Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

En Fader har mange Børn; blandt disse er der en Søn, men kun een eneste, der i sit Væsen er et fuldendt Udtryk for en kærlig, opofrende, lydig og lærvillig Søn; alle de andre Børn er mer eller mindre vanartede: letsindige, ulydige, dovne, opsætsige, altid stridbare, altid uenige. Paa mange Maader har Faderen forsøgt at retlede sine Børn, at stifte Fred imellem dem, at bringe dem til at arbejde og til at være lydige. Men intet har hjulpet, de vil ikke høre og følger derfor ikke hans Anvisninger. Faderen kalder da paa den kærlige og lydige Søn og siger: »Se, du er den eneste af alle mine Børn, der er som et Barn skal være, derfor er du ogsaa min kæreste Søn; men dine Søskende er vanartede, og de følger ikke mine Raad og Formaninger, intet kan forbedre dem. Men nu vil jeg give dig alle de Stokkeslag, som dine Søskende egentlig burde have, og som de ærligt fortjener. Jeg vil lade Naade gaa for Ret og straffe dig, og den Ydmyghed, hvormed du gør dig til dine Søskendes Stedfortræder og modtager deres Straf, skal sikkert forbedre dem; thi de vil glæde sig over at være gaaet fri af Straffen, de vil elske dig og søge at gaa i dit Fodspor; og gennem den Straf, som jeg giver dig, der er uden Skyld i deres Forseelser, vil jeg finde en Udløsning for min Vrede imod dem.«
Mon en saadan faderlig Handling vilde blive efterfulgt af de øvrige Børns Forbedring? Og hvilken Menneskesøn, selv den bedste, den kærligste, vilde bøje sig for sin Faders Ønske og som Stedfortræder bære sine Søskendes Straf? Og hvad vilde andre Mennesker – Fædre og Mødre – sige, naar de hørte om en Fader, at han vilde forbedre sine Børn paa denne Maade?
Men hvis denne Fader nu gik et Skridt videre og bød, at den kærlige og lydige Søn skulde have sit Liv forbrudt for de øvrige Børns Forsyndelser, og hvis Sønnen i sin Kærlighed til Faderen og til sine Søskende frivillig havde bøjet sig og givet sit Liv for at sone sine Søskendes Synder – hvad saa? Hvad vilde andre Fædre og Mødre sige eller gøre? Mon en saadan Handlemaade ikke vilde vække deres Harme og Afsky mod en saa unaturlig Fader? Mon de ikke hurtigst muligt vilde gøre ham uskadelig ved at fratage ham Fadermyndigheden? Ingen Mennesker vilde i deres Samfund taale en saadan Fader, ikke een eneste vilde højagte ham eller takke ham derfor.
Altsaa: intet Menneske (her tales kun om Mennesker fra civiliserede Samfund) vilde finde sig i en saadan Handlemaade, hvis den fandt Sted i deres Midte!
Men det er denne Handlemaade, der tillægges Jāh’u. Og selv om Pauli Udlægning skal forstaas ud fra en aandelig Opfattelse, saa bliver dog Jesu Korsfæstelse staaende som en virkelig Kendsgerning, der ikke paa nogen Maade lader sig bortforklare; Korsfæstelsen er sket , hvad enten den skal betragtes fra et jordisk eller et aandeligt Synspunkt. Denne Jesu Dødsmaade maa altsaa, hvis Pauli Udlægning skal lægges til Grund for Opfattelsen af Jesu Mission, være forud bestemt af Jāh’u og sanktioneret af Jesus, inden han kom i Kødet, d. v. s. blev Menneske. Hvad ingen jordisk Fader og Søn vilde indlade sig paa, det tillægger Menneskene uden videre deres Guddom!

Lad os fremdrage nogle Eksempler, der kan belyse Modsætningen og Forskellen mellem disse. Han, der siger: du maa ikke ihjelslaa, er ikke identisk med ham, der siger: jeg vil give dine Fjender i din Haand. Han, der siger: »Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofringer; jeg er mæt af Brændoffer, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser, Lam og Bukke. Hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke . . . eders Hænder ere fulde af Blod«, han er ikke den samme som han, der kræver blodige Ofringer, »sød Lugt« og Ceremonier. Han, om hvem der siges: »Og Gud angrede det onde, som han havde talet om at han vilde gøre dem, og han giorde det ikke«, er ikke identisk med ham, om hvem der siges: »Men du vor Gud er god og sanddru, langmodig og regerer alle Ting med Barmhjertighed . . . at forstaa din Magt er Roden til Udødelighed«. Han, om hvem der siges: »I sin Vrede slaar han dem, i sin Naade forbarmer han sig over dem«, er ikke identisk med ham, om hvem der siges: »Visdommen og Kraften er hans, han aabenbarer de dybe og skjulte Ting, han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham!« –
Altsaa i de gamle Skrifter findes der forskellige Guddomme under Betegnelsen Jāh’u eller Gud. Men de Beretninger, der peger ud over en menneskelignende Guddom henimod en større, viser henimod den sande, den ophøjede Gud.