|
0
registrerede
697
gæster og
966
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Dialog
|
Hej ABC
Kan godt følge din tankegang, men skal alle disse legemer ikke være på jorden? Som tiden går taler vi jo om billioner af legemer som har vandret rundt på jorden. Man kunne selvfølgelig placerer dem rundt omkring på andre planeter (eller udvide denne planet), men stadigvæk...hvorfor ikke bare bevæge sig op til himlen?
Legemerne skal være i Ny Skabelse, hvor jorden og himlen - menneskets dimension og Guds dimension - er blevet forenet. Vi taler om en gennemgribende forvandling af verden - af alt.
Hvordan mon tingene ser ud til den tid? Jeg tror ikke, at Gud har planlagt, at vi skal stå som sild i en tønde.
hvorfor ikke bare bevæge sig op til himlen?
Ja, her kommer vi ind på det, jeg skrev til Arne d. 16/4. Det handler om, hvordan vi betragter vores verden. Vores verdensanskuelse har betydning for vores livsførelse. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi tror (om vi fx "ikke bare kan bevæge os op til himlen"). Jeg skrev:
Hvad er forbindelsen mellem det ultimative kristne håb og vores praktiske hverdag her og nu?
De fleste mennesker - også kristne - tror, at det ultimative håb i kristendommen er "at komme i himlen". Kroppen ses nærmest som et fængsel, og verden ses som en størrelse, der er ment til at gå under i bulder og brag. "At komme i himlen" er efter den tankegang en befrielse fra både verden og kroppen. Og målet er en slags tidløs tilstand af salighed.
Dette er ikke kristendom. Dette er en platonisk tankegang. Og den er forstærket af Dantes og Michelangelos poesi og malerier, der gør himlen og helvede til to destinationer, som sjælen tager bolig i efter døden - den ene eller den anden.
Men vender vi os mod den tidlige kristendom og de første kristnes tro og biblens skrifter, så får vi et helt andet billede.
I kristendommen er himlen og jorden to dimensioner af skabelsen. Henholdvis Guds og menneskets dimension. De overlapper hinanden. Til dels i bøn. Fuldt og helt i Jesus Kristus som er førstegrøden af ny skabelse.
En dag skal hele skabelsen transformeres. Vi er ikke ment til at fly denne verden og bosætte os i himlen for aldrig mere at se os tilbage. Vi er ment til at lade os transformere, så vi kan være med til at transformere verden.
Gud vil oversvømme sin skabelse med kærlighed og kraft, og vi er kaldet til at deltage i projektet.
Alt, hvad vi gør nu, vil Gud en dag fuldende, når Han bringer himlen ned over jorden og forener de to dimensioner. Da skal vi genopstå, kropsligt, i Guds nye verden.
Se, det giver jo to vidt forskellige forholden-sig-til-verden. Er vi ment til at fly denne verden? Eller er vi ment til at transformere denne verden? Er vi ment til at bryde fri fra kroppens fængsel? Eller er vi ment til at genopstå kropsligt ("vi tror på kødets opstandelse") i en verden, hvis forvandling vi har været kaldet til at deltage i og arbejde på?
------------
Kh Thomas
|
|
|
|
