Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Hvem er Gud? Hvordan ser Han/Hun ud? Hvorledes er Hans/Hendes personlige Fremtræden? - Citat fra Supplement II til Vandrer mod Lyset!
----------
En i alle Enkeltheder nøjagtig Beskrivelse af Gud-Faders Udseende og personlige Fremtræden kan ikke gives. Thi de jordiske Sprog er saa fattige på Ord - intet af dem ejer Udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses Udseende. Og ingen jordisk Kunstner kan med pensler og Farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans Legemes, Hans Aasyns Former.
Et flammende Væsen er Gud! Thi Lysets æteriske Straaler udgaar fra Hans Legeme og herliggør dets lysende Skønhed. Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans personlige Fremtræden.
Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfyldt Præg. Sorg og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens Lidelser og Sorger i sit Sind. Med Længsel, med Sorg og Smerte skuer Han ud i Rummet, Hans Blik søger Jorden, søger den lidende og stridende Menneskehed.
Han følger i Tanken de savnede og saa fjerne Væsener, der er Hans elskede Børn. Og ser Han, at de gaar Mørkets Veje, hører Han deres Skændsmaal, ser Han deres uværdige Livsførelse i indbyrdes Ufordragelighed, i Strid, Vrede og Had - da sløres Hans Øje af Sorg, af Skam over de Børn, som Han gav et evigtvarende, aandeligt Liv, som Han gav Tanke og Villie, hvis Sind Han prægede med en Gnist af sit eget Væsens Renhed, Kærlighed og Skønhed.
Men ser Han, at nogle af Hans Børn vandrer ad de Veje, som Han har afstukket for deres jordiske Vandringer, da glædes Han inderligt, og et kærligt Smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde Aasyn.
Vidste I Mennesker, hvor eders Fader sørger over eder; kendte I Dybden af Hans smertelige Sorg over eder; kendte IHans Sinds Lidelser, fremkaldt ved eders uværdige Livsførelse, eders onde, slette, hæslige og forbryderiske Tanker og Gerninger: da vilde I skamme eder!
Kendte I den Rædsel og Afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge eders Færd, naar I med Vaaben i Haand, ved eksplosive Stoffer og ved Gifte bekæmper hverandre, ødelægger Folk, Riger og Lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt baade i eders eget og i andres Sind - da vilde I skamme eder end dybere! Da vilde I sørge over eder selv, da vilde I vende Sind og Tanke mod eders fjerne, men dag saa nære Fader, da vilde I svare Ham paa Hans kalden, da vilde I bede Ham om at lede eder ind paa de Veje og Stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da vilde I fuldtud vise eders Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans Kærlighed og Omsorg.
Og eders Fader vil da glædes over eder! Smerten, Lidelsen, Sorgen, der nu præger Hans Aasyn, præger Hans Sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige Kærlighed vil Han velsigne eder, vil Han i Aand og i Sandhed være eders Fader, Gud, Værner og øverste Leder baade i eders Jordeliv og i de sfæriske Verdener, ja overalt, hvor I end færdes.
Vor Gud og Fader kalder på eder - Dag og Nat - til alle Tider lyder Hans kaldende Røst til eder!
