I evangelierne, pointeret med de mange skrifthenvisninger i Matthæusevangeliet og særlig klart udarbejdet i Lukasevangeliet og dets fortsættelse i Apostlenes Gerninger, lægges der tilsvarende vægt på rødderne tilbage i den pagt, som de jødiske skrifter vidner om. Men samtidig kaldes det, der er iværksat i kraft af Jesus, for en ny pagt.

Et sigende eksempel på, at det nye har rod i det gamle, men samtidig sprænger begrænsninger i den gamle pagt, ser vi i Lukasevangeliet i gengivelsen af, hvordan Jesus i indledningen af sit offentlige virke taler i Nazarets synagoge. Han bliver rakt Esajas’ Bog og finder indledningen til kapitel 61 om at have ånden over sig, være salvet og sendt med godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde og frihed til undertrykte. Det følgende vers i profetskriftet sammenfatter dette budskab som udråbelse af “et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud”. Men Jesus standser oplæsningen efter ordene om “et nådeår fra Herren”, bryder simpelthen versets sammenhæng, udelader proklamationen om hævn. Det er ingen tilfældighed. Vi ser, at Jesus konsekvent undlader alle udsagn om hævn, når han citerer fra den gamle pagts skrifter. Den nye pagt giver ikke plads for guddommelig hævn. Menneskene fejler, men mødes nu af tilgivelse, ikke af hævn. Allerede profeten Jeremias varslede en ny, anderledes pagt med en lov lagt i hjerterne, ikke på stentavler, med nyt, anderledes tilegnet kendskab til Guds vilje: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt (…) Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd” (Jer 31,31-34).