Kritikkens præmisser:
En forbemærkning


Den svenske filosof og nærmest selvlysende ateist Ingemar Hedenius antændte for 70 år siden en ret intens teologisk debat i Sverige ved at stille et, skulle man tro, helt uskyldigt spørgsmål: Hvordan tager den kristne tro sig ud for én, der ikke er kristen? Hvordan vil et gennemsnitsfornuftigt menneske fx forholde sig til kristendommens påstand om, at Gud er kærlig og har skabt verden ud af intet, hvorfor verden er god, selvom den åbenlyst er plaget af død og uundgåelig lidelse? Eller at Gud ofrede sin søn på korset af kærlighed for, at vi andre kunne frelses? For mange ligger svaret lige for: Man vil have utroligt svært ved at tro på det. Hvordan skulle man kunne få sig selv til det?
I sin kritik af den kristne tro - og tro generelt - appellerer Hedenius, med rette mener jeg, til den troværdighedsforventning, vi som moderne, søgende mennesker bør møde enhver verdensforklaring med, også den religiøse. Den forventning udmønter sig i nogle formelle krav, en troslære bør leve op til - hvad den kristne troslære, som vi skal se, har svært ved. Det ser man i dens svar på konkrete trosspørgsmål. Men før vi når til det, handler det om, hvad det er for krav, og hvad der begrunder dem.

Troslærens opgave
Al tro er båret af en