Når menigheden af Paulus blev opfordret til at indsamle penge til de fattige i Jerusalem, læser vi, at kollekten, der blev indsamlet af de kristne i Korinth, var et tegn på, at ’”de først og fremmest gav sig selv til Herren”. I brevet til menigheden i Rom formaner Paulus dem, der har modtaget dåben: “Stil jer selv til rådighed for Gud … som redskaber for retfærdighed”. Lidt senere siger han det samme på denne måde: “Jeg opfordrer jer til at give jer selv som en offergave af den slags, som Gud kan lide. I skal leve jeres liv, så det bliver én lang gudstjeneste!” Når vi deltager i kollekten i gudstjenesten er det tegn på, at vi giver os selv og alt vort – evner, tid og penge – til fremme af Guds Rige.

De første kristne i Korinth modtog også en konkret anvisning fra Paulus, så ingen skulle være i tvivl om, hvordan en kollekt kunne blive så stor, at der blev indsamlet rigeligt til al god gerning: “Hver søndag skal I hver især lægge så mange penge til side, som I har råd til!” Af apostlens opfordring til at være med i menighedens kollekt fremgår det også, at kollekten skal baseres på frivillige bidrag. Et ’globalt perspektiv’ mangler heller ikke: “Da I har overflod på alt, se så at få overflod også på denne gave. For øjeblikket er det jeres overflod, der skal afhjælpe de andres nød, og så en anden gang kan det blive de andres overflod, der afhjælper jeres nød!” – På baggrund af et sådant perspektiv er et godt resultat indenfor rækkevidde: “Når dette offer frembæres, bliver ikke blot de Helliges nød afhjulpet, men det vil give overskud i mange menneskers tak til Gud”. Ja, giverglæden falder tilbage på giverne selv, der får “både nok til sig selv i alle henseender og uafbrudt, og samtidig får de overskud til at gøre godt ved enhver lejlighed”!