|
1
registreret
(1 usynlig),
144
gæster og
1609
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kristus-Ordet
|
Hej Thomas.
Jeg håber, du er klar over, at jeg ikke er ude på at ”spille djævelens advokat” i et angreb på din tro, men at jeg forsøger at fatte, hvad der har fået dig, Hanskrist og Richard til at blive troende kristne – hver jo på jeres egen måde.
Dét, jeg hæfter mig ved i din beretning er især din betagelse af Bjergprædikenen, samt din oplevelse i bøn til Jesus Kristus.
Det kan jeg følge dig i – forstået på den måde, at jeg også har haft oplevelser, der lidt ligner dine.
Men når jeg så ser på, hvad du skriver om det mere historiske og teologiske, så kan jeg ikke uden videre følge dig.
Jeg er ikke – som du og andre – historisk overbevist om ”opstandelsen” og hele ”det kristne verdensbillede”.
Naturvidenskaben modsiger ikke en skabergud, og jeg tror på, at verden er skabt – alternativt at den altid har været – begge visioner jo totalt ufattelige, fantastiske, vidunderlige - ja mirakuløse.
Men dét, skeptikeren i mig siger, er, at påstanden, at mennesket er skabt i Guds billede, den forekommer mig at være overmodig, samt at det måske lige så vel i stedet kunne være, at det er os, der har skabt et billede af Gud, der ligner os.
Ifølge Bibelen forsøgte Moses jo forgæves at få en opklaring ved ”den brændende tornebusk”.
Og så er der jo hele teodicé-problemet, hvor jeg bl.a. ser den danske teolog Jakob Wolf besvare spørgsmålet: Har Gud ansvar for det onde? Med bl.a. ordene: - Gud har ansvaret for det onde –
Jeg kan se, at Richard forholder sig til dette sådan, at han hævder at have fået at vide i sin bøn, at det skal han ikke spekulere på, og hvordan Hanskrist og du, Thomas, forholder jer her, ved jeg ikke.
Teodicé-problemet er væsentligt for mig, og det får mig til at ane, at vi mennesker måske er lidt for storhedsvanvittige angående vores rolle i skaberværket/universet.
Det er især dét, der gør, at jeg ikke er troende kristen – uanset den ægthed, jeg synes, jeg har oplevet foran dén Kristus-ikon, der siger mig noget – og som harmonerer godt med saligprisningerne:
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 
Og dét afgørende øjeblik, der gjorde Hanskrist, Richard og dig troende – hvad der skete dér – det fortoner sig stadig for mig ... men det er nok meget muligt heller ikke til at sætte ord på ...
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
