|
1
registreret Arne Thomsen
996
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Kristus-Ordet
|
”Er det ikke en selvmodsigelse?!
- Du burde ellers efter samtlige gentagelser fra lægprædikanten forstå, at guden han tiltror betydning for sit liv befinder sig i nøjagtig samme kategori som hans forståelse for naturvidenskaber – hverken de eller guden befinder sig indenfor hans intellektuelle rækkevidde.
Men da guden han tror på blot er en idé uden objektiv forankring i den natur han faktisk tiltror guden at ha’ skabt, og naturvidenskaber fint forklarer hvordan naturen fungerer helt uden at fifle med guder i regnestykket (guder fødes i kulturer, ikke i naturen), da føøler lægprædikanten samtidig en stærk forargelse overfor naturvidenskaber der ligefrem ekskluderer guden fra forklaringsmodeller, og han mener ligefrem det er moralsk uansvarligt, fordi han også anser det for naturvidenskabers arbejdsopgave, at bygge fortællinger om livet der behager han følelser.
Her har du så kernen i lægprædikantens panderynker: hvis han vil fastholde sin gud i det for ham ubegribelige, da må han pr. def. vedkende sig at være en religiøs mand – hvilket udover at stå i kontrast til agnosticismen, samtidig anbringer ham i en morsom position som sandhedssøgende.
Tillige er naturvidenskaber fuldstændig indifferente overfor også hans gudetro, hvorimod Kierkegaard kan byde ham en løsning: tro på gud, lad være med at tro på gud, det er ét fedt! – hans biologiske eksistensevne udfolder sig uanset helt som vi kan forvente, og hans evne til eksistens kan forklares uden hensyn til den gudetro, som han jo alligevel anbringer udenfor sin intellektuelle kapacitet.
Ergo: lægprædikanten er pr. def. en religiøs troende, bare af den slags der kun kan tale om sin gudetro ved at foregive, at denne tro er ham et vældigt problem – en social adfærd man kun finder blandt yderst religiøse mennesker, hvilket såmænd også var morskaben vi andre havde med ham i tidernes morgen…
mvh
Simon
|
|
|
|
