|
1
registreret
(1 usynlig),
429
gæster og
169
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Der findes ingen synd
|
Hej Michael
Tak for dit rigtig gode indlæg, som jeg slet ikke er så uenig i. Jeg vil derfor ikke knytte så mange kommentarer til, for vores forståelse af synd/det at synde/at være en synder er ikke så problemtatisk.
Med vores sprog kan vi definere de dybe strukturer i vores tilstedeværelse her på jorden. Dette er også en nødvendighed for, at vi kan kommunikere med vores omverden. Inden ordenes oprindelse måtte vi nøjes med tegn, f.eks. et tegn for hus og hest. Slige tegn ligger - så vidt jeg husker - f.eks. til grund for det hebraiske alfabet. Dvs. bogstaverne er en videreudvikling af tegn for hus, hest, sten og andre basale elementer i de daværendes menneskers hverdag.
Vi er altså på sin vis enige om, at vi alle er syndere, idet vi alle til tider ikke formår at leve uden at bryde en eller anden form for fastsat lov/regel/grænse/fordring etc. Nu lever vi så ikke længere under loven (jf. Paulus); de fleste ved, hvordan man skal gebærde sig i et samfund (slå ikke ihjel osv), vi ved, at kærlighed er det største - selvom vi ofte ikke udlever kærligheden i vores hverdag og sameksistens med hinanden. Derfor har vi heller ikke brug for de 10 bud til at holde styr på hinanden, vi har ganske enkelt udviklet en anden bevidsthed med dertil hørende samfundsorden.
Men hvorfor ordet SYND i den religiøse sammenhæng?
Når du skriver:
"Vi er alle syndere. Er der nogen grund til at fordømme hinanden? Eller man kunne måske sige at ingen af os er syndere"
... rammer du hovedet på sømmet. Fjerner vi ordet SYND lades vi tilbage til en masse andre ord så som overtrædelse, uretfærdighed, tage fejl af, uvidenhed etc. Antager vi, at disse ord alligevel ikke er evige og uforanderlige men langsomt er ved at forgå fra vores sprogforståelse, står vi tilbage med en række tegn. Man kunne spørge, om der findes et eksplicit tegn for synd? På samme måde kunne man spørge om kærlighed.
Synd og kærlighed er hinandens diametrale modsætninger. Men betyder det, at syndefaldsberetningen i Genesis ikke er et udtryk for kærlighed til menneskets nysgerrighed (nogle ville måske sige begær, uvidenhed etc.) - det vil med andre ord sige, at vi møder en ikke-kærlig Gud (en opdragende far, der alligevel ender ud med at vise sit kærlige væsen)?
Nu er syndefaldet jo et menneskeskabt ord; en fortælling om Gud (af Gud?) og om menneskenes livsstart på planeten jorden  Heri ligger en monarkisk gudsopfattelse, hvor afstanden mellem Gud og menneskene først udlignes gennem Jesus Kristus (Det Nye Testamente).
Min pointe er, at ordet SYND bunder i en meget gammel måde at tænke på, og at ordet i sig selv - dvs. uden de implikative relationer til andre begreber - er forældet. For mit eget vedkommende florerer begrebet SYND ikke i min daglige tænkning og reflekteren qua mit kristne standpunkt. Jeg forbinder heller ikke nadveren med en syndsforladelse, der udelukkende har den funktion at slå en streg over mine dårlige handlinger. Så er den skid slået 
Mvh
Anne
|
|
|
|
