|
1
registreret
(1 usynlig),
210
gæster og
69
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Kristendommen
|
Ja, ja. Så lad mig da tage bladet fra munden. Jeg er tit nok blevet bebrejdet mine korte kommentarer, jeg tror at et af mine indlæg på den anden debat indeholdt ordet nåh. Det fylder ikke meget. Da ingen åbenbart forstår hvad tanken er, så lad os bevæge os ind på dens område.
Det jeg bebrejder de kristne mest, er at de har taget patent på Jesu ord og har skabt en almindelig konsensus hvorefter, at man, hvis man ikke bekender sig til nøjagtig denne konsensus så bliver man stødt ud i mørket. Ultimativt svarer det til Jesu ord om farisæerne. Selv går de ikke ind og erkender sandheden, således at de kan videregive den. I stedet fastholder de et ord de ikke selv forstår og i og med at de videregiver deres manglende forståelse forhindrer de andre i at gå ind og selv forstå sandheden. Jeg finder ikke Jesus hos de som har opnået tryghed, hverken i deres overbevisning eller materielt og samfundsmæssigt.
Gennem totusind år er der opstået en kristen kontekst for hvordan man skal opfatte hvad Jesus talte om, denne kontekst udtrykker sig i katolicismen hvor paven er det øverste i en magtstruktur og hvor hans ord ses som et udtryk for Guds vilje.
Denne ene mand, uanset hvem han er som menneske, påvirker hundredvis af millioner af mennesker som ikke har et personligt forhold til Gud, og de lader sig vejlede af hans ord, uanset hvem han er som menneske, kun på grund af en social, religiøs struktur som de har accepteret som autoritet.
Indenfor Lutheranismen er der opstået en anden konsensus. Alle taler rask væk om Helligånden, om at iklæde sig Kristus og hvad ved jeg. De bekender deres kristne tro, bliver stænket på af noget vand og blander så i øvrigt alt det vrøvl , de selv kan finde på ind i dette 'hellige' budskab.
Det er alt sammen et resultat af den mand Paulus som har skabt kristendommen. Paulus forholdt sig kun til den himmelske Kristus og med sin passion og sine ord skabte han det, vi i dag kalder kristendommen. Men uanset, at man kan have beundring for Pauli karismatisme og lidenskab, var det han prædikede, ikke sandheden og resultatet af hans prædiken var totusind års uvidenhed, krig, nød og elendighed. Nu prøver man så at bygge videre på dette manglende kendskab til sandheden ved at etablere en ny struktur. Men det er kun uvidenhedens nyeste form, dens nyeste udtryk
Som enkelt menneske, der søger sandheden, står man overfor en ufattelig overmagt. Den kristne konsensus.
Kristendommen er blevet respektabel og dens talsmænd er velbjergede mennesker som færdes hjemmevant blandt hinanden mens de bekræfter hinanden i det de kalder deres frelse. Alle som bekender sig til deres etablerede version er velkomne og derfor sker der aldrig det at kristendommen, repræsenteret af sine talsmænd, den velbjergede elite, møder den virkelige Jesus. Selvfølgelig gør de ikke det, de søger ikke sandheden, de søger trygheden i deres egen overbevisning. De ville knuses hvis han faldt på dem og hvem ønsker egentlig at blive slået fordærvet?
Den frelse, man er udelukket fra, hvis man ikke sluger alt deres vås i én mundfuld. Den er man udelukket fra hvis man ønsker selv at forstå. Så må man give afkald på den tryghed man opnår fra det menneskelige fællesskab som man får hvis man siger det samme som de.
Denne konsensus vil fortsætte i det uendelige. Så længe mennesket ikke standser op for at møde sig selv.
For her, langt væk fra verdens tumlen, bor sandheden, kærligheden, forståelsen, friheden og virkeligheden. Når den ikke bliver trampet ned af mennesker er den uendelig smuk og når menneskene ikke finder den, er det fordi de nok søger noget andet. Men kære ven, jeg er blevet advaret og jeg tager ham på ordet. Den som vedkender sig mig, vil jeg også vedkende. Så det gør jeg gerne, hvor svært kan det være? 
Nu har jeg jo vegeteret over dette mystiske i den nye kristendom. Det vertikale som korrelerer med det det horisontale i livets virkelighed. Svær terminologi.
Hvis det betyder at jeg lever i forbindelse med omverdenen og at jeg i dette forhold har den dybde, som erkendelsen af smerten og glæden ved min egen virkelighed giver, samtidig med at jeg har styrke nok til at være vedkommende for en anden, så er jeg tilfreds. Så forstår jeg det.
Så lad blot de andre søge Gud, deroppe på bjergets top.
Hvad betyder Gud hvis jeg ikke er i stand til at være et menneske?
|
|
|
|
