|
0
registrerede
173
gæster og
280
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kristus-Ordet
|
Hej Thomas.
Du citerer mig for dette:
Kristendommens Gud har givet os en fri vilje til at kunne vælge "det onde".
Dét er da ikke hverken godt eller kærligt!
Har det større værdi at være en marionet-dukke uden fri vilje?
Jeg forestiller mig, at den frie vilje i sig selv er en værdi. Ligeledes forestiller jeg mig, at vi kun kan beskæftige os med det, vi kan kalde værdifuldt og meningsfuldt ved at have en fri vilje.
Hvor er den ægte kærlighed udtrykt i tanke og handling, hvis den ikke øves af en fri vilje?
Du fokuserer på den fri vilje til at kunne gøre noget godt, og bekymrer dig tilsyneladende ikke om alt det onde, den fri vilje også kan bruges til, og som ofte går ud over i denne sammenhæng uskyldige mennesker, andre levende skabninger, kloden.
Hvis du vil fastholde, at kristendommens skabende Gud er almægtig, fuldkommen, god og kærlig, så magtede han jo ikke - eller ønskede ikke - at styre sine engle, og derpå fristede han os gennem en falden engel i Paradisets Have til noget, som han havde forbudt.
Havde kristendommens Gud undladt at friste os, havde vi jo fortsat levet i skøn harmoni i Paradis - og gerne med en fri vilje til alt godt.
Tænk hvis f.eks. Gud havde givet Adolf Hitler en fri vilje til alt godt, men ikke til noget ondt - så havde jeg foretrukket dét - marionet-dukke eller ej.
Der kan vel ikke være tvivl om, at alt er skabt af kristendommens Gud - også ondskaben.
Og hvordan med den af Darwin opdagede evolution, hvor kun de bedste egnede overlever - og alle de andre uskyldige væsener må gå til grunde.
Og så er der tsunamier, og vulkanudbrud, der dræber uskyldige mennesker - er det en god og kærlig Gud?
Det er sådanne dele af virkeligheden, der får mig til at kassere kristen teologi og kristne præsteskaber - men ikke til at opgive kristendommens kærlighed 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
