Siden jeg dengang for så mange år siden skrev om mine ikon-oplevelser, har jeg haft to yderligere.

Den første var, at jeg "fik at vide", at kristendommens dogmer ikke skal tages højtideligt.
Det gjorde mig dybt forvirret, for hvad bliver der så tilbage af kristendommen, hvis dogmerne kun er nogle "kulisser" og ikke "sandhed"?
Men svaret ligger jo ligefor: Guddommelig kærlighed

Den anden oplevelse er vanskelig at beskrive anderledes end, at denne kærlighed - foran ikonen - blev født - og voksede - inden i mig - så den nu er noget helt fundamentalt i min tilværelse