|
1
registreret
(1 usynlig),
48
gæster og
393
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kristendommen og Buddhismen.
|
Hej Kristian.
Det var egentlig ikke min hensigt at tage del i denne, for mig at se, udmærkede tråd, men jeg modstår ikke fristelsen - og jeg finder også ny inspiration.
Sammenligningen af de to religioner (jeg ser her bort fra spørgsmålet, om buddhisme kan kaldes en religion) får jo ekstra aktualitet, når de, som du påviser, må have haft berøring med hinanden:
Tillige véd vi, at Açoka lod udfærdige indskrifter affattet på græsk og aramæisk i Kandahar, der var en vigtig station på karavanevejen vestpå mod Europa. Kandahar ligger i det nuværende Afghanistan. Endvidere drev Açoka missionsvirksomhed blandt hellenistiske herskere i blandt andet Syrien, Ægypten og Makedonien.
og historisk er Siddharta Buddha jo kun ca. 500 år før Kristus.
I forvejen ved vi jo at Athos munkesamfundet netop ligger i Makedonien og den kristne hesykasme dér (meditativ tilbedelse af Gud i stilhed) - som ganske vist først rigtigt udvikles i 1300-tallet - er jo nærliggende at forbinde med buddhistisk meditativ praksis, hvad andre (bl.a. danske Jes Bertelsen) da også har gjort.
For nogle kristne, der er fast forankrede i en bestemt form for kristen tro, kan sådanne mulige religiøse sammenhænge nok meget vel virke provokerende, mens mennesker med en mere vildtvoksende religiøsitet - eller anden form for åndsfrihed - vel kan "vejre morgenluft", mens det jo nok ikke siger strengt rationalistisk indstillede ateister ret meget.
Selvfølgelig er der forskel på den kristne opfattelse, at vi kun lever ét liv og derefter møder Gud, og så den buddhistiske forestilling om genfødsler, der kan ende med Nirvana.
I hvert fald i den ortodoks kristne opfattelse af Gud, er Gud selv - bag forestillingen om Den Hellige Treenighed - udenfor enhver menneskelig fatteevne, og det samme kan man vel sige om den buddhistiske opfattelse af Nirvana.
Den buddhistiske lære om, at der er lidelse, en årsag til lidelsen - og en vej ud af lidelsen, som fører til den store medfølelse med alt - såvel levende og dødt (hvis jeg har forstået det rigtigt) er jo forskellig fra den kristne lære om at elske Gud, at Gud elsker os, og at dén kærlighed får os til at elske næsten, verden, guds skaberværk.
Egentlig to forskellige veje, der fører til nogenlunde det samme (hvis man undlader at hænge sig i detaljerne).
Man kunne måske også sige, at det i buddhismen er meditationen, og det at blive "oplyst", der opløser jeg'et, mens det i kristendommen er Guds kærlighed.
I mange år anså jeg Guds kærlighed for at være en naiv trøstende narresut - indtil jeg oplevede den - foran et "mantra" - en Kristus Ikón 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
