Det (X-factor) er for mig meget den selvaktualisering Paulus søsatte i forbindelse Kirkeliv og gudstjeneste liv (hvor Helligåndens ekstatiske overvældende humørfyldte kreative tilskyndelser der rammer os kræver et udtryk der så bliver sang og musik for de fleste af os (det er en neurobiologisk ting og burde udforskes)). Alvorstunge hængehoveder var de første kristne bestemt ikke og det vidunderlige er kvindernes helt centrale rolle og nogle af disse var som idag også, meget livfulde, som kvinderne i Korinth fx. Og en mand, en rigtig mand, står sig bedst ved at overgive sig til sangen og musikken og kvinderne frem for at gå til i dystre teodicé-problematikker der ødelægger vores humør, vores Helligånds Spiritualitet og som sådan ikke er i tråd med Paulus og urkristendommen men er kommet til senere som tåbelig græsk skolastisk logik, noget Albert Schweitzer siger Paulus aldrig ville have godkendt.

Kristus har ikke så få gange været "dybest nede i bunden af mit hjerte".
Det er nok de vigtigste begivenheder i mit liv.