Som det fremgaar af Ardors Beretning, var Judas Iskariot ikke forud bestemt til at forraade Jesus. En saadan Forudbestemmelse er absolut uforenelig med Guds Fader- og Alkærlighed.
Judas alene bærer Skylden, da han handlede af egen fri Villie; den Ældste fristede ham ikke dertil, saaledes som Jesus antog.
Judas hadede Jesu elleve Apostle, der alle undgik ham saa meget som muligt, og ingen af dem forstod den Kærlighed og Omsorg, som Jesus viste ham, da han i hele sin Fremtræden var af en mørk, utiltalende og frastødende Karakter. Den Ringeagt og Uvillie, der bestandig mødte Judas fra de elleve Apostle, vakte til sidst hans Vrede, ikke alene mod Medapostlene, men ogsaa mod Jesus.
Jesus, der ængstedes over Judas’ mere og mere indesluttede Væsen, frygtede for, at han vilde optræde som Angiver og Anklager, hvorfor Jesus ved Afskedsmaaltidet advarede ham mod de onde Tanker, der truede med at overmande ham. Resultatet blev lige det modsatte af det, Jesus tilstræbte og ønskede. Judas blev endnu mere forbitret — og han gik bort for at meddele Raadet, hvor Jesus kunde findes.
Jesu Domfældelse og Død var dog ikke paa nogen Maade afhængig af Judas’ Forræderi. Paa dette Tidspunkt havde flere af Raadets Medlemmer besluttet at fælde Nazaræeren.
I Fortvivlelse over sin Falskhed mod Jesus dræbte Judas sig selv.
De elleve Apostle har alle Skyld i Judas’ Handlemaade; hvis de havde søgt at efterligne Jesu Kærlighed og Mildhed, i den alvorlige Hensigt at gøre Judas til en af deres egne, i Stedet for bestandig at støde ham tilbage, var han neppe bleven det, som han blev: Forræder og Selvmorder.

Fortællingen om de tredive Sølvpenge er Legende.
Visionen i Getsemane Have er ligeledes Legende.
Jesus var sørgmodig ved Tanken om det, der ventede ham, men fuldkommen rolig. Han knælede, medens han bad en inderlig Bøn om Styrke til at møde det kommende. De Apostle, der ledsagede ham her, sov eller hvilede sig, medens Jesus var hensunken i Bøn.
Jesu Ord i Getsemane: „Min Fader! er det muligt, da gaa denne Kalk mig forbi; dog ske ikke, som jeg vil, men som du vil“, er senere hen lagt Jesus i Munden for at give en Forklaring paa, hvorfor Gud ikke frelste sin Søn fra Korsets Død. Ved Ordene: „Ske ikke, som jeg vil, men som du vil“, skulde det bevises, at Jesus frivillig bøjede sig under Guds Villie og at Jesu Død paa Korset var en Forudbestemmelse fra Guds Side. Men Jesus har aldrig udtalt sig saaledes; det faldt ham end ikke ind at bede Gud om Hjælp til at undgaa de truende Lidelser eller den sig nærmende Død.
Fra den Stund, hvor Jesus ikke formaaede at bede for den faldne Broder og derfor ikke sejrede over Mørket, bar han Nederlagets Sorg i sit Hjerte. Dette i Forbindelse med, at han, skønt sikker paa at være Guds Udsending, dog tvivlede om at være den ventede Messias130, prægede hans Forhold baade overfor Mennesker og overfor Gud, og skønt Jesus i sit Jordeliv ofte talte om Tvivlens131 svækkende Indflydelse paa Haabet og Tilliden, tvivlede han dog selv paa dette for ham saa afgørende Punkt. Fastheden i hans Fremtræden og Fastheden i hans Ord blev derfor mindre end paaregnet, ligesom hans eget Gudsforhold led derunder. Det blev af den Grund umuligt for ham at finde en Vej mellem de to for hans Jordeliv givne Yderpunkter, om end Gud, som hans Skytsaand og Leder, paa mange Maader søgte at støtte og vejlede ham. Jesu Sorg over ikke at have naaet det tilsigtede overskyggede mere og mere hans Sind og gjorde ham modløs, saa at han til sidst kun saa een Udvej til at imødegaa Menneskenes Tvivl, Had og Forfølgelse: ved sin Død at bekræfte Sandheden af sin Lære. Og han vandrede mod sin Død uden Angest og uden Vaklen; han indsaa klart, at hans Styrke, hans aandelige Myndighed var for ringe til at sejre over den menneskelige Forblindelse.