|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Kristendommen og Paulus
|
Hej Peter Arentzen og Hanskrist
Lad mig prøve at besvare begge jeres indlæg under én besvarelse. Jeg skal hertil ”forsvare” mig selv ved at sige, at jeg prøver en mere direkte tilgang uden om min tro og herlige Paulus inspirationer fra særlig Romerbrevet og Galaterbrevet. Som jeg allerede har skrevet til Hanskrist, er det ikke sikkert, at min optik – der mest bygger på 1 Thess. og 1. Kor holder vand, og jeg indrømmer da gerne, at der er vendinger, der skal tages med et grant salt, hvorfor Hanskrist’s rungende ”NEJ!!!!!!!!!!!!” lige så bør tages med samme grant salt.
Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke på den måde er uenig i det, i begge fremfører. For at starte med dig, Peter, fik jeg den idé, at Paulus ikke kun var grebet af troens begivenhed Kristus, som han med stor glæde forkyndte på sine rejser. Skal vi tage det, at Paulus kom fra en jødisk tradition for gode varer, har Paulus ligesom de første kristne formentlig troet på, at Kristus skulle komme igen – og måske rummede denne tro netop et spørgsmål om frelse? Hvis denne frelse og de kristnes gensyn med Kristus virkelig skulle give pote, hvorfor så ikke hjælpe menigheden med at blive til menighed, ja et kristeligt fællesskab, der også formåede at leve som kristne. Thessalonikermenigheden blev netop forbilledet for de andre menigheder:
”Derved er i blevet forbillede for alle de troende i Makadonien og Akaja”.
Menigheden er først og fremmest blevet forbillede ved at have taget imod Helligånden med glæde og ved ikke mindst at være blevet Paulus’, Silvanus’ og Timoteus’ efterfølgere (1 Thess. 1,1 og 1,7). Derved kunne troen på Gud blive kendt. Det eneste krav, der blev stillet de i menigheden var, at de ”vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende sande Gud” – ”og fra Himlene vente hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede” (1. Thess. 1,9).
Hvor får Paulus denne forestilling fra? Parusien er et velkendt fænomen i den tidlige kristendom, dvs. forventningen om Jesu nærtstående genkomst. Kan det synes muligt, at Paulus i 1. Thess. også havde eskatologiske motiver i sin brevveksling med menigheden? Vi må huske på, at et Paulus-brev ofte er et svar på vanskeligheder, stridigheder eller spørgsmål fremsat af menigheden selv som f.eks. spørgsmål om de dødes opstandelse. Der er hertil ingen tvivl om, at Paulus kærede for sine brødre:
”Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære” (1. Thess. 2,8).
Paulus kærer således om menigheden som en mor for sine børn. Og han fortsætter med at påminde menigheden om, hvorledes de (han og hans to følgesvende) arbejdede dag og nat for ikke at være en byrde for menigheden (sikkert i økonomisk forstand). Paulus opmuntrer og roser menigheden for at være Guds menighed i Kristus.
Hvad vil det i praktisk forstand sige at være Guds menighed i Kristus? Hvorfor var det så vigtigt for Paulus at sende Timoteus til Thessalonikermenigheden, for at han kunne se til menighedens tro og derefter berette Paulus om forholdene, hvorefter Paulus kunne sende brevet? Jeg tror, at Paulus så nogle mangler i menighedens tro, måske en tvivl om, hvorvidt de døde også skulle møde den himmelske Jesus.
I kap. 4 fremfører Paulus sine formaninger, paranæsen, for at opmuntre menigheden til at blive i helligheden sammen med påmindelsen om broderkærligheden. Dog fremhæver Paulus, at de godt kan gøre det bedre, hvilket han uddyber i 4,11-13 om det at leve hellig og sømmeligt og undgå urenhed.
Det er ikke til at tage fejl af, at både 1 Thess. og 1. Kor foruden at pege på Guds evangelium også peger på nogle etiske principper for det at være en kristen menighed. Men jeg har ikke skrevet, at, og jeg citerer dig, Hanskrist:
”Paulus har aldrig tænkt sig at vi kunne iklæde os Kristus via en kristen livsførelse, dette udelukker hans ”i Kristus – mystik”:”
Min pointe er IKKE, at ”kristen livsførelse” er en forudsætning for Kristusmystikken. Det er snarere omvendt, hvis vi skal tale om etik. Det er også i den forbindelse, at jeg – for første gang – introducerede modellen: Myte, rite og etik. Denne er selvfølgelig ikke min egen, så derfor omgår jeg den med en vis grad af forsigtighed. Det, modellen i denne sammenhæng kan bruges til, er, at adskille det, du, Hanskrist, får blandet sammen, nemlig myte og etik.
