|
0
registrerede
184
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Der findes ingen synd
|
Hej Kræn-p og Arne,
du og Arne og andre beskylder uberettiget Paulus for en masse forhold som ikke holder ved nærmere kendskab. Når man læser Paulus skal man læse ham korrekt, altså i først omgang hæfte sig ved det slående, det der slår én når man læser ham, og så må man lære at underordne Pauls andre mange, mange, tanker, hans hovedtanker og hovedbudskab. Det der driver på Kristus, driver Kristus frem, er især Pauls skriverier ifølge Luther. Kernen i kristendommen, kvintessensen, er Kristusmystikken, ikke mindst Pauls Kristus-mystik, ”i Kristus” mystik, siger A. Schweitzer, og før den er forstået kan man ikke gøre sig klog på hvad den gode Paulus mener og siger ved at læse ham ordret og bogstaveligt.
Du skriver:
Jeg er ganske enig med dig i din opfattelse af, at synd er blevet brugt som et kirkeligt magtmiddel. Der er det ulykkelige forbundet med de fleste religiøse retninger, at de danner en social struktur – en menighedsdannelse – der strengt taget ikke har noget at gøre med den personlige tro – i hvert fald ikke efter min opfattelse.
Jeg har altid set med skepsis på den tredje trosartikel i den kristne trosbekendelse, der blev udviklet allerede i de urmenigheder, som først og fremmest Paulus var initiativtager til. Citat slut.
Nej, det (synd som kirkeligt magtmiddel (se om Pauls syndsopfattelse i min PS)) har intet med Paulus at gøre tværtimod. De ”Paulinske” menigheder ser helt anderledes ud. Her er alle lige i Kristus og det er kreativt og antiautoritært. Og man skal ikke være sig bevidst at være under dom eller overvågning. Selvfølgelig prøver de sig pragmatisk frem med en ethos eller etik, praktisk at få menighedslivet til at fungere, men om disse forhold siger Paulus ofte døm selv om hvad I mener, er rigtig.
Friheden, ånden og kreativiteten (det karismatiske) i de ”Paulinske” menigheder er meget større end det vi ser i traditionel institutionel kirkeliv op gennem de sidste 2000 år.
Du skriver Kræn-p:
Her betragter jeg ordene ’den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund’ som en behændig indskrivning, der knytter bekendelsen af troen uløseligt sammen med tilhørsforholdet til den sociale struktur, d.v.s. kirken. Herved bliver den, der af tro er kristen, til en synder i forhold til Gud, hvis han ikke udviser lydighed over for kirken. Citat slut.
”til en synder i forhold til Gud, hvis han ikke udviser lydighed over for kirken”.
Paulus har til alle tider sikret at det ovenfor ikke kan komme til at gælde, lyt blot til Albert Schweitzer (også nyere studier over hvordan de Paulinske menigheder var opbyggede og fungerede støtter Schweitzer):
Albert Schweitzer:
Paulus har for alle tider sikret os retten til at tænke i overensstemmelse med kristendommen. Han sætter den erkendelse, som skyldes Kristi ånd (og som vi ejer), over den traditionelle tro. Han har absolut og usvigelig ærbødighed for sandheden. Han vil ikke vide af den ufrihed, som er dikteret af tidligere læremestre, han anerkender kun den, som kærligheden pålægger os. Men dette vil ikke sige, at han er revolutionær. Han tager sit udgangspunkt i menighedens tro, men han anser sig ikke for forpligtet til at standse, hvor denne ophører; han hævder, at han har ret til at tænke de tanker, der gælder Kristus, til ende, og han tager ikke hensyn til, om den erkendelse, han derved når frem til, ligger inden for rækkevidden af de opfattelser, som hersker i menigheden, og kan anerkendes som en del af menighedens tro. Her optræder altså tænkningen for første gang i kristendommen, og resultatet giver os god grund til at mene, at troen ikke har noget at frygte af tænkningen, selv om den forstyrrer freden og fører til et opgør, som tilsyneladende ikke falder heldigt ud for fromheden.
