|
1
registreret
(1 usynlig),
87
gæster og
107
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Lidt strøtanker ...
|
Hej Tikka.
Jeg opfatter dine ord som imødekommende, og jeg er glad for, at du giver mig den chance 
Og så til dér, hvor du har indvendinger mod, hvad jeg søger at fortælle:
Jeg må give dig ret i, at hvis man er i en situation, hvor man er i fare for ikke at overleve, så er det amygdala, krybdyrhjernen, der tager over, og så er der ikke plads hverken til at "følehjernen" eller "tænkehjernen" kan komme til orde 
Men det er jo ikke så ofte, at vi nutidens vestlige mennesker er i livsfare - og så er der jo plads til kærligheden - og alle mulige andre følelser
Så skriver du om kristendommens kærlighedsbud:
Hvem/hvad er ikke omfattet af dette påbud, mener du?
Kærlighedsbudet omfatter i kristendommen: Gud, næsten, dig selv.
Resten af verden - dyr, planter, kloden - nævnes ikke!
Dertil kommer en uklarhed over, hvem "næsten" er.
Så vidt jeg ved, er det hos jøderne nærmest kun "de nærmeste" og for mange kristne er der også mange mennesker på kloden, som ikke er omfattet.
Det er for mig et grimt snæversyn i kristendommen!
Du nævner så "guds ånds hjælp" til den altomfattende kærlighed.
Det ved jeg ikke rigtig, hvad er.
For mig er det en næsten uimodståelig følelse, der opstår spontant - ud fra min glæde og taknemmelighed over at jeg eksisterer - og at verden også gør 
Er det "guds ånds hjælp"?
Ja, måske/måske ikke - det ved jeg ikke - det er i hvert fald ikke for mig hverken en tanke eller et påbud
Men du har da ret i at enten det alene er en følelse, der fødes i én - eller det er et kristent påbud, så fungerer det ikke, hvis man selv er i alvorlig nød - og jeg tvivler også på, at det kan fungere alene som et påbud.
M.v.h. Arne
|
|
|
|
