|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Der findes ingen synd
|
Hej Jan!
Tak for de pæne ord. I din kritik anfører du indledningsvis følgende:
Som jeg læser det du skriver, så tager du stadig udgangspunkt i en dualistisk opfattelse af virkeligheden, og en dualistisk opfattelse af menneskets sande natur. Dualitet er virkning og ikke årsag, så vi må se på årsagen for at forstå os selv og den verden vi oplever.
Du har for så vidt ret i, at mit udgangspunkt er ”dualistisk”, for det er nu engang det vilkår ethvert bevidsthedsvæsen med sprog er bundet af og umuligt kan sætte sig ud over.
Uden denne fundamentale dualisme er det end ikke muligt at beskrive verden og vor situation som personer i verden. Dette følger dybest set af, at kontradiktionsprincippet er en endegyldig sandhed. Hver gang man fremsætter et udsagn, så foretager man et valg. Man udsiger noget som står i konsistensrelationer til andre udsagn man kunne have hævdet.
Hvis vi abstrakt hypotetisk antager, at der eksisterer en monistisk eller holistisk måde at forstå verden og os selv på, så er konsekvensen, at vi ikke kan udtrykke en sådan erkendelse i et konsistent sprog og altså heller ikke videreformidle den til andre bevidsthedsvæsener qua sprog eller på nogen anden mulig måde.
Dermed udelukker jeg ikke, at vi subjektivt kan have endog meget stærke oplevelser hvor vi føler at alt er forbundet med hinanden - at alt er eet. Jeg har faktisk selv haft en sådan oplevelse som 27-årig. Vi kan så tro, at det er det hellige, eller Gud eller hvad jeg kalder ”det absolut transcendente” vi har oplevet i et kort glimt, eller vi kan slå det hen som en slags neural fejlfunktion – et sansebedrag. Personligt har jeg valgt at placere ”det absolut transcendente” som meget vel kan være ikke-dualistisk i sin karakter, uden for alle mulige verdener. Som en mulighed. Derfor er jeg agnostiker og ikke ateist. Men den logiske konsekvens af denne placering betyder også, at det eneste vi kan sige er, at det har mulig eksistens. Allerede her anvender jeg begrebet ”eksistens” uden for det forståelsesfelt hvor det giver mening.
Hvis man vil lægge mere i begrebet ”det absolut transcendente” end jeg gør, så er vi ovre i den religiøse tro, og dens subjektive sandheder.
Til forskel fra troen stiller rationaliteten det krav at vi skal kunne begrunde det vi holder for sandt, således at begrundelsen implicerer sandheden.
Det kan meget vel tænkes, at en religiøs tro, hvad den så end måtte bygge på, opleves mere sand end den verden rationaliteten kan beskrive.
Det har jeg sådan set ingen problemer med at acceptere. Problemet er, at de troende ikke magter at skelne mellem deres subjektivt følte sandheder og de sandheder som fornuften (empiri, sprog og logik) giver dem mulighed for at erkende som sande.
Mine overvejelser går i øjeblikket på, om ikke naturvidenskaben (fysikken og kosmologien) med opdagelsen af kvantefænomener som ikke kan beskrives af kvanteteorien (bl.a. fænomenet entanglement) og med den inkompatibilitet der er mellem kvanteteori og relativitetsteori, simpelt hen er stødt på den barriere som jeg kalder ”det absolut transcendente”, både i beskrivelsen af verdens mikrostruktur og i beskrivelsen af altet – universet som helhed.
Hvis dette er korrekt, så har vi samtidig en forklaring på hvorfor de videnskabelige beskrivelser på disse felter bryder med sprogets nødvendige dualistiske og logiske struktur, og hvorfor en løsning på problemerne ikke er i udsigt efter mere end 80 års forskning. Den anden ting er, at antagelsen om, at verden kan beskrives alene ved hjælp af ubrydelige naturlove synes at være forkert.
Jeg er således nogenlunde på linie med Albert Einstein som filosofisk agnostisk tænker, når han tilskriver oplevelsen af det mystiske en højere værdi end den objektive beskrivelse af den verden han selv bidrog med at fortolke bedre qua formuleringen af relativitetsteorien for næsten et århundrede siden.
Jeg har således intet problem med at anerkende fornuftens grænser, men det er alene qua fornuften disse grænser kan fastlægges, ikke gennem den religiøse erfaring. Den kan måske give os en fornemmelse af sådanne grænser. Det var den vej Einstein selv gik. Når han siger: "The only real valuable thing is intuition.", så forstår jeg ham som videnskabsmanden der qua en unik evne til at tænke uden for paradigmet og anvendelse af sin ”videnskabelige intuition” (også kaldet induktion) indfører nye axiomer hvorved den klassiske mekaniks axiomer om tid og rum bliver relative som en LOGISK implikation, hvorved fænomener som tidligere var uforklarlige gives en konsistent forklaring i teorien.
