Nogle af de ældste Menneskeslægter har i Aberne efterladt et synligt Minde om det ringe Standpunkt, hvorpaa de stod i de første mange Aartusinder, inden Lyset bragtes til Jorden og forædlede Menneskeheden.
Saavel legemlig som aandelig stod Menneskene i de første mange Tider omtrent paa samme Niveau som Dyrene, og da Mørket ved Menneskenes Skabelse var saa godt som eneherskende paa Kloden, blev de tillige blodsbeslægtede med alle dalevende Pattedyr. Ved Parring med flere forskellige Dyrearter* fremkom de første Abeformer.
Da intet Lysmoment var til Stede ved den Handling, som laa til Grund for Abedyrenes Tilblivelse, der kun skyldtes Menneskenes Trang til at tilfredsstille Parringsbegæret, modtog disse Skabningers astrale Genparter intet af deres Menneskestamfædres lysaandelige Element, hvorfor de i Lighed med alle andre Dyr ikke er begavet med aandeligt Liv. Efter Døden opsuges Abedyrenes astrale Genparter og gaar over i andre Former ligesom alle andre astrale Genparter.
Ved de først fremkomne Abedyrs indbyrdes Formering og ved deres og deres Afkoms Forbindelser, dels med Mennesket, dels med andre Pattedyr, udvikledes efterhaanden den Rigdom af Abearter, som nu findes spredt over Jorden, og hvoraf nogle omtrent i lige Linie nedstammer fra Menneskene. Andre har derimod gennem et Utal af Krydsninger fjernet sig meget fra deres menneskelige Stamfædre.

* Ved de hyppige og meget forskellige Krydsninger degenerede flere af de saaledes benyttede Dyrearter og gik efterhånden til Grunde. Gennem omhyggelige Undersøgelser kan de Mennesker, der har Evne dertil og Interesse deraf, udfinde og bestemme, hvilke forhistoriske og nulevende Dyrearter, der står i Slægtskabsforhold til en Del af de kendte Abeformer.