Kapitel 2

Døden på korset

Et opgør med forsoningslæren


En af mine gamle bekendte fortalte om engang, han havde taget sin treårige søn med i kirke. Da sønnen så krucifikset med den lidende Jesus, spurgte han troskyldigt: >>Hvad har han gjort?<<. Og kirkens, kristendommens, overraskende svar til den lille purk er: Han hænger der ikke, fordi der er noget, han har gjort - han er i gang med at gøre det. Hans lidelse og død er simpelthen pointen.
I kristendommen er det virkelig med vilje, at Jesus hænger og dør for øjnene af os, mens vi sidder bænket i andægtige rækker og synger om Guds kærlighed. Og når man senere, som voksen, finder ud af, hvor godt et menneske Jesus må have været, bliver synet bare eksponentielt mere absurd: Vi taler om en mand, som var helt fyldt op af ønsket om at åbne vore øjne for, hvem Gud er, og for betydningen af at leve i kærlighed. Så hvorfor skulle han hænges op for at dø? Og hvordan kan man mene, det er livgivende, at han hænger dér og dør? Det virker komplet uforståeligt.
Forklaringen på, at Jesus hænger på korset, begynder med, at han faktisk døde af det. Efter hans død stod hans følgere chokerede tilbage. Hvorfor døde han? Gud havde sendt ham, og de var fuldt overbeviste om, at der med hans komme ville ske noget fantatisk med verden. Men pludselig var han død. Rådet havde dømt ham og romerne henrettet ham, uden at det fantatiske var sket. Det var en rystelse, en katastrofe. Hvis Gud var med ham, hvorfor led han så så tragisk en skæbne? Og hvad gik hans mission så overhovedet ud på? Som den norske teolog Notto Thelle bemærker, synes hele Det Nye Testamente at være skrevet som et langt forsøg på at forklare dette mysterium.
Dette påtrængende behov for en forklaring udgjorde en sårbarhed hos Jesu følgere, som var med til at diktere kristendommens fremtid. Deres problem var, at hvis Jesus var sendt af Gud og hans komme til verden derfor en del af Guds plan for verden, så havde spørgsmålet hvorfor døde Jesus? kun to mulige svar: Enten var det meningen, at han skulle dø, eller også var det ikke meningen. Og det dilemma forledte hele traditionen efter Jesus til at tro, at der var en mening med det.
Den oplagte forklaring ville være, at det ikke var meningen. At Jesus døde i utide, og at hans liv ikke blev til det, det kunne være blevet til, fordi nogen tog det fra ham, mens han var ung og havde livet for sig. En tragedie simpelthen. Men hvis det var rigtigt, måtte man se i øjnene, at et sendebud fra Gud blev myrdet. Dem, han kom for at hjælpe, svarede ham med en nærmest grænseløs utaknemlighed, og i så fald havde menneskeheden misset en af de åbninger i verdenshistorien, hvor vi har mulighed for at løfte os selv op på et nyt niveau, og som bare ikke må misses. Og Gud kunne ikke beskytte ham! Den tanke har været svær at bære. Problemet var bare, at hvis man ikke accepterede den forklaring, var der kun ét alternativ, nemlig at der var en mening med, at han døde. Det ville få hans liv til at lykkes. Spørgsmålet var så: Hvordan kan Jesu død på korset fortolkes, så den bliver meningsfuld?
En af dem, der arbejdede hårdest på at forstå mysteriet, var Paulus. Også han kæmpede med frygten for, at Jesus havde levet et i hvert fald delvist mislykket liv. Det skinner igennem i Galaterbrevet, hvor han forsvarer frelsen ved troen på Kristus med, at hvis der kan opnås frelse på anden måde, >>ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte<< (Gal. 2, 21). Men Paulus insisterer på, at det, han frygter, ikke er sandt og synes at have givet sig selv en bunden opgave: Jesu sendelse var ikke en fiasko. Missionen blev fuldført. Spørgsmålet var bare, hvad den gik ud på. Og inspireret af den jødiske offertradition griber Paulus forsoningstanken som svar: Jesus døde for menneskets skyld. Ved sin død (og opstandelse) sonede han vores synder og banede en vej gennem synden og døden, som nu ligger åben for os. Jesus var et sonoffer til Gud, hvilket gør hans død til pointen med hans liv.
Med idéen om, at Jesus døde som sonoffer, plantede Paulus den tanke i troen, at døden på korset havde en selvstændig betydning - en tanke, de fleste kristne i dag anser for en del af troens grundmotiv. Ja, nogen anser den ligefrem for at være den centrale manifestation af kærligheden. Men sonoffertanken kan ikke føres tilbage til Jesus. Det var ikke sådan, han så sit liv og sin død. Afligevel er det sådan, man har tænkt i kristendommen, og dermed fik man fra begyndelsen grundskudt sin egen tro. Forsoningsdøden er den kristne tros banesår. Den har blødt fra det i 2000 år, og den vil dø af det, hvis ikke den gør noget. Kapitlet her handler om dette banesår.


Kristendommens to fædre