Metafysik
Aristoteles kaldte selv disciplinen for "den første filosofi" eller "teologi". Metafysikken (delvis overs. P. Helms 1953) behandler spørgsmålet om, hvad der i mest grundlæggende forstand findes i verden. Karakteristisk for retningen i hans filosofisk-videnskabelige projekt insisterer han på, at man nok må operere med visse helt almene principper for fornuftig argumentation (kontradiktionsprincippet, se kontradiktion, og det udelukkede tredjes princip), men modsat tendensen hos Platon mener han ikke, at den egentlige virkelighed nås ved en reduktion af den naturlige verdens mangfoldighed, fx ved at deducere den fra et højeste princip. "Det værende siges på mange måder" er hans stadige motto.

Betydning
Aristoteles' logik, erkendelsesteori, fysik, psykologi, metafysik og etik havde afgørende indflydelse som afsæt (i med- og modspil) for de to vigtigste filosofiske skoler i hellenismen: epikuræismen og stoicismen.

Epikuræisme, 1. Epikurs lære om opnåelsen af lyst (især åndelig) og undgåelse af ulyst som målet for et lykkeligt liv; 2. nydelsessyge; fråseri.

stoicisme, , en af de vigtigste filosofiske retninger i hellenistisk tid, oprindelig (dvs. fra ca. 300 f.Kr.) knyttet til Athen, men snart virksom internationalt, først i Alexander den Stores rige, senere i Romerriget. Stoicismen deler filosofien, dvs. videnskaben, i tre hovedområder: fysik med biologi og i bredere forstand metafysik; etik med psykologi; logik med erkendelsesteori og lingvistik.