|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Afviger-Forræder-Kætter?
|
Når jeg tænker på, hvordan jeg oplever, hvad sufien: Jalal al-Din Rumi kalder: ”Sandhedens Mirakel”:
Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens Mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler De evige Sandheder.
Hvorfor skulle netop vi - Homo sapiens - på denne lille planet, som vi kalder Jorden, være tildelt en overordnet rolle med evner og kompetencer, såsom indsigt, magt, overblik, og forstand på hele dette univers - måske endda flere universer?
Ville det ikke være mere rigtigt, om vi droppede vore religiøse dogmer og vort åndelige hovmod og indså vore videnskabelige begrænsninger (et univers fuldt af ukendt mørkt stof og mørk energi, der udvider sig med stigende hastighed i vist nok det absolutte intet, som nok er uden tid og rum) for i stedet - på denne baggrund - ydmygt - i vort allerinderste at elske denne ufattelige verden, som vi jo selv er en meget lille bitte del af.
Bag alle kristendommens dogmer fornemmer jeg denne kærlighed til alt værende - i modsætning til det absolutte intet - en kærlighed ikke blot til os mennesker - men til alt værende - for vi mennesker er vel ikke mere ”elskelige” end alt andet værende.
Hvorfor være så fokuserede på os selv?
Hvorfor ignorere alt andet værende?
Det eneste, jeg mener, vi kan ignorere, er vel, hvad der er udenfor dette univers – hvis der er noget - ”det absolutte intet” - vist nok - eller?
Jeg finder ganske meget i Wikipedias artikel om eksistentialisme
Her peges også på Heidegger
som ikke er let at overskue.
Jeg ender dog med at undre mig over, at ”væren i det værende” åbenbart ikke opfattes så enkelt og ligetil, som jeg oplever det:
En gave - sandhedens mirakel - at elske - fuldt og helt.
(Det er selvfølgelig nemmest hvis man ikke er plaget af alvorlige handicaps, men er vellykket værende).
Mvh. Arne 
|
|
|
|
