|
0
registrerede
130
gæster og
125
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Vi læser det Nye Testamente
|
Hej Thomas.
Jeg har ikke en længere debat i sinde, blot dette for at afklare:
Du skrev:
Der er så mange charlataner inden for det religiøse. Derudover kommer alle de, som virkelig mener, hvad de siger - men som bare er "skøre" og i al enkelthed tager fejl af deres erkendeevne og viden.
Ja - og når vi piller alle dem fra, hvem bliver der så tilbage? - og hvordan kan vi vide, om vi kan stole på dem?
Alle stræber mod det guddommelige, men når de det? - og er det dét, vi skal gøre? - eller skal vi hellere erkende, at vi selv er en del af det guddommelige - men i en langt mere ydmyg rolle end end den, vi søger at tildele os selv?
For mig ER det en ydmyg rolle, som kristendommen tildeler mennesket, når den hævder, at mennesket er skabt i Guds billede. For hvis Jesus er Guds udtrykte billede, så må vi jo afspejle os heri, det vil sige i ydmygheden selv. For dér hang han på korset og tilgav. Og han ville, at vi elsker hinanden i ydmyghed.
Jeg tror på, at vi har et ansvar for denne verden. Det er for mig ikke hovmod. Hvis det går hen og bliver hovmod, så mener jeg, at det må være fordi, at vi er blevet afsporet fra de egentligt kristne ideer.
Hverdan kan jeg vide, at kristendommen ikke også er "en charlatan", der hæver mennesket op til noget højere end alt andet i universet?
Når man ser på, hvad videnskaben fortæller os, er vi jo blot en biologisk art på en enkelt planet i et enormt univers - som måske endda kun er ét af mange universer - og så hænger det jo ikke rigtigt sammen med kristendommenes budskab om, at vi mennesker er det vigtigste - næstefter kristendommens Gud - "i hvis billede vi - af alt og alle - skulle være skabt" - her i verden.
Mennesket ophøjer sig selv - og påstår, at det er Guds vilje. Er det troværdigt?
Det, jeg ovenfor søgte at antyde, var jo den mulighed, at vi mennesker ikke er noget særligt - mere end at alt andet jo også er noget særligt - men at vi dog ER - omend som en næsten ubetydelig del af den værende verden, der i mine øjne er et ufatteligt mirakel, hvis årsag - hvis der er en årsag - vi mennesker ikke har mulighed for at "kloge" os på.
Det er dét, der spontant skaber kærlighed i mig til det værende - som jo ikke er en selvfølge - en kærlighed, der motiverer min tilværelse til at gøre det bedste, jeg kan for alt og alle - mig selv medregnet 
Dette blot for at du kan se baggrunden for, at jeg ikke følger dig i idéen om, at mennesket - ene af alt og alle - er skabt i Guds billede.
Igen glædeligt overrasket over så meget, det kan afklare, at begynde at skrive
M.v.h. Arne  Harmoni og kærlighed 
|
|
|
|