Det vigtigste og tungeste lag i Paulus breve, her 1. Thess. og 1. Kor., er netop TROENS BEGIVENHED KRISTUS, som jeg selv bekender mig til og konstant formulerer mig ud fra. Paulus tager udgangspunkt i Jesu død og opstandelse. Det kan ikke diskuteres. Det kan vi så - med et måske lidt for religionsvidenskabeligt ord - kalde for MYTE. I troen på Jesu død og opstandelse (myten) som individer i en menighed, foregår der en form for dyrkelse, dvs. en praksis, hvor der så at sige at sættes tegn/handling/krop (rite) på selve Kristusmystikken så som dåb og nadver. Hertil – og nu kommer vi til det tredje lag (etik) – synes Paulus at formane menigheden til et mere sømmeligt kristenliv (ikke drikke fra sans og samling, ikke hore, ikke begærer etc.) i tro, broderkærlighed og ikke mindst i håb. Det er alt sammen budskaber på en etisk eller kristelig livsførsel, vi kan genkende i dag.
Jeg påstår altså ikke, Hanskrist, at det etiske er forudsætningen for at være kristen iklædt Kristi skikkelse, indlemmet i Helligåndens fællesskab og vice versa.
Derfor kan jeg fuldt ud tilslutte mig disse kristelige ord:
”Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv (kristen livsførsel)), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.
Paulus formaninger (Parænese) afskær os ikke fra Kristus, det Guds nådesværk vi er her (den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed vi ved Helligånden har direkte adgang til) og henviser os ikke til en sølle elendig from kristen moralsk livsførelse baseret på etiske formaninger, dette er jo netop at afskære sig selv fra Kristus og falde ud af nåden.” (fra Hanskrist)
Hvad er det så Paulus vil med sine etiske formaninger, spørger både Peter Arentzen, Hanskrist og Anne? Vil Paulus sætte alt ind for at sikre menigheden deres frelse og befrielse fra den Guds vrede, der skal dømme, når Kristus kommer igen? Eller er Paulus’ paranæse en del af selve nyskabelsen i Kristus?
Sidstnævnte spørgsmål hælder jeg selv til. Paulus’ etiske formaninger udspringer af en næsten idealistisk (undskyld mig, kan ikke lade være) forestilling om, hvad troen, kærligheden og håbet omfatter: TROEN er selve omvendelsen fra afguder til Guds sande evangelium – troens begivenhed Kristus – med udgangspunkt i Jesu død og opstandelse, der rammer det enkelte menneske alene gennem troen og ikke gerningerne. KÆRLIGHEDEN er forudsætningen for, at menigheden kan fungere som helligt liv under Guds evangelium. HÅBET er derimod i forbindelse med 1. Thess. mere tricky, for hvorfor var det lige, at menigheden skulle vente på Jesu komme? Hvad implicerer denne nærmest futuriske eskatologi:
”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde em befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hinanden med disse ord!” (1. Thess. 4,16-18).
Paulus fortsætter i kap. 5:
”selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten […] men da vi hører dagen til, så lad os være ædru, iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm” (1. Thess. 5,2).
Det er en god krigsmetaforik, der understreger stridselementet i den kristne tro. Men det ses også, at frelseshåbet knyttes til forestillingen om Herrens dag!
Hvilken betydning har dette eskatologiske perspektiv for vores eksistens dengang og i dag?
(Ja, jeg var ift Michael inde på noget omkring den eskatologiske eksistens, som omhandler dette, at hvis der er tale om en venten på Herrens dag, så befinder vores eksistens sig i en liminal fase, i et allerede og endnu ikke: Kristus er allerede kommet, vi er allerede omkalfatret af denne troens begivenhed, iklædt til gudstjeneste, men Herrens dag – Kristi genkomst – er endnu ikke sket, hvilken vi (ifølge nogle kristne) må forberede os på. Problemet er, at den kristne etik ud fra dette synspunkt kan risikere at ske ud fa et futurisk frelseshåb, hvormed den kristne næstekærlighed bliver et frelsesanliggende).
Det blev et langt tørt indlæg, puha...giv jer endelig tid 
Mvh
Anne
|
|
|
|