Det har således en vis betydning for alle tider, at kristendommen symfoni begynder med en vældig dissonans mellem tro og tænkning, en dissonans, som går over til harmoni. Forudsætning for, at kristendommen skal blive en levende sandhed i de følgende generationer, er, at der stadig optræder tænkere i den, som i Jesu ånd gør troen på ham til erkendelse i de tanker, som hører til i verdensanskuelsen i de forskellige tider. Hvis kristendommen bliver til en traditionel tro, som gør krav på ganske simpelt at blive overtaget af de enkelte, mister den forbindelsen med tidens åndelige liv og har ikke længere evnen til at optræde i en ny skikkelse i en ny livsanskuelse. Hvis tænkningen ikke må tage overleveringen op til kritik, går det ud over den kristne sandhed, og den kristne sandfærdighed vil også lide under det. Det er derfor, det har en så vældig betydning, at Paulus ser det som noget ganske selvfølgeligt, at han skal gennemtænke troen på Jesus Kristus i hele dens omfang og hele dens dybde.
Når han siger, at man ikke skal hindre ånden i at komme til sin ret, og at friheden er der, hvor Herrens ånd råder, betyder dette, at den tænkende kristendom skal have sin ret inden for den troende kristendom, og at snæversynet tro ikke må undergrave respekten for sandheden. Kristendommen må aldrig miste den storsindethed, som gør, at den hos Paulus også anerkender tænkningen som noget, der kommer fra Gud. Der er noget frisk og forårsagtigt over den Paulinske kristendom, og det må ikke komme dertil, at dette overlever sig selv i den kristendom, vi bekender os til. I kristendommen optræder Paulus som tænkningens skytshelgen. Alle, der tror, at de tjener evangeliet bedst ved at tilintetgøre den frie tænkning i troen på Jesus, må skjule sig for Paulus. Citater slut.
Det er ikke bare A. Schweitzer der siger dette, også en nyere bog der er udkommet som et resultat af forskningen i de Paulinske menigheder er på linie med A. Schweitzer.
Det største anslag mod Kirken som et instrument, magtmiddel til at holde mennesket nede med, var også da Luther med Paulus i hånd og ånd kritiserede den katolske Kirke, som endte med en reformation og at vestkirken blev delt i to.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Pauls syndsopfattelse er at vi alle har mistet herligheden fra Gud og at vi ikke har noget at lade hinanden høre. Svarer til evangelie teksten/fortællingen og pointen; ”hvem tør kaste den første sten?” Derfor skal vi ikke have travlt med at dømme hinanden. Vi er alle faldne og har altså ikke noget at lade hinanden høre.
Derfor har du ingen undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme. Rom 2, 1.
Altså, ingen får lejlighed til at frikende sig selv ved til egen fordel at sammenligne sig med andre. ”Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud” Rom 3, 23.
Hans syn er at vi er frikendt i Kristus:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Rom 8, 1 – 2.
Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud. 1 Kor 4, 1 – 5.
At være frikendt af Kristus, gør at vi ikke står under loven eller en verdslig opdrager, Kirken som en menneskelig opdrager der kan udøve magt. Opdrageren er Kristus.
Retfærdigvis skal siges at også Paulus forholdte sig pragmatisk og med moralske formaninger til menighedernes komsammen.
Kirke er for Paulus Kristus, at Jesus forkyndes at være Kristus og at Kristus er genopstanden og lever, det vil sige at vi har genopstandelsesliv med Kristus (har del i en Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur).
Hvilket, denne bekendelse, var pine død nødvendigt om Kirken eller kristendommen skulle overleve og ikke ende i den rene individualisme (især gnostismen ville på ingen måde kunne have overlevet og holde sammen på de kristne i 2000 år), hvorved der ingen Kirke eller kristendom ville have været den dag i dag. Det hele ville have endt og forsvundet i Peter Rubæk og Ekim-sk lignende verdensbilleder på få hundrede år, måske endnu hurtigere siger Per Bilde.
|
|
|
|
