Mens de hørte på ham, fortalte han dem også en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og fordi de mente, at Guds rige straks ville komme til syne.

Han sagde: »En mand af fornem slægt rejste til et land langt borte for at blive anerkendt som konge og derpå vende tilbage.

Han kaldte ti af sine tjenere til sig, gav dem ti pund og sagde: Arbejd med dem, indtil jeg kommer tilbage.

Men hans landsmænd hadede ham, og de lod udsendinge rejse efter ham for at sige: Vi vil ikke have den mand til konge over os.

Da han så vendte tilbage efter at være blevet anerkendt som konge, lod han de tjenere, som han havde givet pengene, kalde til sig for at få at vide, hvad de havde tjent.

Den første kom frem og sagde: Herre, dit pund har indbragt ti pund til.

Da sagde han: Godt, du gode tjener, du har været tro i det små, derfor skal du have myndighed over ti byer.

Den anden kom og sagde: Herre, dit pund har givet fem pund. Og til ham sagde han: Du skal have fem byer under dig.

Så kom den næste og sagde: Herre, her er dit pund; jeg har haft det liggende i et tørklæde. Jeg var nemlig bange for dig, fordi du er en streng mand, som tager ud, hvad du ikke har sat ind, og høster, hvad du ikke har sået.

Til ham sagde han: Efter dine egne ord vil jeg dømme dig, du dårlige tjener!
Du vidste, at jeg er en streng mand, som tager ud, hvad jeg ikke har sat ind, og høster, hvad jeg ikke har sået. Hvorfor anbragte du da ikke mine penge i en bank? Så kunne jeg have fået dem igen med rente, når jeg kom tilbage.

Og til sine folk sagde han: Tag pundet fra ham og giv det til ham med de ti. –

De sagde til ham: Herre, han har jo ti pund. –

Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.

Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.«