|
0
registrerede
8
gæster og
173
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Hvad vi lærer hos Paulus
|
Hej Arne
Så vidt jeg her og nu efterhånden lidt svagt husker Huxley's evige filosofi, og som jeg forstår, det også gælder Huston Smith, så er det et forsøg på at finde et samlet billede af - eller overblik over - lighedspunkter i de forskellige religioner.
Ja, og at der bag institutionaliseret religion - som viser religionerne i deres forskellighed og til en vis grad også konstitueres af magtstrukturer - er en fælles kerne, som kan tilgås personligt af alle.
Ligesom islam har sufierne, så har alle religioner en mystisk dimension. Og i denne dimension er der noget der tyder på, at mystikerne er mere ens end forskellige.
Siden vi dengang debatterede her på Trosfrihed.dk, er der sket dét for mig, at det er gået op for mig, at "verdens væren" ikke er en selvfølge, men - som jeg oplever det - et mirakel.
Et mirakel, der er højt hævet over vi menneskers fatteevne, men som de mange religioner alligevel søger at begribe - hver på deres måde - men alligevel med mange lighedspunkter.
Det har egentlig ført mig til den opfattelse, at alle religioner er en art storhedsvanvid - et vanvid, som jeg egentlig holder af som udtryk for vi menneskers længsel efter den højeste - uopnåelige - sandhed.
Åh ja, den verden. Hvorfor er den her? Hvorfor er den, som den er? Hvis intet opstår af intet, så må verdens ekistens have en årsag. Kan vi sige noget om denne årsag?
Hvis årsagen i sig selv er kontingent og altså ikke i sig selv logisk nødvendig, så må også denne årsag have en yderligere årsag; hvis vi altså kan blive enige om, at intet opstår af intet. Vi har da to muligheder.
Den første mulighed er en uendelig regress. Hver årsag er en virkning, som beror på endnu en årsag, og denne årsagskæde fortaber sig bagud i det uendelige. Dette er logisk absurd, da intet "led på kæden kan aktualiseres", ingen virkning være gældende, eftersom hver virkning har en forudgående årsag, som igen kræver en årsag, som igen kræver en årsag, som igen kræver en årsag ... intet sted på kæden kan vi finde en aktualiseret årsag/virking - noget faktisk eksisterende - eftersom en årsag er krævet, som heller ikke kan eksistere i sig selv, fordi den igen beror på en forudgående årsag, som ikke kan eksistere i sig selv, osv.
Hvor ender vi? I den eneste mulige årsag, som må være selvberoende, ikke-kontingent. I en årsag som ikke kan være defineret med den eller den grænse, hvilket igen ville gøre den kontingent og kræve en forklaring på "hvorfor sådan og ikke sådan". Vi ender altså i Det Absolutte. Hvad nogle religioner også kalder Gud: Selve virkelighedens kilde.
Men at Gud er altomfattende betyder også, at han ikke kun er Transcendent, men også Immanent. En intim del af vores væsen. Måske den mest intime del overhovedet.
Er det storhedsvanvid at søge Gud og at ære hans Skaberværk? Efter min mening er det vores Kald og ansvar.
Jeg når frem til min overbevisning gennem Bibellæsning, meditation og filosofi. Du når frem til din gennem en undren og betagelse over at være til i en verden, som er til. Du ser - eller sådan lyder det på mig - negativt på verdens religioner; at de er en art storhedsvanvid. For mig er de menneskers ydmyge forsøg på at finde deres plads som ansvarlige forvaltere af verden.
Eller hvad? Er vi i virkeligheden nærmere hinandens ståsted? For jeg kan da også godt se 'negativt' på religionerne, hvis jeg zoomer ind på religionskrige og undertrykkelse. Mit fokus er dog overvejende på deres filosofiske og eksistentielle grundafsæt: En søgen efter vores himmelske Far.
Nu har jeg efterhånden været blandt mange kristne 'online'. I disse grupper finder jeg de mest ydmyge og veltalende mennesker. Efter min overbevisning har deres religion gavnet deres opblomstring som mennesker.
Kh Thomas
|
|
|
|
