Min pointe er IKKE, at ”kristen livsførelse” er en forudsætning for Kristusmystikken. Det er snarere omvendt, hvis vi skal tale om etik. Det er også i den forbindelse, at jeg – for første gang – introducerede modellen: Myte, rite og etik. Denne er selvfølgelig ikke min egen, så derfor omgår jeg den med en vis grad af forsigtighed. Det, modellen i denne sammenhæng kan bruges til, er, at adskille det, du, Hanskrist, får blandet sammen, nemlig myte og etik.
Det vigtigste og tungeste lag i Paulus breve, her 1. Thess. og 1. Kor., er netop TROENS BEGIVENHED KRISTUS, som jeg selv bekender mig til og konstant formulerer mig ud fra. Paulus tager udgangspunkt i Jesu død og opstandelse. Det kan ikke diskuteres. Det kan vi så - med et måske lidt for religionsvidenskabeligt ord - kalde for MYTE. I troen på Jesu død og opstandelse (myten) som individer i en menighed, foregår der en form for dyrkelse, dvs. en praksis, hvor der så at sige at sættes tegn/handling/krop (rite) på selve Kristusmystikken så som dåb og nadver. Hertil – og nu kommer vi til det tredje lag (etik) – synes Paulus at formane menigheden til et mere sømmeligt kristenliv (ikke drikke fra sans og samling, ikke hore, ikke begærer etc.) i tro, broderkærlighed og ikke mindst i håb. Det er alt sammen budskaber på en etisk eller kristelig livsførsel, vi kan genkende i dag.