|
0
registrerede
205
gæster og
93
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Vi læser det Nye Testamente
|
Hej Tikka
Nu kan der nok ikke koges mer suppe på den pind
I al venlighed og med fuld respekt for, at du måske ikke vil svare, så er jeg uenig med dig i, hvordan 1 Kor. 15 skal fortolkes. Og det vil jeg udtrykke.
Du påstår, at når Jesus kommer igen, så dør alle troende mennesker, som er i live den dag. Det konkluderer du ud fra Paulus’ billedsprog om kornet, som bliver til en plante. Jeg påstår, at mennesket får liv ved Jesu genkomst; de døde opstår med uforgængeligt liv, og de levende transformeres til også at have uforgængeligt liv. Det er min konklusion ud fra samme billedsprog og ud fra 1 Kor. 15 (hvor billedsproget om kornet og planten findes) og 2 Kor. 5, hvor Paulus bruger et andet billedsprog om samme fænomen (billedet om "teltet og huset").
Her er din konklusion:
Det forgængelige forvandles til det uforgængelige – derved dør mennesket!
(Tværtimod, Tikka, derved får mennesket liv – uforgængeligt liv!).
Her er det tekststykke, du refererer til:
Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør.
(Men ænser du slet ikke, hvad det er, som ”dør”?).
Når jeg læser samme passage i sin helhed og i sin eskatologiske kontekst om Jesu genkomst og i meta-narrativen om den kristne, menneskelige Gud, som giver liv, så forstår jeg ikke, at du kan nå frem til konklusionen, at de troende, som stadig er i live ved Jesu genkomst, skal dø. Jeg læser, at mennesket får liv. De døde genopstår til et nyt, uforgængeligt liv. Og de levende forvandles og opnår ligeledes et uforgængeligt liv.
Du ved lige så vel som jeg, at der er tale om et billede. Lad os tage udgangspunkt i det billede. Det er billedet af et ”korn som dør” (for at få skikkelse af en plante). Du oversætter kun halvdelen af dette billede. ”Dør” tager du bogstaveligt, og ”korn” oversætter du fejlagtigt til ”mennesket”. Herved får du konklusionen, at ”mennesket dør”. Hvis du tager versene før og efter med, så får du konteksten, hvoraf vi ser, at ”kornet” er at oversætte, ikke med mennesket per se, men med menneskets nuværende legeme. Vi ser også, at ”dør” bør oversættes med, at én tilstand erstattes af en anden. Ja, at der er tale om transformation; kornet får skikkelse af plante. Og læser vi videre, så ser vi, at det er selve forgængeligheden eller det dødelige, som iklædes og opsluges af det uforgængelige, udødelige liv.
Men nogen vil spørge: Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de? Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse.
Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme.
Det er tydeligt, at der er tale om menneskets nuværende forgængelige legeme, som erstattes af – eller forvandles til – et nyt uforgængeligt legeme. Ikke nok med det, det er selve det forgængelige og dødelige, som iklædes og opsluges af det uforgængelige og udødelige.
For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. (Fra 1 Kor. 15)
så det dødelige bliver opslugt af livet. (Fra 2 Kor. 5)
I øvrigt skriver Paulus i den passage, hvor han bruger billedet af kornet, om dem som allerede er døde. Men ved Jesu genkomst findes der mennesker, som ikke er døde. Disse skal ikke dø, men forvandles:
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.
For også de levende gennemgår en transformation og får nye legemer.
Hvor Paulus taler om, at døden opsluges af livet ved Jesu genkomst, får du det til det modsatte, nemlig at de levende troende mennesker dør ved Jesu genkomst.
Jeg finder det værd at gentage: Set i sin kontekst er billedet om kornet ikke at oversætte med mennesket per se, men med den kropslige tilstand, som mennesket har i den nuværende tidsalder før Jesu genkomst. Denne tilstand af forgængelighed skal ophøre og give plads til det uforgængelige liv. Én kropslig tilstand ophører og giver plads til en anden. I ét nu, på et øjeblik, siger Paulus. Og han tilføjer, at det forgængelige iklædes uforgængelighed, eller som i sit andet brev at døden opsluges af livet. Ingen død. Kun dødens død, om man vil.
Intet sted finder vi, at mennesket, som endnu er i live ved Jesu genkomst, dør eller ophører med at eksistere. Tværtimod, mennesket forvandles, fordi dets nuværende kropslige tilstand – en forgængelighedens tilstand – ophører og giver plads til en transformeret krop med et uforgængeligt liv. At ”kornet dør” er et billede på, at den nuværende kropslige tilstand, mennesket forgængelige legeme, ophører. Men det er ikke ensbetydende med, at mennesket dør. Tværtimod, for det er nemlig forgængeligheden i mennesket, som ophører, hvorved at mennesket forvandles. I ét nu (mennesket har ingen mellemliggende periode, hvor det er dødt). Ja, du skrev det jo selv:
Det forgængelige forvandles til det uforgængelige
Men din konklusion var efter min mening helt ved siden af:
Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft.
Det sjælelige legeme forvandles til et åndeligt legeme, ligesom kornet gives skikkelse i form af plante. Herved får mennesket liv!
Mennesket ændrer tilstand fra det forgængelige til det uforgængelige. Mennesket får en ny krop, en livets krop. Mennesket bliver ikke slået ihjel.
-------
Og så vil vi i øvrigt altid være mennesker, også i den nye tidsalder:
Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.
Også Jesus er fuldt og helt menneske (og Gud ifølge treenighedslæren).
Paulus skriver om samme fænomen – at det dødelige bliver opslugt af livet – i sit næste brev til Korintherne. Her taler han om forvandlingen med et andet billede: Et telt og et hus.
Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet.
Heller ikke her ville du kunne tillade dig at oversætte ”teltet som nedbrydes” med ”mennesket dør” ved Jesu genkomst. Paulus siger jo netop, at han ikke ønsker at dø og stå nøgen, men - mens han er i live - at iklædes. Der er igen tale om, at den nuværende krop erstattes eller transformeres ved, at menneskets tilstand af forgængelighed ophører. Det skrøbelige telt erstattes af et stærkt hus. Det dødelige bliver opslugt af livet. Det er det forgængelige, som forgår, det dødelige som ophører, ikke mennesket som sådan.
Der er ikke tale om, at mennesket skal dø ved Jesu genkomst. Tværtimod. Vi skal have liv. Uforgængeligt liv.
Skribenten oplyser, at frøet skal dø for at blive til en plante – sker jo også når man lægger kartofler. Den man lægger dør.
Videnskabeligt set, nej. Ikke hvad jeg har læst mig til. Kornet dør ikke. Det spirer. Hvis kornet døde, kunne det ikke spire. Men det ophører at være et korn, for Gud giver det ny skikkelse. Det er skikkelsen som "dør", idet den forvandles radikalt. Det er jo hele pointen, Tikka. Billedsprog og kontekst, dét må vi altså have med.
Kh Thomas
|
|
|
|
