Fra Evighed af var Gud upersonlig, indtil den Stund Tanken og Villien mødtes og forenedes i fuldendt skøn Harmoni; da fremsteg Han som Personlighed, som Lysets Behersker og Mørkets Besejrer, begrænset ved sin Personlighed, ubegrænset ved sin altbeherskende Villie, indesluttende Tid og Rum — saavel begrænset som ubegrænset — i sin altomfattende Tanke. En Guddom og en Magt, som intet Menneske blot tilnærmelsesvis kan fatte; selv det skønneste, det mest ophøjede Guddomsbillede er kun en svag Afglans af Hans Herlighed, Almagt og Visdom.
Ethvert Menneske bærer i sin Tanke en Afspejling af Gud; jo yngre og mindre udviklet Menneskeaanden er, jo ringere og dunklere er Afspejlingen, og jo mere menneskelignende bliver det guddommelige Ideal, da alle Idealer, der afledes af menneskelige Forestillinger, tillige belastes med rent menneskelige Følelser og Egenskaber. Derfor: jo dunklere Afspejlingen er, desto mere Mystik vil Mennesket iklæde det guddommelige, for muligvis paa den Maade at dække over eller bortforklare det uforstaaelige, det, der ikke kan ses med jordiske Øjne, eller det, der ikke kan erkendes af den svage, uudviklede menneskelige Tanke. Men er Aanden ældre og mere udviklet, vil Gud og det guddommelige afspejles renere, ædlere og skønnere i Menneskets Tanke, og desto bedre vil Mennesket være i Stand til at levendegøre sig et højtstaaende, guddommeligt Ideal, med hvilket det søger at forene sig under Bønnens inderlige Hengivelse.
Ikke alene Guds Højhed og Magt afspejles i hvert Menneskes Tanke, men ogsaa Guds Faderlighed, Hans dybe, inderlige, alle omsluttende Kærlighed; derfor vil sanddru, rettænkende og rene Mennesker i Tanke, Handling og Væren vise en klar Genspejling af Guds medynksfulde Kærlighed, og i deres Hjerter vil de bære Barnets absolute Tillid til den fjerne, usynlige Fader, i hvis Varetægt de føler sig lykkelige og trygge.
Men de unge, uudviklede Menneskeaander, der endnu er stærkt paavirkede af Mørket, formaar kun i ringe Grad at opfatte Gud som den milde, kærlige og retfærdige Fader; kun alt for ofte staar Han for dem som den strenge, myndige Hersker, den frygtindgydende, den hævnende og krævende Guddom, der intet giver uden passende Vederlag, ydet gennem blodige eller sødtduftende Offergaver; en Guddom, der idelig maa underkøbes, for at Mennesket kan opnaa de eftertragtede Goder. Men gennem de mange udviklende Inkarnationer vil ogsaa de, som nu føler slavisk Frygt for deres Gud og Fader, engang i Tiden naa til at føle Barnets usvigelige Tro og Tillid til Ham.
Mange Mennesker bærer i Tanke og Hjerte en skøn og klar Genspejling af Guddommen; men i den jordiske Tilværelse er det oprindelige Billede, som de medbragte fra Tilværelsen i den oversanselige Verden, bleven tilsløret og udvisket af de fra Slægt til Slægt overleverede menneskegjorte Dogmer. For disse Mennesker gælder det om at søge ind i deres eget Indre, at lukke Tanken for alle falske Paastande og fejle Slutninger, indtil Sløret er fjernet fra den guddommelige Afspejling, saa at den atter staar med rene og klare Konturer i al sin lysende Skønhed.
Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres, vil flere og flere komme til Erkendelse af Guds ubegrænsede Kærlighed, Hans Retfærdighed, Mildhed og Barmhjertighed og indse, at de har gjort Ham, den Ophøjede for ringe, idet de har udstyret Ham med ganske menneskelige Egenskaber, der atter maa fratages Ham, førend Hans Billede kan staa rent, skønt og ædelt.
Denne Idealisering af Guddommen bør ethvert Menneske stræbe efter at naa til Forstaaelse af.
Naar Kristus i sin Tale til Menneskene (se denne) siger: „Mine Ord skulle lyde til alle Jordens Slægter; alle skulle høre dem, og de skulle naa til Jordens fjerneste Egne,“ da mener han ikke med denne Udtalelse, at de, som nu er i Stand til at forstaa og glæde sig over hans Kærlighedsevangelium, straks skal drage ud i Verden for at gøre alle anderledes tænkende og troende delagtige i hans Ord; men han siger det, fordi han ved, at alle Mennesker engang, før eller senere, nogle i denne, andre i kommende Inkarnationer, vil naa til at kunne modtage hans Budskab med inderlig Glæde og med dyb Forstaaelse.
Men selv om den Tid endnu ligger langt ude i Fremtiden, da alle nuværende Religioner er smeltet sammen til een eneste, kan Menneskene dog selv gøre meget til, at dette Tidspunkt kan rykkes nærmere, ved ikke, mod deres indre Overbevisning, at stille sig uforstaaende og modvillige overfor det Budskab, der her gives dem fra den oversanselige Verden, men sørge for, at Kendskabet dertil paa en rolig og værdig Maade, uden tvingende Propaganda eller fanatisk Missionering, kan udbredes fra Individ til Individ, fra Folk til Folk, da dette Budskab i høj Grad kan virke med til, at Menneskeaanden i den jordiske Tilværelse kan blive det klare Spejl, hvori Guddomsbilledet kan opfanges og udstraales med en renere og stærkere Skønhedsfylde, end det hidtil har været Tilfældet. Men det maa staa klart for alle, at den menneskelige Afspejling af Gud og det Guddommelige, hvor skøn den end kan blive, ingen Sinde i Menneskets jordiske Tilværelse kan komme fuldtud paa Højde med sit Forbillede.