Hmm ... det er nu alligevel interessant, hvor forskelligt vi kan læse samme tekst. Jeg mener, at du laver deciderede fejlgreb vedrørende en del af de enkelte passager, og at dit billede af Bibelens store fortælling ligeledes er forkert (fx når du skriver, at vi skal være i himlen for evigt).

de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort. De kan jo ikke mere dø, for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn.

For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.

Kornet som dør for så at opstå og få skikkelse af en plante, og teltet som nedbrydes for så at blive erstattet af et hus, er billeder på menneskets legeme, det forgængelige legeme i denne tidsalder og det uforgængelige legeme i den kommende tidsalder.

Hvis et menneske dør før Jesu genkomst, så vil det opleve en hvileperiode hos Gud, før det genopstår i sit nye, uforgængelige legeme.

Hvis et menneske er i live ved Jesu genkomst, så vil det forvandles og få sit nye legeme med det samme. I ét nu vil det forgængelige iklædes det uforgængelige, skriver Paulus i sit første brev til Korintherne, og i sit næste brev skriver han, at det dødelige vil opsluges af livet, uden at mennesket først oplever at skulle stå nøgen.

Hvis du i et blink med øjet forvandles, således at du ikke længere har din forgængelige krop, men at den i ét nu er blevet erstattet af et nyt, uforgængeligt legeme, kan du så påstå, at du er død (eller at du døde)? Nej, vel, tværtimod – du er blevet gjort mere levende end nogensinde.

At der er tale om legemet, skriver Paulus faktisk direkte, hvor han bruger netop dette ord om henholdsvis kornet og planten samt om teltet og huset. At der er tale om en hvileperiode for de hensovne, såfremt de er døde før Jesu genkomst, og at der er tale om en direkte forvandling for dem, som stadig er i live, skriver han ligeud i sit første brev til korintherne (”Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun”) og billedligt i sit andet brev til korintherne (Paulus ønsker ikke at afklædes og stå nøgen, dvs. uden sit telt, men at forblive i live og snarligt iklædes huset fra Gud).

På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

Når Paulus skriver, at ”kød og blod” ikke kan arve Guds rige, så er der tale om en teknisk term for det forgængelige aspekt af kroppen. Og når han skriver om forskellen på et sjæleligt legeme og et spirituelt legeme, så er der i begge tilfælde tale om et fysisk legeme, som er drevet af henholdsvis det sjælelige og Guds ånd. I alle tilfælde er kroppen af stor betydning i den jødiske og kristne tankegang. Efter den platoniske tankegang er kroppen et fængsel, som sjælen lykkeligvis gør sig fri af. Men ifølge Paulus er kroppen af betydning – altid.

Mennesket er ligeledes af ypperste betydning – i al evighed. Vi er skabt i Guds billede for at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i skabelsen, og reflektere skabelsens pris tilbage til Gud i artikuleret form.

Vi står på tærsklen mellem himlen og jorden for at bringe Guds lys og herredømme ud over jorderig i forventningen om den dag, hvor himlen og jorden forenes og verden genfødes og endnu engang står parat til at blive forvaltet af menneskeheden, Guds billedbærer, det hellige præsteskab.