Når teologer insisterer på, at der skal være plads til det irrationelle i troen, betyder det stort set altid, at de vil have lov at påstå, at Gud tænker og handler på måder, som, så vidt vi mennesker kan se, strider imod hans kærlige natur, bryder ellers ubrydelige regler for, hvad der kan lade sig gøre eller bare ikke giver mening. De vil have lov til at inkludere påstande, som ikke kan beskrive noget, der er sket i virkeligheden, men ikke desto mindre hævdes at være foregået og skelner dermed ikke mellem den slags ikke-rationelle fænomener, der er hinsides vores forståelse, og den slags der er hinsides enhver forståelse. De taler om noget antirationelt, dvs. begivenheder og fænomener, der er principielt uforståelige - for det er de påstande, som hævdes at beskrive de pågældende fænomener. Problemet er altså ikke, at der i en troslære indgår (irrationelle) påstande, vi som mennesker ikke kan begrunde eller forklare. Problemet opstår, når der indgår (antirationelle) påstande, ingen kan begrunde eller forklare, ikke engang Gud.