirrer mig jo ikke, for jeg ved jo, hvad jeg har oplevet, og jeg har siden da en lykkefølelse i mig, en ny måde at opleve verden på - og en ny måde at agere på - og hvor jeg også synes, jeg kan forstå, og kan acceptere, ateistens i bedste fald smilende medlidenhed.
Og om myterne om Faderen, og om Sønnen, og om Helligånden, kun er primitive menneskelige forsøg på at forholde sig til noget ufatteligt guddommeligt, hvor det er Guds kærlighed, der forener os med det værende, bekymrer mig egentlig heller ikke.
For nu ved jeg jo, at den forening kan ske - på kristen vis - og tillige ad buddhistisk meditativ vej.
Ikke overraskende bringer du Paulus på banen  og dit redigerede citat fra kapitel 4, vers 3-6, i Andet Korintherbrev kan jeg selvfølgelig godt se meningen med (også i den fulde ordlyd).
Her er det jo situationen "for dem, der ikke tror", der fokuseres på.
Det fører mig til spørgsmålet: Hvordan får man tro?
For Paulus var det jo egentlig nemt nok.
Hans oplevelse på vejen til Damaskus, hvor han endda blev blindet, afgjorde jo den sag (og uden sammenligning i øvrigt kan jeg jo sige det samme for mit vedkommende).
Men hvad med alle andre?
Tro er jo ikke en viljesakt!
Jeg kender ikke svaret.
Gør du?
Når jeg tænker på Paulus og hans etablering af kristne menigheder i jødiske og hellenistiske samfund - baseret på hans egne oplevelser - kan man vel kun beundre hans dygtighed, ihærdighed og mod.
Og selv om det vist er ved at være fortærsket, så synes jeg, at hele kapitel 13 i Første Korintherbrev, er der, hvor Paulus siger mig mest:
Kærligheden
v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
At man så også kan nå langt ad buddhistisk meditativ vej ved at gennemskue jeg'ets illusion og derved kan opnå en lignende forening med det værende, det viser jo lidt om, synes jeg, hvor rige vore muligheder er - uanset vor hjælpeløse primitivitet - når vi står overfor "myten"(?) om verdens sande væren
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