Filosofisk, rent begrebslogisk, er den videnskabelige intuition imidlertid udtryk for en utilstrækkelig rationel gennemtænkning af forudsætningerne for, at vi overhovedet kan beskrive verden. En sådan gennemtænkning fører til en tænkning over sproget. En erkendelse af, at vort sprog er et universalsprog der bygger på nogle grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse som umuligt kunne være anderledes for bevidsthedsvæsener i noget muligt univers. Disse grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse svarer stort set til de axiomer man i natuirvidenskaben må definere ved en metode hvor præmisserne (de empiriske observationer) ikke med logisk nødvendighed fører til konklusionen (hypotesen). Den induktive metode kan kort karakteriseres ved, at man kan anerkende præmisserne (de empiriske data) og benægte konklusionen (hypotesen) uden selvmodsigelse. Hermed hviler naturvidenskaben dybest set på et subjektivt element.
Tilsyneladende udlignes denne subjektivitet af selve den videnskabelige metodes krav om verificerbare forudsigelser, hvorfor jeg betragter naturvidenskaben som en trial-and-error proces som over tid, uden at vi dog kan vide det med absolut sikkerhed, producerer stadig mere ydedygtige teorier.
Alternativet til at definere axiomerne intuitivt er at definere dem ved hjælp af begrebslogisk deduktion – kaldet transcendent deduktion i Sørlanders absolutte begrebsfilosofi. Om dette i praksis er muligt er usikkert, men nogle af de konklusioner Sørlander når frem til omkring kvantefænomener og livsfænomenet er man endnu ikke nået frem til i fysikken og i biologien. Med den nye erkendelse i biosemiotikken synes der dog at være åbnet op for, at den filosofiske teori her kan indgå uden inkonsistenser i forklaringen.
Jeg udelukker ikke at religiøse skrifter eller åbenbaringer kan indeholde elementer af sandhed om ”det absolut transcendente” som også har betydning når det gælder menneskets erkendelse af sin egen eksistentielle situation.
Problemet er blot, at sådanne skrifter nødvendigvis må betjene sig at universalsproget og dermed bliver beskrivelserne nødvendig paradoksale og ubegribelige for fornuften. Dette erkender alverdens religiøse skribenter og religionsstiftere naturligvis og derfor er helligskrifter skrevet i mytens, poesiens, paradoksets eller i lignelsens sprog, som en særlig metode for at formidle et overjordisk budskab, som appellerer mere til vore følelser end til vor forstand.
Filosoffen Johannes Witt-Hansen har på forskellige erkendelsesområder opstillet nogle afmagtspostulater som han påstår hverken kan bevises eller modbevises.
På religionens område findes følgende postulater:
Religiøse afmagtspostulater
Umuligt af definere religion (religion er en elementær kendsgerning).
Umuligt at oversætte eller transformere religiøse erfaringer til fuldt dækkende sproglig beskrivelse.
Umuligt at forstå begreber som gud, djævel, himmel, helvede, frelse, fortabelse, mystik, bøn, meditation, guds-skuen uden førstehåndskendskab og personlig (introspektiv) erfaring af begrebernes indhold.
Umuligt at reducere religion til overtro, mysticisme, moral, kult, gudhengivenhed.
Umuligt at afmytologisere den menneskelige tilværelse.
Umuligt at monopolisere eller patentere bestemte religionssystemer og -dogmer uden at gøre sig selv til gud.
Umuligt at undertrykke andre menneskers religion uden at forråde den universelle karakter religionen har i kraft af at være et åndeligt fænomen til forskel fra en magtfaktor.
Umuligt at ophøje den rene gudsdyrkelse til livets hovedformål uden at havne i inkonsistens.
Umuligt at fjerne fristelserne, nydelsen, seksualiteten, kunsten og festen fra tilværelsen.
Umuligt at forene ideen om menneskets absolutte syndighed med ideen om menneskets grundlæggende evne til at leve livet i fortrøstning til muligheden for at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen.
Umuligt at forene ideen om blodets urenhed med ideen om kroppens, kropsfunktionernes og kropsforandringernes naturlighed og uundgåelighed
Umuligt at vinde følelsen af skyldfrihed ved moralsk vandel.
Medens du tænker over hvordan du vil forholde dig til den eventuelle sandhedsværdi af disse postulater, så vil jeg i mellemtiden nærlæse det trosgrundlag du kalder EKIM som du bygger din erkendelse på. Herefter kan vi jo vende tilbage til den spændende debat.
Hilsen
Ipso Facto 
----------------
"Det er umuligt at godtgøre et udsagns sandhed ved at bevise det, hvis udsagnet angår forhold der ligger uden for sprogets eller begrebernes virkelighed, dvs hvis udsagnet ikke er en syntaktisk eller analytisk sætning, men en deskriptiv-syntetisk." – Filsoffen Johannes Witt-Hansen (et logisk afmagtspostulat).
|
|
|
|
