Fitness er en følelse ikke et look. Korrekt er at dersom man ser sig selv udefra gennem en sammenligning de andre er man slet ikke i nærheden af at forstå essensen eller hemmeligheden i ironman. Hemmeligheden er at man aldrig har set hverken sig selv eller de andre udefra, med fysiske øjne, ja nærmest aner man ikke hvad dette skulle dække over.
Hemmeligheden er en indre aftale! En pagt man indgår med ikke bare sig selv, men også djævlen såvel som Gud og de højere magter.
Og elsker man(d) sin sport (vil man(d) kun et og det være ironman) så gælder som Mark Allen (the six-time Ironman Hawaii Triathlon World Champion) fortæller:
Det tog mig den ene Ironman for at forstå, at fitness er en følelse og ikke et look. Det er en test af udholdenhed, ikke en konkurrence om hvordan kroppen er sat sammen. Den laveste fedtprocent vinder ikke. Det handler om evnen til at generere power, ikke bare at se ud til at være fuld af power. Ironman kigger igennem dig, ikke på dig. Tynd og let, stærkt skåret og fuld af blodårer er da lækkert at se løbe op og ned af Ali’i Drive, men et så intenst udholdenhedsrace kræver at du har mere opsparet, end hvad der nogensinde er muligt på en tæt på udsultet krop. Ironman, særligt den i Kona, kræver en stor og stærk indre vilje og store energireserver.
"Du kommer også til at se anderledes ud end de store bøffer i fitnesscenteret. Du kommer til være slankere, mindre massiv og til en hvis grad også sørgmådig ud" citat slut (Google oversættelse tror jeg)
Ironman, særligt den i Kona, kræver en stor og stærk indre vilje og store energireserver.
En stor og stærk indre vilje, hvor befinder vi os:
I Emmanuel Kant eller i "Kantiansk" forstand er den perfekte ironman det "noumenale moralske frie menneske" der skriver historie, der agerer nyskabende og kreativ i verden. Det er noget aldrig set før der får et udtryk. At være ironman er ekspressionisme i praksis.
Kun noumenal verdenen interesserer en ægte ironman. Fænomen verdenen har ikke den store interesse og bliver han/hun hjemfalden hertil er vedkommende færdig. Så er vedkommende ikke moralsk fri længere til at forme sig selv og verden, til at skrive historie længere, til at agere skabende og politisk i verden.
Det menneske, den person, der har den bedste historie på hjertet at fortælle omverdenen vinder. Vedkommende fortæller med hele sin eksistens hvor meget det formår at elske = at give sig selv i en langvarig præstation. Vi kender ikke personens indre noumenale dynamiske historie og kampe, men vi bliver vidner til vedkommendes ekspressive moralske politiske udtryk og skriven historie, gennem sin for os andre skjulte noumenale kreative moralske dynamik.
Det er altid noget aldrig set før der bliver til virkelighed.
Takket være kendskabet til vores noumenale kreative moralske karakter forstår vi med Paulus: "Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til".
Gud er den skabende kraft hvormed det noumenale kreative moralske frie menneske formår at "kalde på det, der ikke er til, så det bliver til".
Det er eksistentialisme og det er, eller karakteren er, noumenal kreativ moralsk ekspressionisme og udtryk i verden.
Takket være eksistentialismen = den form kristendommen tog for godt 100 år siden (men som skræmte højrefløjen og vi skulle derfor desværre lige igennem anden verdenskrig) så udtrykker vi os som aldrig før i den vestlige kristne kultur. Allerede hos Paulus var dette at være kristen det samme som at være "karismatiker" i Maslow'sk forstand (selvaktualisering).
Paulus implementerer (i kultursfæren) begivenheden KRISTUS i verden som en ny noumenal kreativ moralsk fri handlingsbasis vi har i Gud. Dette fik Kirken dog ødelagt, men så kom Luther og reformationen og vi nærmede os Paulus igen og med eksistentialismen vi når helt frem til Paulus igen (nu kan han endelig læses og forstås fuldt ud).