|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad vi lærer hos Paulus
|
Arne:
Jeg opfatter Paulus' ord som en længsel efter det guddommelige, og det er for mig smukt.
Nej, som med Jesus, gælder at Jesus og Paulus kendte Gud og levede i communion og kommunikation med Gud, de havde begge Guds Ånd, som de var drevet af og grebet af, og de kendte Guds Ord og Tanker og Vilje, fordi de begge lod Gud komme til udtryk i deres liv.
Paulus siger mod slutningen af sit liv at han kun gider tale om det som KRISTUS har virket og gjort igennem ham = med hvad Ånden, Guds Ånd, Gud Helligånden har udvirket.
Så der er tale om participation (1)* (i KRISTUS Gudsmystik) mere end der er tale om religiøs længsel efter det guddommelige, for Gud og det guddommelige var deres liv, en fuldstændig integreret naturlig del af deres liv og især virke, da de havde deres handlingsbasis i Gud. Hvad de længtes efter var at KRISTUS blev alt i alle og Guds Riget derigennem ville manifestere sig.
Både Jesus og Paulus står såvidt det religiøse spirituelle og såvidt Gudlivet, og gudstjenestelivet, for det stik modsatte af hvad du Arne repræsenterer, nemlig din negativ teologi agnosticisme. Kristendommen, urkristendommen er stik modsatte fænomen.
Negativ teologi agnosticismen er en deisme dogmatisme og et kætteri der først kommer til senere mange år senere som du Arne hårdnakket abonnerer på og prædiker på livet løs med en sjælden set fanatisme.
Hvis du vil forstå hvad det ikke er du har forstået skal du læse Paulus, Albert Schweitzer, Luther og Paul Tillich fx. Jeg fik dig for nogle år siden til at stikke næsen ned i Paulus men du fandt hans skriverier, breve modbydelige, så det gad du ikke bruge din tid på.
Nu kender du ej heller Paulus for du har et utal af gange nægtet at læse ham.
Arne:
Men hvis et eller andet, jeg har skrevet, skulle kunne tydes sådan, så tilbagekalder jeg det - på forhånd
Når fanden stiller træskoerne, bliver gammel, går han i kloster. He he, du er virkelig morsom, nu har du sammen med jmp hygget dig med i årevis at nedrakke Paulus, og nu omfatter du ham pludselig med den største respekt.
At jeg har bemærket de her forhold er måske ikke så mærkeligt Arne? Vel Arne? At HansKrist af alle bemærker din negative afvisende holdning til Paulus er vel ikke så mærkeligt? Kan du 2 + 2 Arne?
Ikke fordi du skal hænges ud og op for åben skærm, men mere fordi vores snak skal hænge sammen, og vi skal være ærlige redelige og ædruelige og ikke vrøvle og bedrage hinanden.
Men hvad er nu grunden til at du pludselig har fået så stor respekt for Paulus som du ikke gad læse og har udvist nogen interesse for og forståelse af?
Hvad er der sket siden dette sporskifte?
Husk Paulus taler eksplicit ca 50 gange om dette at være i KRISTUS, og dette at KRISTUS vinder skikkelse i os, og vi iklæder os KRISTUS = vores dåb = Paulus dåbsteologiske betragtninger. Og implicit taler Paulus om at være i KRISTUS over 100 gange, da retfærdiggørelsen af tro er det samme som at være i KRISTUS og iklæde sig KRISTUS, at KRISTUS vinder skikkelse i os.
Hele Pauls teologi er bygget op omkring begivenheden KRISTUS, TROS OPSTANDELSESBEGIVENHEDEN KRISTUS (1)* + (2)* ind i verden ved mennesket Jesus takket være Gud Helligånden, ellers kan vi ikke hverken tage imod eller forstå et ord af det hele. En socialpolitisk historisk Helligånds eller spirituel begivenhed ind i verden ved mennesket Jesus, at her handler Gud med os ind i verden, i tid og rum, historisk.
Alt dette, denne paulinske måde at tale om tingene på har du sagt du fandt modbydeligt, det var svulstig og intetsigende og fuldstændig uforståelig tale, dette det kristne evangelium. Også det vi møder i folkekirken og kirkerne.
Nu er det pludselig go latin, og du vil trække dine ord i dig igen du gamle. Så jeg forventer en undskyldning, og at alle mine gengivelser og citeren Paulus også nu erklæres ikke at være svulstig og intetsigende og uforståelig tale. Men hvad med om du nu begyndte at læse Paulus? Du ville få et chok, det ville være chokerende læsning for dig Arne, og ja Luther (1)* og Paul Tillich (2)*.
Husk jeg har citeret og gengivet Paulus korrekt og du har kaldt det svulstig og intetsigende og uforståelig tale. Jeg har fortalt dig at mine ord var i overensstemmelse Paulus og ja som Tilkich også forstår Paulus. Er der tale om en omvendelse du oplever nu Arne, da du fortryder dine ord og ønsker dem trukket tilbage? Er det nu pludselig ikke svulstig og intetsigende uforståelig tale, ja jeg spør fordi et menneske vel ikke kan være tilhænger af svulstig og intetsigende uforståelig tale.
(1)*:
Tro er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet)
(2)*:
Paul Tillich:
The worth "faith" cannot be applied to the Christ unless it is taken in its biblical meaning of a Spiritual reality in itself.
The faith of the Christ is the state of being grasped unambiguously by the Spiritual Presence.
-0-0-0-0-
it is not the spirit of the man Jesus of Nazareth that makes him jeg Christ, but that it is the Spiritual-Presence, God in him, that possesses and drives his individual spirit. This insight stands guard against a Jesus-theology which makes the man Jesus the object of Christian faith. This can be done in seemingly orthodox terms, as in Pietism, or in humanist terms, as in theological liberalism. Both distort or disregard the Christian message that it is Jesus as the Christ in whom the New Being has appeared. And they contradict Paul's Spirit-Christology, which emphasizes that "the Lord is the Spirit" and that we do not "know" him according to his historical existence (flesh) longer, but only as the Spirit who is alive and present. This saves Christianity from the danger of a heteronomous subjection to an individual. The Christ is Spirit and not law.
|
|
|
|
