|
0
registrerede
1411
gæster og
530
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Arne
Det er egentlig ikke så meget magtbegær, jeg tænker på, snarere kunne man måske kalde det nærsyn og snæversyn.
Det minder mig lidt om manden, der ville anskaffe sig en globus, men ikke blev tilfreds med dem, han så.
Lad os sige, at han f.x. boede på Fyn.
Dét han ville ha', var en globus over Fyn - gøre det nærmeste til det vigtigste.
At "gøre det nærmeste til det vigtigste" er ikke en kristen tankegang. Tværtimod. Kristendommen spredte sig, fordi mennesker så, hvordan de kristne tog sig af folk, man normalt ikke tog sig af. Fattige og fremmede.
Globus-sammenligningen holder ikke, da den tegner et aktivt fravalg af andre mennesker "uden for Fyn". Men i kristendommen er alle mennesker skabt i Guds billede. Alle etniciteter blev fra begyndelsen budt velkommen i det kristne hus. Og de første kristne blev netop udsendt til alverden.
Og selv om vi mennesker kun er en uhyre ubetydelig del af verden, kan vi jo godt elske, at vi dog er.
I kristendommen er mennesket ikke en uhyre betydningsløs del af denne verden. Snarere en uhyre betydningsfuld del. Dette kan vel ses som et faktum, eftersom vi mennesker har en enorm magt over verden og kan forme den både til det bedre og det værre. Ydmygheden består i at tage denne magt på os som et ansvar og skabe en vidunderlig verden fuld af retfærdighed og barmhjertighed.
Skulle det virkelig være 'ydmygt' at fraskrive os dette ansvar? At lade armene synke og sige: "Vi er blot betydningsløse." Dette ser jeg snarere som en ekstrem kynisme.
Og med hensyn til at være små:
Af de hundrede får havde det ene vildfarne får enorm værdi.
Enkens gave var mindre end de andres gave, men dog større.
Kvinderne havde dengang ikke stor værdi, men dette blev der vendt op og ned på - de var i princippet de første apostle, da de var de første, der så Jesus og skulle viderebringe budskabet om hans opstandelse. Også børn fik en hel central placering.
Jesus selv var "en sølle tømrer", buh'et ad og henrettet - men han ændrede verden.
I kristendommen lærer vi at se på det, der synes småt, som noget stort. Hvad du kalder betydningsløst, har en enorm værdi i kristendommen.
Vi mennesker er værdifulde og må påtage os det ansvar at gøre verden til et vidunderligt sted. Vi kan få verden til at blomstre. At fraskrive os den betydning vi har i det præg, vi kan sætte på verden - ud fra påstanden om 'blot at være en lille, ubetydelig del' - er det ikke hykleri? I mine ører lyder det ikke som ydmyghed, men som ansvarsfraskrivelse under dække af 'at være ydmyg'. Omvendt: At påtage sig en opgave for alles bedste - også når det koster 'sved, blod og tårer' - dette ser jeg som ydmyghed.
Jeg forestiller mig to gartnere. Den ene erkender sin betydning for at få haven til at blomstre - og påtager sig ansvaret. Den anden siger: "Hov hov, nu ikke være så hovmodighed. Vis lidt ydmyghed. Du er aldeles betydningsløs." Hvilken gartner vil mon få haven til at blomstre?
|
|
|
|
